Tilbage til Roskilde

20120705-171611.jpg

For første gang siden dødsulykken, der i mange år dæmpede min lyst til at tage af sted, er jeg i år tilbage på Roskilde-festivalen. På lørdag ankommer min hustru også.

Tro det eller ej: det har aldrig været druk eller camping, der tiltrak mig. Det var og er musikken. I dag skal jeg høre The Shins, Clock Opera, Modeselektor, Perfume Genius og Janelle Monaë. Mange tror nok, at jeg glæder mig til at høre de aldrende gotikere The Cure. Men det gør jeg faktisk ikke. The Cure er et fremragende eksempel på et stort musiknavn, der ikke ældes med ynde.

Jeg skal også høre noget, jeg slet ikke kender og prøve at blive opdateret inden for genrer som metal og hiphop, som jeg længe har forsømt at følge med i.

Dette er tydeligvis smartphonens festival; i gamle dage gik jeg rundt med et nusset ark papir med spilleplan og prøvede at huske, hvor der var ikke alt for beskidte toiletter og ordentlige madboder. I dag er der apps til alt det – ja, der er endda en specialiseret toilet-app.

Og camping? Som sagt: nej. Jeg overnatter hos eksilaalborgenseren Per, der bor i København – de eneste telte, jeg skal se indefra, er dem med koncerter i.

Ovre på jensunmack.dk kan man i de kommende dage læse små anmeldelser og indtryk nedfældet af en mand, der til forveksling ligner mig.

Den tømte by

I dag er det USAs nationaldag. Jeg har været i USA en del gange, og det har altid været spændende. Der er en masse venlige mennesker og beundringsværdige initiativer i dét land.

Jeg har dog aldrig været i Detroit. Byen forbinder jeg med bilfabrikkerne og med Tamla Motown-pladeselskabet. Men bilfabrikkerne er i krise, og denne amerikanske storby i delstaten Michigan nær grænsen til Canada har oplevet en voldsom nedgang i indbyggertal; i perioden fra 2000 til 2010 gik indbyggertallet ned med hele 25 procent, og omkring 10 procent af alle bygninger i en by på størrelse med København står nu tomme. Jobbene forsvandt, og menneskene tog med. Et sted at starte for at forstå denne triste forvandling har for mig været et foredrag med historikeren Thomas Sugrue, der selv kommer fra Detroit.

Detroiturbex.com kan man se en lang række på én gang skræmmende og fascinerende fotos fra forladte bygninger i Detroit. Der er biografer, store kirker, hospitaler, politistationer og højhuse. Alle forfalder de langsomt, men sikkert.

Herover et billede med en dansk forbindelse, nemlig Danish Brotherhood Hall, der engang var samlingssted for nordiske indvandrere. På et andet billede kan man se, hvordan salen blev brugt til noget for Danmark så typisk som juletræsfester med dans om juletræ.

Her en forladt beboelsesejendom i det forladte område Historic Brush Park.

Især i bestemte dele af Detroit er der mange tomme bygninger, som nogle nu udforsker. Urban exploration er en form for opdagelsesrejse, der udforsker tomme huse – en slags spøgelsesjagt i kølvandet på den økonomiske krise. Ofte er urban exploration lovlig, lige så ofte kan disse besøg i faldefærdige bygninger være forbundet med fare for den besøgende. De to billeder øverst i mit indlæg stammer begge fra Mark Twain Library, et nedlagt bibliotek, der efter at være lukket i 1998 først blevet revet ned i 2011. Ironisk nok var Mark Twain ud over at være en kendt forfatter en af sin tids hårdeste kritikere af det amerikanske samfunds uligheder. Kun sjældent bliver det nævnt, at Mark Twain var socialist.

En af pointerne i Thomas Sugrues foredrag er, at en forklaring på tømningen af Detroit er sociale uligheder og etniske skillelinjer. I USA har man helt op i 1960’erne oplevet en mere eller mindre institutionaliseret form for apartheid, som yderligere har forstærket opdelingen i det klassesamfund, som USA er. Ikke bare forskellige samfundsklasser har boet hver for sig, men også forskellige etniske grupper (her: afro- og euro-amerikanere) har boet hver for sig. Det er derfor, nogle kvarterer blev særlig hårdt ramt, og derfor jobskabelse er svær. Efterhånden er der blevet skabt et “udkants-Detroit” rundt omkring i Detroit.

Hvad kan vi gøre ved de “udkanter”, som krisen skaber? Et sigende citat fra Sugrue er dette, for det er egentlig af mere universel natur:

We focus on changing the attitudes and motivations of individual workers, rather than challenging larger discriminatory practices.

We have a policy mismatch, a gap between the reality that I have described and the policy recommendations to try to address those problems.

The premise of welfare reform is to put welfare recipients to work. The problem is that the areas with the greatest job growth in the metropolitan area tend to be the farthest away from where the poorest folk live, in the outer suburbs largely inaccessible by public transportation. So there’s a gap between the reality of jobs and job loss and a policy solution.

Alan Turing i radioen

I sidste uge forvarslede jeg et radiointerview på Radio 24syv om Alan Turing. Indslaget blev sendt i torsdags, men kan stadig høres på nettet som podcast eller via en webbrowser. Indslaget indgår i et langt aftenprogram, der hedder AK24syv. Thore Husfeldt, der i dag er professor på universitetet i Lund og lektor på IT-Universitetet (og har en fortid på Aarhus Universitet, hvor jeg kender ham fra).

Det meste af interviewet finder sted ca. 25 minutter inde i første time; da man skal afbryde for nyhederne, kommer resten af dobbeltinterviewet sidst i anden time.

Det er lykkedes tilrettelæggerne at klippe interviewene med Thore og med mig godt sammen, så vi supplerer hinanden. Det ærgrede mig bagefter, at jeg slet intet fik sagt om Turing-testen, men det fik Thore så til gengæld gjort på en rigtig god måde.

Thore har også en god og sigende forklaring af standseproblemet på sin egen blog; forklaringen vil appellere til alle, der har en smartphone.

At begynde forfra

Der findes bøger, som man sluger råt, og bøger, som man af en eller anden grund lægger fra sig igen og igen. Jeg begyndte på Mario Vargas Llosas Krigen ved verdens ende i 1991, gav op en tredjedel inde og fik først læst bogen mange år senere. Og jeg husker, hvordan jeg brugte et helt år på at læse Gabriel Garcia Marquez’ erindringer At fortælle menneskene. Det er ikke fordi, jeg ikke læste andre bøger det år – tværtimod. Jeg fandt den ene bog efter den anden at pløje mig igennem i stedet. Af og til læste jeg så pligtskyldigt 10-20 sider i At fortælle menneskene,inden jeg hastede videre til næste bog.

Dette års underlige bogoplevelse skyldes The Shock Doctrine af Naomi Klein. Jeg begyndte at læse bogen omkring nytår, men først i denne weekend tog jeg mig sammen og fik den læst færdig.

Det er faktisk en rigtig interessant bog. Naomi Kleins bog er en lang analyse af bemærkelsesværdige begivenheder i det 20. århundrede; hendes tese, som hun underbygger særdeles grundigt med et fyldigt noteapparat og en meget lang kildeliste, er at det er blevet almindeligt at se krige, naturkatastrofer og større samfundsomvæltninger som anledning til at lave store neoliberalistiske/monetaristiske ændringer af økonomien i de samfund, der er berørt af alt dette. Ja, i en del tilfælde har økonomiske interesser direkte fremprovokeret krige og samfundsomvæltninger, der har sendt samfund i en slags choktilstand. I alle tilfælde har ændringerne ført til, at den økonomiske og sociale ulighed er blevet kraftigt øget. Der er blevet dannet en lille, rig overklasse og en stor underklasse. Denne udvikling kalder Klein for disaster capitalism, katastrofekapitalisme.

Det er velkendt, at store amerikanske firmaer som International Telephone & Telegraph (ITT) havde afgørende interesser i Pinochets militærkup i Chile i 1973 og at den amerikanske økonom og Nobelprismodtager Milton Friedman i høj grad påvirkede de meget omfattende privatiseringer, der fandt sted efter kuppet. Mindre kendt er det, at der i kølvandet på stormfloden i New Orleans i 2005 blev indført store økonomiske ændringer, herunder store offentlige nedskæringer og en fuldstændig overhaling af skolesystemet – alt sammen meget direkte inspireret af Milton Friedman.

Naomi Kleins fortjeneste er, at hun dokumenterer at der er mange andre lignende tilfælde, og at de i stort omfang er udsprunget af økonomer, der havde deres teoretiske ballast fra den såkaldte Chicago-skole bestående af netop Milton Friedman og andre økonomer fra Economics Department på University of Chicago. Disse Chicago-skolede økonomer har på afgørende vis formet den internationale valutafond IMF og Verdensbanken og dermed også den politik, der er blevet ført i de lande, som IMF og Verdensbanken har rådgivet eller stillet krav til.

Ét er at progressive folkelige bevægelser som bl.a. Solidaritet i Polen og ANC i Sydafrika endte med at gå stik imod deres oprindelige politiske mål, da de kom til magten. Et andet er, at der i nogle tilfælde bevidst er blevet skabt situationer, hvor katastrofekapitalismen nemmere kunne udfolde sig. Det mest voldsomme eksempel er krigen i Irak i 2003, hvor ledende figurer i den amerikanske regering havde store økonomiske interesser i firmaer som Blackwater og Halliburton.  Disse firmaer endte med at få udliciteret en hel masse opgaver, som ellers ville have varetaget af den amerikanske hær; Irak-invasionen og den “genopbygning”, som derefter fandt sted, var i høj grad udliciteret til private aktører.

Denne del af bogen er klart den allermest interessante, og det var især en øjenåbner for mig at indse, hvor meget af det, man ellers hører rapporteret i medierne som etniske eller religiøse konflikter i Irak, der reelt har økonomisk baggrund. Ikke mange ved f.eks. at over 500.000 irakere fra hær, men også fra sundhedsvæsen og andre offentlige myndigheder blev afskediget. Ikke mange ved, at alle virksomheder uden videre blev privatiseret eller at de fleste aktiviteter inden for “genopbygning” i Irak slet ikke eller næsten ikke har anvendt irakisk arbejdskraft. Det var med andre ord en form for “genopbygning”, der havde det som et vigtigt mål at rive en hel masse ned først. I den økonomiske krise, alt dette har medført, har nationalistiske og ekstremt religiøse kræfter haft alt for gode muligheder for at få opbakning netop ved at iværksætte sociale programmer i stedet for dem, der ikke længere fandtes fra officiel side. Kapitlerne om Irak (og Mellemøsten i det hele taget) er bogens største styrke.

Der er også nogle klare svagheder i The Shock Doctrine. Den største er den lange sidehistorie om psykiatriske teknikker med sanseberøvelse mv., der skulle bryde patienter ned for at bygge dem op igen. Her ser Naomi Klein tydelige paralleller til både de torturmetoder, som er blevet anvendt i Chile og i Irak og til katastrofekapitalismens strategi med at udnytte eller fremelske en tilstand, hvor meget af de økonomiske system er i chok. Men uanset hvor afskyeligt alt dette er (og afskyeligt, det er det bestemt), synes jeg ikke, at en konkret sammenhæng fremstår så klart, som jeg kunne ønske mig.

Naomi Kleins lidt overbærende, skeptiske holdning til menneskerettighedsaktivister – her blandt andet Amnesty International – synes jeg også er ærgerlig at læse. Det er korrekt, at Amnesty International i 1970’erne fokuserede på at fordømme Pinochet-regimets massive brug af tortur og ikke kritiserede de økonomiske omstændigheder i Chile. Men i vore dage gør vi netop meget ud af at påpege sammenhængene mellem sociale/kulturelle og civile/politiske rettigheder i vores arbejde i Amnesty International. Vi ved, at disse rettigheder er uløseligt forbundet til hinanden.

En tredje svaghed kan The Shock Doctrine ikke gøre for, da bogen er fra 2007. De seneste 5 års økonomiske krise kan bogen af gode grunde ikke udtale sig om.

Mit sidste kritikpunkt ved The Shock Doctrine, og måske i virkeligheden også årsagen til at bogen var så svær at læse, er at den på én gang er informationstæt og savner en klar struktur. Derfor ender man med at blive nødt til at lave en meget “lineær” læsning af den. Strukturen af bogen går først for alvor op for mig til sidst.

Håbet og drømmene

Der er mere empati og længsel efter en bedre fremtid i én sang med Bruce Springsteen end i alle de store beslutninger, der træffes i dagens Danmark. Vi ses i Roskilde!

Grab your ticket and your suitcase
Thunder’s rollin’ down this track
Well, you don’t know where you’re goin’ now
But you know you won’t be back
Well, darlin’ if you’re weary
Lay your head upon my chest
We’ll take what we can carry
Yeah, and we’ll leave the rest

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Meet me in a land of hope and dreams

Well, I will provide for you
And I’ll stand by your side
You’ll need a good companion now
For this part of the ride
Leave behind your sorrows
Let this day be the last
Tomorrow there’ll be sunshine
And all this darkness past

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Oh meet me in a land of hope and dreams

This train…
Carries saints and sinners
This train…
Carries losers and winners
This train…
Carries whores and gamblers
This train…
Carries lost souls

I said this train…
Dreams will not be thwarted
This train…
Faith will be rewarded