Lagt i graven?

Janaza?

Marcus Rubin havde en artikel i Politiken i denne weekend om Anahita, en ung kvinde fra Irak, der spiller black metal med stærkt anti-islamiske tekster. Hun er den eneste musiker i sit band, Janaza (der er det arabiske ord for begravelse).

’Brænd Koranens sider’ er titlen på bandets første lille album med fem sange, der udkom for nylig, og raseriet mod Allah er ikke til at tage fejl af.

»Jeg skal skrælle din Gud/ Med den midterste finger i hans øjne/ Jeg skal kneppe hans hjerte/ Og brænde islams moskeer«, lyder en af teksterne, og mens man måske er vant til den slags i Vesten, er det dødsensfarligt i Mellemøsten.

Så farligt, at den 28-årige Anahita indtil videre kun har givet to uhyre korte interview og holder sin identitet skjult bag massive lag af sort-hvid makeup, der får hende til at ligne et dæmonisk lig. Hvis islamisterne i Irak fik fat i hendes identitet, er hun ikke i tvivl om, hvad der ville ske.

Her har vi en ung kvinde i et krigshærget land, der spiller samtlige instrumenter i sit eget band og endda har tid til at være med i et andet band, Seeds of Iblis, ved siden af. I dette andet band er der musikere fra Bahrain og Saudiarabien med; de er del af en Arabic Anti-Islamic Legion af arabiske metalbands med tekster vendt mod islam. Kvindeligt metalband spiller med livet som indsats i Irak er overskriften i Politiken – en rigtig kioskbasker i kølvandet på retssagen mod det kvindelige punkband Pussy Riot fra Rusland. Historien om Anahita og hendes anti-islamiske black metal er en historie, der næsten er for interessant. (For ikke at sige, at den er guf for Trykkefrihedsselskabet og ligesindede.)

Jeg så mig lidt om på nettet, og jeg fandt hurtigt en artikel på metal-webstedet Metal Illuminati, der kraftigt antyder, at historien er et falsum. Specielt er det interessant, at billederne af Anahita (bl.a. billedet ovenfor) og af Seeds of Iblis viser sig at være billeder af black metal-musikere fra andre sammenhænge og fra andre lande. Det er også påfaldende, at det skulle være muligt for musikere fra tre forskellige lande, hvoraf ét (nemlig Irak) har været ekstremt ustabilt og et andet (nemlig Bahrain) inden for de seneste to år har været hjemsted for uroligheder i form af folkelige protester, at danne et band og øve nok sammen til at de kan give koncerter. Man kan måske godt øve over Internet i et vist omfang og udveksle lydfiler, men kun 3 procent af befolkningen i Irak har adgang til nettet. Der findes en metalscene i Irak (der blev faktisk lavet en dokumentarfilm om irakiske metalbands i 2007), men det er uklart for mig, hvor mange bands der rent faktisk er.

Der har også været andre spekulationer på nettet om hele denne historie, der minder lidt (måske også lidt for meget) om den lesbiske blogger fra Syrien, der viste sig at være en 40-årig mand i Skotland. Jeg kommer også til at tænke på den gamle historie om hardcore-bandet Rektüm fra DDR, der som nogle af de første rejste vestpå efter Murens fald i 1989. Rektum viste sig siden at være en historie udtænkt af det bizarre britiske band Gaye Bykers On Acid.

Måske skulle Marcus Rubin have kigget sig lidt mere om, inden han skrev sin artikel?

(Visited 109 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar