Den forbandede viden

Aristoteles var bestemt ikke dum. Hvorfor kunne han så ikke regne ud, at projektilets bane ville være en parabel?

For nogle uger siden skrev jeg om en pige fra Frederikshavn, der trods en gymnasial uddannelse ikke havde styr på selv helt grundlæggende fakta om verden. De fleste mennesker, der så hendes “søde” videohilsen på Facebook, rystede på hovedet: Hvorfor ved hun da ikke det, vi ved? Det er jo bl.a. helt oplagt, at man bor i huse i Norge!

Når jeg har holdt eksamen, kommer jeg af og til i en situation, hvor censor og jeg sidder og græmmer os bagefter, hvis vi har set en meget dårlig præstation. Hvordan kunne eksaminanden dog misforstå noget så helt fundamentalt?

Jeg kender også til tidligere studerende, der engang har klaret sig mindre godt, men siden er blevet særdeles kompetente inden for datalogi og er godt i gang med en akademisk karriere. Også de ryster på hovedet over de studerende, der ikke forstår “selv det mest elementære”. Heller ikke de kan nu sætte sig ind i hvordan det er at have den manglende forståelse.

Tidligere her på bloggen har jeg skrevet om Dunning-Kruger-effekten. Dette er effekten af en høj grad af inkompetence: det meget inkompetente individ er på grund af sin udtalte inkompetence ude af stand til at forstå, at han/hun er meget inkompetent.

Der findes imidlertid også et “dualt” fænomen, nemlig at kompetente personer inden for et fag kan være ude af stand til at forstå hvordan man tænker om faget, hvis man ikke har samme kompetence inden for faget. Dette fænomen er på engelsk blevet kaldt the curse of knowledge, og den blev først undersøgt af Elizabeth Newton omkring 1990 i forbindelse med hendes PhD-arbejde på Stanford University i USA. Denne “forbandelse” er en forbandelse, for den vil gøre det sværere at undervise. Den, der underviser, er nemlig forhåbentlig meget kompetent inden for sit fag, mens dem, der bliver undervist, normalt ikke er kompetente inden for samme fag.

En interessant artikel fra American Physical Society fra 2007 handler om netop denne udfordring, selvfølgelig med fokus på fysikundervisningen. Carl Wiemans pointe er denne:

In much the same way that physicists had to go through the wrenching process of replacing their classical-physics-based intuition with a new, more useful intuition about the quantum world, we need to make a similar step with regard to physics education. We must abandon the implicit assumption that all brains are the same and so passing along what is clear to us will be clear to the novice student, and if it fails, it is an indication that the students are simply incapable. We must instead come to recognize that mastery of a subject is much more a process of restructuring the brain than simply of transferring knowledge, and knowing a subject is profoundly different from knowing how that subject is best learned. The result will be greatly improved learning of physics. Knowledge becomes a curse only if one fails to recognize its limitations.

Dette er en helt central observation – vi er som undervisere nødt til at minde os selv om, at de studerende ikke har “konstrueret faget” i deres hjerne endnu. I bedste fald er de ved at bygge et hus, der kan stå selv, i værste fald er de i gang med at lægge et skævt tag på mure, der ikke findes endnu.

Denne opfattelse er ikke ny, men tager udgangspunkt i Jean Piagets idé om konstruktivisme, dvs. at læring består i at skabe en mental konstruktion. I undervisningssammenhæng handler det derfor om at opdage, hvor vores forkerte konstruktioner tager fejl. Naturvidenskab handler i høj grad om at erstatte de intuitive, men misforståede forklaringer med mere korrekte, men ofte anti-intuitive forklaringer, der omstrukturerer vores viden om verden. Det er på denne måde, naturvidenskaben “lærer”.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar