Lagt i graven?

Janaza?

Marcus Rubin havde en artikel i Politiken i denne weekend om Anahita, en ung kvinde fra Irak, der spiller black metal med stærkt anti-islamiske tekster. Hun er den eneste musiker i sit band, Janaza (der er det arabiske ord for begravelse).

’Brænd Koranens sider’ er titlen på bandets første lille album med fem sange, der udkom for nylig, og raseriet mod Allah er ikke til at tage fejl af.

»Jeg skal skrælle din Gud/ Med den midterste finger i hans øjne/ Jeg skal kneppe hans hjerte/ Og brænde islams moskeer«, lyder en af teksterne, og mens man måske er vant til den slags i Vesten, er det dødsensfarligt i Mellemøsten.

Så farligt, at den 28-årige Anahita indtil videre kun har givet to uhyre korte interview og holder sin identitet skjult bag massive lag af sort-hvid makeup, der får hende til at ligne et dæmonisk lig. Hvis islamisterne i Irak fik fat i hendes identitet, er hun ikke i tvivl om, hvad der ville ske.

Her har vi en ung kvinde i et krigshærget land, der spiller samtlige instrumenter i sit eget band og endda har tid til at være med i et andet band, Seeds of Iblis, ved siden af. I dette andet band er der musikere fra Bahrain og Saudiarabien med; de er del af en Arabic Anti-Islamic Legion af arabiske metalbands med tekster vendt mod islam. Kvindeligt metalband spiller med livet som indsats i Irak er overskriften i Politiken – en rigtig kioskbasker i kølvandet på retssagen mod det kvindelige punkband Pussy Riot fra Rusland. Historien om Anahita og hendes anti-islamiske black metal er en historie, der næsten er for interessant. (For ikke at sige, at den er guf for Trykkefrihedsselskabet og ligesindede.)

Jeg så mig lidt om på nettet, og jeg fandt hurtigt en artikel på metal-webstedet Metal Illuminati, der kraftigt antyder, at historien er et falsum. Specielt er det interessant, at billederne af Anahita (bl.a. billedet ovenfor) og af Seeds of Iblis viser sig at være billeder af black metal-musikere fra andre sammenhænge og fra andre lande. Det er også påfaldende, at det skulle være muligt for musikere fra tre forskellige lande, hvoraf ét (nemlig Irak) har været ekstremt ustabilt og et andet (nemlig Bahrain) inden for de seneste to år har været hjemsted for uroligheder i form af folkelige protester, at danne et band og øve nok sammen til at de kan give koncerter. Man kan måske godt øve over Internet i et vist omfang og udveksle lydfiler, men kun 3 procent af befolkningen i Irak har adgang til nettet. Der findes en metalscene i Irak (der blev faktisk lavet en dokumentarfilm om irakiske metalbands i 2007), men det er uklart for mig, hvor mange bands der rent faktisk er.

Der har også været andre spekulationer på nettet om hele denne historie, der minder lidt (måske også lidt for meget) om den lesbiske blogger fra Syrien, der viste sig at være en 40-årig mand i Skotland. Jeg kommer også til at tænke på den gamle historie om hardcore-bandet Rektüm fra DDR, der som nogle af de første rejste vestpå efter Murens fald i 1989. Rektum viste sig siden at være en historie udtænkt af det bizarre britiske band Gaye Bykers On Acid.

Måske skulle Marcus Rubin have kigget sig lidt mere om, inden han skrev sin artikel?

Tolv milliarder patroner

Mens medierne kæmper med at holde fokus – handler denne sommer om de Olympiske Lege, om borgerkrigen i Syrien, om arbejdskampe i Østjylland eller måske om det hele og meget mere? – forhandler man i FN-regi om den første traktat om regulering af handel med konventionelle våben. Som figuren ovenfor kraftigt antyder, er den uregulerede våbenhandel med til at gøre det muligt at begå alvorlige overgreb på menneskerettighederne rundt om i verden.

Der har aldrig tidligere været en sådan traktat, og i sidste uge var der stormagter, der satte en kæp i hjulet. Det var Rusland og Kina – og USA. 51 senatorer skrev et brev til Barack Obama, hvori de skrev (her citeret efter New York Times):

“As defenders of the right of Americans to keep and bear arms, we write to express our grave concern about the dangers posed by the United Nations’ arms trade treaty,” the senators said in the letter to President Obama and Secretary of State Hillary Rodham Clinton. “Our country’s sovereignty and the constitutional protection of these individual freedoms must not be infringed.”

Der er to aspekter af dette, der foruroliger mig.

For det første er jeg som altid bekymret over de særstandpunkter mht. menneskerettigheder, som har stor opbakning i USA. Der er ganske mange eksempler – bl.a. FNs konvention om børns rettigheder, som kun USA og Somalia ikke har ratificeret, og USAs modstand mod den internationale krigsforbryderdomstol – og de er alle til stor skade for det internationale samfund.

For det andet er det skræmmende at se de hyppige henvisninger til den såkaldte Second Amendment (tilføjelse nr. 2 til USAs forfatning) og især til fortolkninger af denne gamle tekst, der blev til med oprøret mod briterne i frisk erindring. Hensigten var mao. ikke at gøre det muligt for afrikanske slaver eller indianere at skyde igen, skulle nogen være i tvivl. Teksten blev vedtaget i 1791 og lyder:

A well regulated militia being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms shall not be infringed.

Her er hvad National Rifle Association skriver:

The language and intent of the framers of the Second Amendment were perfectly clear two centuries ago. Based on the English Common Law, the Second Amendment guaranteed against federal interference with the citizen`s right to keep and bear arms for personal defense. Too, the revolutionary experience caused our forebears to address the second concern–the need for the people to maintain a citizen–militia for national and state defense without adopting the bane of liberty, a large standing army. An armed citizenry instead of a standing army was viewed as preventing the possibility of an arbitrary or tyrannical government.

Læg mærke til den sidste formulering. Det bliver klart, at den amerikanske våbenlobby argumenterer ud fra ønsket om at kunne foretage et væbnet statskup, hvis den føler sig truet. Det er ikke kun NRA, der argumenterer således. I Tea Party-bevægelsen udtaler Jeff Dover, et ledende medlem fra Arizona:

There are no ambiguities in the sentence above. There is no mention of a professional army. Only a “militia”, an armed citizenry banded together for the common defense. It doesn’t say against who, or what, the militia is supposed to banded together in opposition to, other than that it’s “necessary to the security of a free state”.  The militia is intended to be a bulwark against anyone who attempts to make the state un-free, and because there was concern at the time that dark forces might once again attempt to make it un-free, “the right of the people to keep and bear arms shall not be infringed.”

Hvis nogen i Danmark brugte en lignende argumentation, burde medierne råbe vagt i gevær (undskyld ordspillet). I USA er denne slags udtalelser imidlertid almindeligt accepteret. Bemærk: Vi taler ikke om diverse småorganisationer i undergrunden, men om magtfulde kredse i et stort land i den industrialiserede verden. Det er dette, der er så foruroligende.

Selvfølgelig skal vi have en effektiv traktat om handel med konventionelle våben. Der er flere regler om handel med bananer end der er om handel med konventionelle våben. Det vigtigste er, at en traktat om handel med konventionelle våben har en gylden regel, der sikrer, at der ikke kan handles våben i situationer, hvor der er begrundet mistanke om at våbnene vil blive brugt til at begå grove overgreb på menneskerettighederne. Det vigtige er at blive ved med at lægge pres på USA og andre lande, der forsøger at udvande, udsætte eller forhindre en traktat. Amnesty International og en række andre organisationer fortsætter kampagnen. Jeg er selvfølgelig med, og det bør I også være. Skriv under her.