En politiker uden betydning

Der skal være en grænse

Jeg plejer ikke at skrive om partipolitik her, for min holdning er, at det vigtige at diskutere er de problemer, der er i samfundet og hvordan vi kan løse dem. Det taktiske spil ender ofte med at skygge for de vigtige overvejelser om hvad der skal ske med den verden, vi lever i.

I dag vil jeg dog gøre en undtagelse. Hvordan har jeg det med at Pia Kjærsgaard træder tilbage som formand for Dansk Folkeparti? Min sindstilstand minder faktisk mest om hvordan jeg havde det i 1990, da Margaret Thatcher gik af (jeg boede i Skotland dengang). Min manglende begejstring for Margaret Thatcher har altid været sammenlignelig med den mangel på begejstring, jeg har haft for Pia Kjærsgaard.

Dengang i 1990, da Thatcher gik/blev gået, var jeg først lettet; jeg inviterede min danske bofælle på mad. Men efter at vi havde siddet og smovset, gik det op for mig (og for ham), at der jo bare kom en anden konservativ leder med præcis den samme politik. På samme måde er det her ved Pia Kjærsgaards afgang. Pia Kjærsgaard har ikke så stor betydning, som vi tror.

På én måde har Pia Kjærsgaard selvfølgelig haft stor betydning for dansk politik. Dansk Folkeparti var parlamentarisk grundlag for den foregående regering gennem 10 år, og her er der blevet sat en hel del fingeraftryk i form af lovgivning, der har ladet sig inspirere af Dansk Folkepartis nationalistiske dagsorden. Der findes i dag et parti, der officielt har en negativ holdning til menneskerettighederne. Det alene er trist. Det er også trist, at store dele af det politiske spektrum og den politiske sprogbrug har taget den nationalistiske sprogbrug og “problemanalyse” til sig.

På en anden måde har Pia Kjærsgaard imidlertid slet ikke været vigtig for dansk politik. Den reaktionære nationalisme var der nemlig alligevel, og ikke kun i Danmark. Der findes tilsvarende partier i så godt som alle andre europæiske lande, og nogle af dem er endda større og har mere indflydelse end Dansk Folkeparti. I en anden del af Europa, nemlig Balkan, har den reaktionære nationalisme været endnu voldsommere og har ført til krige.

Det, Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har formået, er at udnytte den reaktionære nationalistiske strømning og gøre sig selv til dens talerør i Danmark. Min fornemmelse er, at det hele ville være sket alligevel. Måske var nationalismen kommet ind andetsteds.  I Tyskland er der intet tilsvarende parti, men her dukker den reaktionære nationalisme op hos politikere fra de store politiske partier.

Det bliver ofte hævdet, at den reaktionære nationalisme er en nødvendig og berettiget reaktion på problemer i samfundet. Men der har været tilsvarende strømninger tidligere rettet mod indvandrere, bl.a. i Europa i 1920’erne og 1930’erne (hvor det var østeuropæere og jøder, de nationalistiske stemninger vendte sig imod, og hvor det endte i folkedrab), før det igen i USA i sidste halvdel af 1800-tallet (hvor det var en anti-katolsk form for nationalisme, der især rettede sig mod irerne og østeuropæerne) og i Australien (rettet først mod kinesere, siden mod briter og irere). I alle disse tilfælde udgjorde den reaktionære nationalisme ikke en løsning, men blev et problem i sig selv, et problem, der måtte overvindes.

Den reaktionære nationalisme har i Danmark forsøgt at gøre til talerør for danske værdier, og tale om ytringsfrihed, frisind og demokrati er blevet brugt i en nationalistisk kontekst. Der er dog ikke mange, der hæfter sig ved at det kun er en formalitet (ja, måske ikke engang dét) at Kristian Thulesen Dahl bliver den nye formand. Det er uklart for mig, hvordan fraværet af internt demokrati i Dansk Folkeparti svarer til partiets demokratiopfattelse i øvrigt, men nogen (og ikke kun partiets egne medlemmer) bør prøve at analysere denne sammenhæng.