Kampen om arbejdskampen

20120724-231609.jpg
Vejlegården er også et internat for hunde og katte i nærheden af Værløse.

En af de hændelser, der har fået meget mediedækning, mens jeg har haft ferie, er konflikten på Vejlegården.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg bakker fuldt og helt op om fagbevægelsen og om 3F. Forhåbentlig er ikke mange i tvivl om dette. Jeg er selv med i en fagforening (DM), men har selv været forskånet for at være med i arbejdskampe. Arbejdskampe er ubehagelige, følelserne er mange og store, og tonen bliver derfor ofte hård.

En del mennesker får af mediernes dækning det indtryk (og andre ønsker at fastholde et indtryk af) at dette handler om en magtfuld, men trængt fagforening, der forsøger at gøre livet svært for nogle tilfredse ansatte og deres ønske om frihed. Men det vigtige er at huske tre aspekter.

For det første, at konflikten handler om at sikre ordentlige arbejdsforhold på Vejlegården. Hvis man sammenligner 3Fs overenskomst med hvad Kristelig Fagforening tilbyder, bliver dette tydeligt. Kristelig Fagforening får flere medlemmer, men den er et passivt foretagende. Selv Kristelig Fagforening har måttet indrømme, at deres overenskomst ikke er god nok.

Man kan nemlig ikke tage ordentlige arbejdsforhold for givet. De skyldes mange års aktiv indsats fra fagbevægelsen. I lande, hvor fagbevægelsen står svagt, er arbejdsforholdene tilsvarende dårligere. I Storbritannien, hvor fagbevægelsen lige siden Thatcher har været trængt i defensiven, og de fleste lønmodtagere nu ikke er medlem af en fagforening, spiller overenskomster ikke nær samme rolle. Mindstelønnen bliver fastsat ved lov. En undersøgelse fra London School of Economics viste, at i 2007/2008 var indkomstfordelingen blevet den skæveste siden 2. verdenskrig. I USA, hvor fagbevægelsen altid har været i defensiven og i nogle sammenhænge er blevet infiltreret af organiseret kriminalitet, har mange arbejdere en virkelighed, hvor forhold, som vi herhjemme tager for givet – betalt ferie, barselsorlov osv. – slet ikke eksisterer som andet end en drøm. I USA eksisterer fænomenet the working poor, dvs. fuldtidsarbejdende, der alligevel er fastholdt i fattigdom. Endnu er der ikke en tilsvarende samfundsklasse i vores land.

For det andet, at arbejdsforhold er et samfundsanliggende og af den grund et politisk spørgsmål. Stadigt flere mennesker opfatter desværre deres arbejdsforhold som et individuelt projekt, som de selv skal udforme. De gule foretagender som Kristelig Fagforening bakker op om denne opfattelse. Fagforeninger er imidlertid nødt at være politiske; ikke i den forstand at de som politiske partier er nødt til at have fælles holdninger til alle politiske spørgsmål, men de skal tage stilling til arbejdsmarkedspolitik, arbejdsmiljøpolitik, beskæftigelsespolitik osv. osv. De gule foreninger er ikke interesseorganisationer på denne måde; ja, faktisk kan de ikke engang siges at repræsentere de lønmodtagere, der betaler til dem. Dels er de ikke demokratisk opbygget, dels rummer deres ledelse også chefer. Seks ud af elleve bestyrelsesmedlemmer i Kristelig Fagforening er chefer, fire af dem med personaleansvar. Faktisk var Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsgiverforening (en sådan findes nemlig også) frem til 1931 den samme organisation!

En anden gul forening, Det Faglige Hus, er tænkt som et overskudsgivende firma, ikke som en organisation med medlemsdemokrati. Man hører unægtelig ikke meget fra landsmøder i Det Faglige Hus eller om arbejdskampe; foreningens egen hjemmeside røber ikke noget om medlemmernes eventuelle demokratiske rettigheder. Det Faglige Hus skal fremstå som paraply for en række “foreninger”, der dog alle ser ud til at være oprettet af samme person.

For det tredje er det interessant at opleve borgerlige partier tale om frihed til at vælge som det, der bør være det vigtigste mål for lønmodtagerne. Også i medierne bliver konflikten fremstillet som en frihedskamp, og Vejlegårdens arbejdsgiver bliver i medierne omtalt som “frihedshelt”.Til gengæld tales de pågældende partier ikke meget om lønmodtageres arbejdsforhold. De samme partier, der nu bakker op om de gule fagforeninger, gennemførte som del af den tidligere regering i 2005 en ændring af arbejdsmiljøloven, som blev stærkt kritiseret af fagforeningerne. I værste fald er de pågældende partier interesseret i dårligere arbejdsforhold for lønmodtagere, i bedste fald opererer partierne med et abstrakt, liberalistisk frihedsideal og tager det for givet, at lønmodtagere vil få en ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold.

Lad mig derfor gentage mig selv her: De gode arbejdsforhold herhjemme og de menneskeværdige lønninger skyldes ikke initiativer fra de gule foreninger eller de borgerlige regeringer. Tværtimod. Og arbejdsgiver og lønmodtager har faktisk ikke samme interesser; de er ofte i direkte modstrid. Arbejdsgivernes frihed er specielt ikke den samme som lønmodtagernes. Arbejdsgivere vil have så stor frihed som muligt til at afskedige og omplacere og ændre arbejdsforhold og løn; dette er ikke i lønmodtageres interesse. At der er denne forskel, er der ikke noget suspekt i som sådan. Sådan må det være. Men forskellen i interesser er reel, og derfor har lønmodtagere brug for en stærk interesseorganisation, ikke for de gule foreninger.

Dermed ikke være sagt, at fagbevægelsen er perfekt. Den konfronterende stil, som er helt nødvendig i en arbejdskamp, kan på potentielle medlemmer måske virke skræmmende. Og det er også et problem, at fagbevægelsen ikke altid har fået det igennem, den måske kunne have gjort – i landspolitisk sammenhæng kunne den godt have været mere konfronterende. For mange medlemmer fremstår fagforeninger som forsikringsselskaber, men de er også demokratiske interesseorganisationer, hvor man ved at være aktivt medlem kan få meget stor indflydelse. Man bør derfor overveje, hvordan demokratiet i fagforeningerne kan gøres mere gennemsigtigt. Og endelig er der stadig problemer med den tætte tilknytning, der i mange år har været til især Socialdemokraterne. Egentlig er problemerne efterhånden mere et spørgsmål om image end om reel tilknytning til partier, men de omtales ofte. (Og hvor ofte tales der om f.eks. Kristelig Fagforenings religiøse grundlag, der bl.a. giver sig udslag i forbindelser til Indre Mission og gør at kun bekendende kristne kan være med i ledelsen?)

Men selv om fagbevægelsen ikke er perfekt, så er den nødvendig for at sikre lønmodtagernes interesser. De gule foreninger gør det ikke.

En sidste bemærkning om de borgerlige partiers iver for at støtte de gule foreninger og for at lave indgreb, der svækker muligheden for blokader: De borgerlige partier er traditionelt allieret med arbejdsgiverne, men de store arbejdsgiverorganisationer går faktisk ikke ind for at fjerne mulighederne for at føre arbejdskamp; en logisk konsekvens af ved lov at svække mulighederne for at føre arbejdskamp for fagforeningerne ville nemlig bl.a. være, at en symmetrisk svækkelse af mulighederne for f.eks. lockout skulle indføres. Og ironisk nok kunne man nemt forestille sig, at der ville blive flere og mere uregelmæssige arbejdskampe; den overenskomstmodel, der gennem årtier har været i Danmark, har faktisk i høj grad været med til at forebygge sporadiske arbejdskampe.

(Visited 61 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar