I aften: V58

20120831-l185924.jpg

Jeg blev som bekendt nummer 1 ved DM i poetry slam – men fra den forkerte ende. Alligevel (eller måske netop derfor) blev jeg spurgt om jeg ville være med ved Rap Slam i Aarhus, der er en ny begivenhed et sted mellem poetry slam og hiphop. Ligesom i poetry slam er der en forberedt tekst, og ligesom i sædvanlige battles handler det om at disse sin modstander, til han/hun ideelt set bliver båret grædende væk. Scenen er midt blandt publikum, og det hele er a cappella og uden mikrofoner.

Bagmanden bag de nye rap slams er Luxshan Ratnaravi, der blev kandidat i software fra Institut for datalogi på Aalborg Universitet sidste år og i en del år har lavet hiphop. Seneste aktivitet fra Luxshans side var et rap slam ved Roskilde-festivalen i år. Jeg har selv været meget glad for hiphop (blandt mange andre genrer), men det er længe siden, jeg har gjort noget alvorligt ved at opsøge nyt – af og til dukker der et album op, jeg anskaffer mig og bliver glad for, men det er så også dét. Som mange andre hænger jeg fast i en måske lidt indbildt guldalder, der for mit vedkommende består af navne som Public Enemy, Run DMC, Disposable Heroes of Hiphoprisy, Beastie Boys, De La Soul og Arrested Development. Dvs. old school fra for 20 år siden. Her i min relative alderdom skal jeg så for første og sikkert også eneste gang forsøge mig selv med en modstander, der er danskstuderende på SDU.

Man kan se optagelser fra rap slam på Roskilde på http://danskrap.dk/rap-slam-battles-pa-roskilde-2012-video. Der skulle også komme kamera på i aften på V58 i Århus (undskyld, Aarhus) kl. 19.30 og frem – og det hele havner en dag på YouTube til skræk og advarsel. (Jeg kom til at skrive Svalegangen i en tidlig udgave.)

Tyske tilstande

I disse år er der fokus på dagpenge og kontanthjælp i dansk politik, og meget handler om forringelser. Dagpengeperioden er blevet halveret, optjeningsperioden fordoblet. Reguleringen af kontanthjælpssatserne bliver dårligere. Det er tilsyneladende blevet god latin i de fleste partier, at alt dette skaber incitamenter til at få flere i arbejde. Regeringen gik dog som del af finanslovsaftalen med til at lave en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden og til at sikre, at kontanthjælpsmodtagere kunne få ferie.

Til 1. behandlingen af lovforslaget om denne forlængelse sagde Ulla Tørnæs fra Venstre i marts i år bl.a. dette:

Lad mig minde om, at det er det stik modsatte, vi har brug for for netop at sikre vores velfærdssamfund fremadrettet. Vi har brug for at øge arbejdsudbuddet, og det siger regeringen også, men med det her forslag som med andre forslag gør den desværre det stik modsatte. Det gjorde den jo med forslaget om at fjerne loftet over kontanthjælpen, starthjælpen osv., og det gør den som sagt også med forslaget her.

Hvad ved vi om lignende ændringer i andre lande? I Tyskland lavede man i 2003-2004 en langt mere gennemgribende ændring, nemlig Hartz-4-reformen, der blev til under den daværende tyske socialdemokratiske regering. Ideen var at lade dagpenge og kontanthjælp følge samme sats og at beskære den periode, i hvilken man kunne få støtte, til ét år.

Hvordan gik det så? Den gode nyhed er, at mange Hartz-4-modtagere faktisk kom i arbejde. Men den dårlige nyhed er at der er tale om jobs med dårlige arbejdsforhold (som bl.a. lange arbejdsuger og ustabil ansættelse) og at der blev skabt en helt ny præcedens for hvor lave lønningerne i Tyskland kunne blive. En ny rapport fra Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung e.V. undersøger hvordan arbejdsmarkedet er blevet påvirket af Hartz-4-reformen. Her er det engelske resumé af rapporten, og det er rigtig nedslående:

There has been no robust growth of the low-pay sector in Germany since 2006. Over the past few years, a constant 22 percent of all employees have fallen into this category. The job structure within the low-pay sector has not changed in the last decade. In the economy as a whole, however, there has been less and less demand for low-skilled work, which is increasingly becoming concentrated in the low-pay sector.

The low-pay sector include many people in part-time and, in particular, marginal employment. Only half of them are in full-time employment. As a result of low hourly rates, they accept long working hours so as to be able to earn a reasonable living. Those in full-time employment in the low-pay sector work an average of almost 45 hours a week, and a quarter of them 50 hours or more. However, this does not go very far towards compensating for the disparity between their pay and average monthly earnings.

De lave sociale ydelser tvinger altså tilsyneladende folk i arbejde, men de tvinger dem også til at tage hvilket som helst arbejde, og resultatet bliver en ny lavtlønssektor, hvor timelønnen nu er 7 euro. Der er så til gengæld tale om lavtlønnede jobs, der er faldende behov for. Det er tilsyneladende derfor lavtlønssektoren i Tyskland ikke bliver ved med at vokse, men holder sig på “kun” 22 procent. Arbejdsløsheden i Tyskland er ikke væk. Den er lige nu på 5,4 procent. En grund til at Hartz-4 tilsyneladende kan lykkes, er at den indenlandske efterspørgsel efter tyske produkter, der går ned som følge af at mange tyskere har færre penge til rådighed og derfor dårligere mulighed for at købe tyske produkter, kan kompenseres for ved øget eksport. Hvis erfaringerne kan overføres til danske forhold (og det er min umiddelbare fornemmelse), er der i sandhed grund til bekymring, for den økonomiske krise gør, at der ikke er udsigt til øget efterspørgsel i verdensøkonomien lige nu.

Hartz-4 er for længst blevet et begreb i det tyske sprog for de dårlige levevilkår, man har, hvis man er arbejdsløs eller kontakthjælpsmodtager. Billedet ovenfor viser en “Hartz-4-føntørrer”.

I morgen er det slut

Det er underligt dragende at kigge ned i afgrunden. Som ung i 1980’erne tænkte jeg ofte på atomkrigen og hvad der ville ske, hvis en atombombe ramte min by. Jeg var ikke alene om den bekymring, ved jeg. Mange fra min generation husker filmen The Day After (jeg har faktisk stadig ikke set den) om et sådant scenarie. Der findes i det hele taget masser af film om verdens undergang.

En undersøgelse viser at 1 ud af 10 tror, at verden vil gå under inden året er omme. Der er endda en kitschet katastrofefilm ved navn 2012. Figuren ovenfor er udsnit af en stor grafisk fremstilling af hvordan amerikanerne har det med verdens mulige undergang, og den viser hvad der måske er et særligt amerikansk træk ved håndteringen af denne trussel.

Netop i USA findes en skare mennesker, der systematisk forbereder sig på verdens undergang, og de kaldes for preppers. Emil Hartvig har besøgt og fotograferet nogle af dem, og billederne er fascinerende.

Fordi der er så mange måder, vores civilisation kan gå under på – krig, naturkatastrofer, klimaforandringer, økonomisk krise eller måske en spændende blanding af disse og andre årsager – er der mange forskellige måder at være prepper på. Det er næsten som om dem, der forbereder sig så nøje, længes efter katastrofen – “lad os få det overstået, nu vi har forberedt os så længe”. Psykoanalysen ville tale om en dødsdrift. Eller måske hænger det også sammen med noget andet: i mange opfattelser er verdens undergang forløber for en ny og bedre tid. Dommedag indvarsler Tusindårsriget. Kuppet mod den gamle orden indvarsler et nyt samfund. Og så videre.

Det er måske ikke så underligt, at angsten for verdens undergang er så stor netop i USA. Selv om kirke og stat er adskilt i USA, har de konservative kristne stor indflydelse, og mange tror på forskellige varianter af den kristne fortælling om Dommedag. Man hører ikke mange danske teologer tale om Dommedag, men i USA taler den kristne højrefløj højt og længe om The Rapture (der i denne sammenhæng ikke er et band). Denne forestilling er blevet en del af hverdagen for mange. Det er derfor, det nok ikke så mærkeligt, at det netop er i USA at prepper-bevægelsen (hvis man da kan kalde det for en bevægelse) dukker op. For USA er også de individuelle løsningers land. Jeg håber selv, at det også er det sociale sikkerhedsnet i det danske velfærdssamfund, der er årsag til at der (så vidt jeg ved) ikke er preppers herhjemme.

Well, they’ll only be surprised…

I dag hvor NASA offentliggjorde det første billede i høj opløsning fra Curiosity-missionen til Mars, skal der også være plads til en af de mere utrolige historier fra rumfartens historie. Det er eventyret om Zambias drøm om et rumprogram. Edward Makuka Nkoloso var skolelærer i Lusaka og tidligere aktiv i den zambianske frihedsbevægelse. I 1964 gik han i medierne med sin plan om at sende zambianere til Månen – og på den måde komme USA og Sovjetunionen i forkøbet. Ovenfor er Nkolosos egen artikel om rumprogrammet; der blev tydeligvis drømt stort. Han søgte UNESCO om 7 millioner pund til projektet, men pengene kom ikke, og den unge kvindelige astronaut blev tilmed gravid og taget ud af rumprogrammet af forældrene.

Man kan læse et interview med Edward Makuka Nkoloso fra ITN. Det er fascinerende. Hvor meget der var en kommende politikers bud på et prestigeprojekt, og hvor meget der var en ønskedrøm, ved jeg ikke. Men det var sikkert begge dele og klart mest af det sidste. Man kan godt smile af den lidt naive optimisme hos en mand i et af verdens fattigste lande, men det er faktisk også en interessant historie om længslen efter noget større og om at nå på omgangshøjde med de rige supermagter, der holdt deres eget rumkapløb motiveret lige så meget af økonomiske og militære interesser som af nysgerrighed.

Den første afrikaner i rummet var den sydafrikanske millionær Mark Shuttleworth, der nok er bedst kendt som manden bag Ubuntu Linux. Han betalte selv for at være med på en Sojuz-mission i 2002. Endnu har ingen sort afrikaner været af sted.

Wikipedia har en liste over de nationer, der har haft mennesker i rummet – bortset fra de fleste af kineserne og nogle suborbitale flyvninger finansieret af private alle som gæster hos de to store rumfartsnationer. Ikke bare rige lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland, men også nu så sørgeligt kendte lande som Syrien og Afghanistan har leveret rumfarere. Den afghanske astronaut Abdul Ahad Mohmand endte 4 år efter sin rumtur med at blive flygtning i Tyskland. I dag har han et trykkeri i nærheden af Stuttgart. Den første tysker i rummet, Sigmund Jähn, fik til gengæld ikke nær så trist en skæbne som man kunne forledes til at tro fra den tyske film Goodbye Lenin!, i hvilken han er endt i glemsel som taxichauffør i Berlin. Jähn arbejdede for bl.a. ESA til han gik på pension.

Se mere om Zambias rumprogram på http://zambiansinspace.com.

Cohen i Aalborg

Leonard Cohen nåede Aalborg i går, og når man aldrig har oplevet en koncert med ham før, har adskillige af mandens albums og for én gangs skyld kan nøjes med en cykeltur på 10 minutter (og 770 kr., men det skal vi ikke tale mere om her) for at opleve ham live er det klart, hvad der bør gøres. Så det gjorde jeg.

Og jeg ankom sammen med en masse andre midaldrende mennesker kun et kvarter inden Cohen gik på. Alligevel lykkedes det mig at få en god plads ikke langt fra scenen.

Var det så en god koncert? I høj grad. Cohen var i mere end en forstand i fin form trods sine 78 år – han løb endda ind på scenen! Hvis man kun kender Cohens koncerter fra live-albums vil man måske lægge mærke til at der ikke var nogen anekdoter mellem numrene; det var i høj grad musikken der talte. Lyden var noget af det absolut bedste, jeg har hørt. Bandet var usædvanligt tight og virtuost med bl.a. den spanske guitarist Javier Mas og Webb-søstrene der synger, spiller guitar og harpe og endda kan slå flikflak. Ikke mindst skal jeg dog huske at nævne Sharon Robinson, der er meget meget mere end en korsangerinde. Som mange forhåbentlig ved, er en del af Cohens kendte sange fra 1980’erne og frem (f.eks. “Everybody Knows”) faktisk skrevet sammen med hende. Hele Ten New Songs fra 2001 har faktisk Robinson som medforfatter, og hun spiller stort set alle instrumenter på dét album.

Af alle de guldrandede sange havde Cohen sammensat en over tre timer lang sætliste, som jeg nu kan se i det store og hele var den samme som ved koncerten i København. Højdepunkter var, spørger man mig, “Anthem” og “Famous Blue Raincoat”.

Nå ja, så var der også lige publikum… Jeg vil foreslå, at man til store koncerter og festivaler opretter et specielt snakkeafsnit en fem-ti kilometer fra scenen.

Neil Armstrong

20120825-222215.jpg

Jeg var fem et halvt år den sommer, og fordi jeg havde lært mig selv at læse, var jeg allerede begyndt at følge med i avisens dækning af historien om den første rejse til Månen. Jeg husker de grynede billeder i sort-hvid og de lige så utydelige amerikanske stemmer.

Uden for var det en sommerdag i Han Herred, inde i stuen var der forbindelse til verdensrummet. Min mor og mine bedsteforældre var dybt imponerede og næsten vantro; det var jeg ikke – jeg var imponeret. Den nye generation tager altid den nye teknologi for givet.

Senere kom skalamodellerne fra Revell, månebilen, Skylab og til sidst mødet mellem Apollo og Sojuz. Derefter sluttede det, og selv om russerne fortsatte trofast med Mir og amerikanerne lavede en rumfærge, blev det aldrig helt det samme igen.

Selv om jeg fik briller og blev klassens i særklasse dårligste i gymnastik, drømte jeg i lang tid om at gøre rummændene kunsten efter. Også dét gik over og blev aldrig helt det samme igen.

Der er masser af problemer her på Jorden. Løsningen på hvert af dem er vel en bedrift, der er at sammenligne med en månerejse. De vil i al fald føre os til et nyt og anderledes sted. Men verdensrummet ligger derude og kalder stadig på fantasien og lysten til at opdage.

Nu har vi så mistet Neil Armstrong, indbegrebet af den bemandede rumfærds guldalder. Det bliver aldrig helt det samme igen uden ham.

Det udmattede selv

20120825-185812.jpg

Denne uge endte jeg med at føle mig udmattet. Jeg sad til sidst tilbage med en fornemmelse af en arbejdsuge hvor der var blevet lavet en masse småting men intet var blevet forløst. Det føltes som om jeg konsekvent havde valgt at lave Det Forkerte. Hvorfor endte det sådan? Jeg er en privilegeret person og jeg havde hele vejen igennem stor frihed til at vælge.

Måske kommer udmattelsen også af alle de valg, der skal tages? Helt tilbage i november skrev jeg om hvordan det frie valg er blevet en stadigt vigtigere parameter i samfundsordenen. I dag blev jeg opmærksom på en interessant bog af den franske sociolog Alain Ehrenberg, og den har jeg nu reserveret på biblioteket.

Steen Nepper Larsen skrev en læseværdig anmeldelse af bogen, da den udkom i 2010. Her er nøglecitatet fra hans anmeldelse:

Ifølge Ehrenberg led vi engang under skyldfølelsens og lydighedens dilemmaer. Vi martredes af straffende fædre og stærke trossystemer, og blev tvunget til at leve efter rigide regler. Men frigørelsesprocesserne, der kulminerer med ‘68 og det altomkalfatrende ungdomsoprør, fører os nu i stedet ind i ansvarsfølelsens epoke. I dag er handlingen blevet individualiseret, og kun den aktør, der udfører den, synes at være ansvarlig for den.

Når vi selv skal vælge, hvordan vi vil leve og efter hvilke normer, risikerer vi både at blive usikre, handlingslammede og skrøbelige. I anden halvdel af de 20. århundrede opstår der nogle helt nye individer med nogle markante patologiske træk. Ødipus og det strenge overjeg bliver ‘devalueret’; men friheden er ikke nem at leve op til. Den psykiske frigørelses tvillingesøster hedder identitetsusikkerhed, og den depressive træthed får så at sige overtaget over den neurotiske angst. Mange frygter, at de ikke er gode nok. I værste fald falder deres projekter fra hinanden i projektsamfundet, og de lidende transformeres til ufleksible antiteser til de foreskrevne socialiseringsnormer, som de fleste ellers mere eller mindre umærkeligt lever efter.

I min arbejdsuge var valgene til dels overskuelige og selvpåførte, men for mange andre er det ikke sådan. Man står måske ved begyndelsen af et livsafsnit og skal finde ud af hvordan man nu skal leve. Eller man har mistet sit arbejde – og idealet er at man som individ skal skabe sin egen fremtid. Eller man har et arbejde og står midt i karrieren. Ideen om de individuelle løsninger gennemsyrer meget af det, vi gør.

I arbejdslivet forsyner de efterhånden mange bud på teknikker til tidsstyring os tilsyneladende med teknikker til at kunne foretage valgene, men kun tilsyneladende. Vurderingerne er stadig subjektive, og det er stadig op til os at vælge Det Rigtige. Udmattelsen og depressionen truer.

Steen Nepper-Larsen skriver:

At depressionen får ‘succes’ hænger sammen med, at de disciplinære adfærdsmodeller, forbud og autoritære regler, der tidligere angav de sociale klassers og de to køns ‘skæbnegivne’ koordinater viger til fordel for opkomsten af en række normer, der kræver, at det enkelte menneske tager individuelle initiativer og tilskynde det til selvrealisering. Det moderne menneske skal kort fortalt være villig til at tage ansvaret for og over sit eget liv. Alt er principielt muligt; men samtidig bliver vi dagligt mindet om, at ikke alt er tilladt. Dertil kommer, at det er vanskeligt at skulle være sig selv og svært at navigere uden faste holdepunkter, og at en manglende evne til selvkontrol og udeblevne succeser kan føre til udmattelse, afmægtighed, stress og frustrationer. Den depressive bliver gammel før tiden.

Løsningen er ikke den naive, at vi altid skal have andre til at vælge for os, hverken i arbejdslivet eller ellers. Men der er et spørgsmål, der bliver stillet for sjældent: Hvornår er det nødvendigt at vi har valgmulighederne?

Et andet, måske mere retorisk spørgsmål er dette: Hvornår vil de fremtrædende personer i den offentlige debat, der så ofte taler om valgfrihed som et ideal i sig selv, også tale om valgfrihedens bagside for det enkelte menneske: at det også kan være udmattende at skulle træffe de mange valg?

Den enterprenante terrorist

Jeg har skrevet om terrorhandlingerne i Norge og om terroristens mentale tilstand. Nu foreligger dommen så. Jeg er ikke overrasket over at han blev erklæret tilregnelig.

Det er interessant at sammenligne med andre opgør med terrorisme. Søren Hove, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, havde i sidste uge en interessant anmeldelse af en bog om den kuwaitiske terrorist Khalid Sheik Mohammed, der var hjernen bag terrorangrebene i USA den 11. september 2001. Billedet viser ham efter han blev taget til fange af amerikanske tropper i Pakistan. Ligesom billederne af Breivik viser det en mand, der på én gang er ydmyget og ligeglad på en truende måde.

Det er fristende at sammenligne KSM med norske Anders Behring Breivik. De er begge entreprenante terrorister, som begge står bag den praktiske udførsel af de to mest dødelige angreb i Vesten i de sidste 20 år, og begge har et afslappet forhold til gruppehierarkier og dogmatisk ideologi.

F.eks. har de begge hævdet at repræsentere grupper, som ingen har kunnet bekræfte eksistensen af, og som sandsynligvis kun består af dem selv. Hvor Breiviks talte om sine Tempelriddere, opfandt Khalid Sheik Mohammed og Ramzi Yousef i 1990’erne en Liberation Army, som vist ikke talte andre end dem selv.

Ligesom det var tilfældet med Khalid Sheik Muhammed kunne man få tanken, at Breivik var mest interesseret i at lave et professionelt terrorangreb. Selv om Breivik sammenklippede et halvt ideologisk, halvt teknisk dokument forud sin aktion, fremstår de begge mere ’handlende’ end ’tænkende’, og det først og fremmest er deres eget projekt og de konkrete angreb, som de forsøger at realisere.

Hvis parallellerne mellem Breivik og Khalid Sheik Muhammed holder, er der mindst to overvejelser, man kan gøre sig:

For det første, hvorfor denne praktiske terrorist tilsyneladende ofte falder uden for såvel terrorismeforskningens som efterretningstjenesternes net. Både Breivik og Muhammed levede stort set ukendt for offentligheden og efterretningstjenesterne, indtil deres terrorhandlinger så dagens lys. Vægtningen mellem analysen af terroristernes ideologer og terroristernes entreprenører er svær, og det er nemt at forfalde til at analysere de terrorister, som vi kan se på nettet, og negligere de terroristiske håndværkere, som er svære at få informationer om.

For det andet er det påfaldende at sammenligne, hvor forskelligt disse to mænd behandles efter deres tilfangetagelse. Selv om der har været politisk virak omkring Breiviks retssag – er han sindssyg og kan han straffes? – har man i Norge kørt en åben rettergang, hvor Breivik har udstillet sig selv som en virkelighedsfjern fanatiker. I modsætning til den norske retssag har Khalid Sheik Mohammeds tilfangetagelse og retssag været præget af, at han er blevet grundigt torteret på Guantánamo og gang på gang nægtet en almindelig retssag. På den måde har USA desværre forvandlet en førhen ukendt terroristisk entreprenør til et verdenskendt symbol på, hvad Khalid Sheik Mohammed netop anklagede USA for at være.

Det sidste er det rigtig interessante. Uanset hvad jeg måtte mene om politiets håndtering af begivenhederne mens ugerningerne fandt sted den 22. juli 2011 synes jeg, at retssagen bagefter er blevet håndteret på en god og sober måde – i stor kontrast til hvad der skete i USA i kølvandet på terrorangrebene i 2001. Også diskussionerne af hvad der foregår i en terrorists mentale processer og om han er utilregnelig eller “normal” har fyldt meget i den norske terrorsag.

Hvad der er Khalil Sheik Mohammeds mentale tilstand er aldrig blevet diskuteret, og det vil nok desværre heller aldrig ske. Diskussionerne af Anders Breiviks skyld har afsløret en meget fordomsbaseret standardforestilling om at en “hjemlig” terrorist formodentlig er utilregnelig, mens en “fremmed” terrorist handler ud fra ideologiske mål. Men historien har masser af eksempler på mennesker med enhver tænkelig etnisk baggrund, der har begået forfærdelige grusomheder. Forklaringen være meget mere kompleks. Ondskabens manifestationer er uhyggeligt enkle, dens årsager er det næppe.

Formodentlig er både Breivik og Mohammed “normale” men med en personlighedsforstyrrelse, der på den ene side giver dem et meget anderledes billede af virkeligheden men på den anden side har tilladt dem at planlægge og udøve det afskyelige håndværk, der kaldes terrorisme. Det har været en personlighedsforstyrrelse, der både har skabt deres hadefulde synspunkter og gjort det muligt for dem at slå ihjel uden skrupler. Og det er disse enterprenante “håndværkere”, der har en vis karisma og er i stand til at organisere egne og andres handlinger. På dén måde er det dem, der er de vigtigste at opdage – ikke deres måske letpåvirkelige tilhængere.

De forvoksede teenagere

I Information er der et interview med Naja Maria Aidt i anledning af udgivelsen af hendes nye roman. Jeg er to uger yngre end Naja Marie Aidt (hun er født juleaftensdag 1963), så dette citat rammer også mig, selv om jeg ikke kan siges at være en af dem, der sidder på mediebranchen.

»Min generation er på mange måder en samling forvoksede teenagere, som altså snart fylder 50, og jeg har tænkt lidt over, hvad det egentlig er, vi har bidraget med? Vi er børn af hippierne, og mange af os var politisk aktive som ganske unge, men det er langsomt forsvundet. Og paradoksalt nok sidder min generation på hele mediebranchen. Og hvad har de tænkt sig? Der hersker en form for åndelig og politisk dovenskab, som sammen med en meget individualistisk indstilling er meget trist, synes jeg.«

Min generation var måske den første herhjemme, hvor mange havde svært ved at acceptere at de blev ældre. Hvorfor er det blevet sådan? Vel fordi dette at blive ældre for mange fremstod som opgivelsen af det, man holdt af fra ungdommen. Nogle havde forældre, der var hippier – mange, heriblandt jeg selv, havde ikke den slags forældre. Det kan ikke kun have været ånden fra “de ligeglade tressere” som C.V. Jørgensen kaldte dem. Men måske er det ikke der, problemet ligger. Hvis min generation virkelig var forvoksede teenagere, kunne vi da i det mindste have den nysgerrighed og den lyst til at sige nej, som rigtige teenagere typisk har. Problemet er vel snarere, at der ikke er ret mange fra min generation, der har lyst til at formulere nogle gode visioner. De gode visioner opstår ud fra en blanding af ungdommens vovemod og lyst til at tænke anderledes og en ældre generations erfaringer og visdom (hvis en sådan findes).

Den svære, svære konfliktløsning

Edge.org har et interview med den amerikanske hjerneforsker Rebecca Saxe. Hendes forskning er motiveret af et helt fundamentalt spørgsmål: Hvordan tænker vi om hvordan andre mennesker tænker? Det er ofte den manglende indsigt i Den Andens motiver, der skaber konflikter.

Hvordan løser man en konflikt når man ikke kan se ind i Den Andens tankeverden? Lige for tiden er der fokus på den spændte situation i Vollmose, hvor der hos nogle grupper i kvarteret (vel især blandt de unge) hersker en ekstrem mistillid til myndighederne. Det er klart, at de allerfleste mennesker (også jeg selv) umiddelbart synes at der er noget ikke bare dybt forkasteligt, men også dybt irrationelt ved at angribe den lokale skadestue, angribe brandfolk eller begå hærværk mod den daginstitution, hvor kvarterets børn går. Også i Mellemøsten har f.eks. læger og brandfolk høj social status (om muligt har læger højere status i arabiske lande end i Danmark), så dette gør hele denne tragiske situation endnu mere kompliceret at analysere.

Magtforholdene i samfundet er vigtige at forstå. Det, vi er vidne til, når nogen udøver denne form for destruktiv adfærd er ikke sædvanlig magt, men en destruktion der vokser ud af afmagt – en slags “afmagtens magt”. For den umiddelbare følelse af magt, de destruktive handlinger udløser, er særdeles kortvarig og løser ingen problemer. Der er alt for mange eksempler fra andre lande og andre tider (Brixton i 1981, Los Angeles i 1992, franske byer i 1995…) der viser hvordan en opsparet afmagt pludselig kan udløses i en destruktiv voldsspiral. Det, alle disse eksempler viser, er at der er tale om mennesker fra samfundets absolutte underklasse og ofte også om etniske mindretal (af meget forskellig baggrund). Det er ikke et tilfælde, at der er så få optøjer, der har deres udspring i middelklassekvarterer.

Jeg har ikke noget forkromet svar på noget som helst, men konfliktløsning må være et af de centrale aspekter (ud over social- og fordelingspolitiske tiltag). Tidligere i år skrev jeg et ret søgende indlæg om at kunne lytte til andre, og her nævnte jeg hvordan Jacob Holdt ud over at være en dygtig fotograf og en god fortæller er god til at lytte og har brugt dette i konfliktløsningssammenhænge. Der er mange, der udviklet sådanne kompetencer. Det interessante er, hvordan hjerneforskningen kan bekræfte denne indsigt empirisk.

Rebecca Saxe og hendes kolleger har undersøgt, hvordan aktiviteten i forskellige dele af hjernen bliver påvirket, når mennesker tænker om andre mennesker. Hun siger:

An aspect of conflict that has often got left out of the science of conflict is dynamics of power. In any conflict, one of the key factors is who has been in power and who has been out of power, in terms of how the conflict has gone up until now, and what it takes to make the conflict better in the future. In the little bit of work that we’ve done so far on conflict and how conflict plays out, thats the one discovery we have up until this moment, which we just published minutes ago, is that having a dialogue with a person from the other side is one of the standard things that people do when they’re trying to make a conflict better. They bring groups from each side together and they have them talk to each other. The new discovery that we have is that dialogue works differently for different reasons, depending on which side of the power dynamic you’re on.

If you’re in a conflict situation and you’re the one who’s been in power, making you do a good job of listening to what the other side is saying, making you take their perspective and really hear what they’re saying, makes you a little more open to them. It makes you perceive them with more empathy and as less irrational then you did a minute ago, or half an hour ago.

Det lyder umiddelbart banalt, at man skal lytte til hinanden for at løse en konflikt, men det er det bestemt ikke. Skal de danske myndigheder så forhandle med kriminelle bander og give efter for deres krav? Nej, selvfølgelig ikke. Alle skal kunne færdes trygt, der hvor de bor, og sundhedspersonale skal kunne udføre deres arbejde i tryghed. Det må aldrig stå til diskussion. Men hvis myndighederne alene skruer bissen på og kun anlægger det officielle myndigheds-synspunkt, er der en stor risiko for at en gruppe af mennesker, der er meget større end uromagerne, holder op med at lytte. Det svære og vigtige er at kunne leve sig ind i modpartens følelser og bevæggrunde, hvor langt væk fra ens egne de end må forekomme. Her har man nemlig et andet ansvar, hvis man relativt set er i en magtposition. Kun ved at få den anden part til at føle sig lyttet til og forstået, kan man som magtbegunstiget få den anden part til at forstå. Rebecca Saxe skriver:

If you’re on the disempowered side of a conflict, if you’re coming from the less-empowered position, being told to take the perspective of the more-empowered side helps not at all; it might even hurts. Instead, what helps is feeling like the other side is hearing you. Getting the chance to talk and be heard makes you a little bit more open, a little more empathetic and a little less likely to see them as irrational. This is obviously not a solution to all possible problems, but this is a little bit of empirical data from a randomized controlled trial showing that one of the reasons dialogue works differently for the different sides is that, when you come from two sides of a power dynamic, you have different needs.

Mit indtryk er, at der allerede findes en del gode kræfter i de sociale myndigheder og i politiet, der har en sådan indsigt om hvordan en sådan dialog skal etableres. Men har politikerne den også? Jeg kan være tvivl, når jeg ser medierne lige nu.