Stråmændenes befrielsesfront

Jeg har tidligere kommenteret en kronik af Eva Selsing. Det var sidste år. Nu har hun igen skrevet en kronik i Berlingske, denne gang om kønsroller. Jeg ville sådan ønske, at det havde været en god kronik, for det er et vigtigt emne. Når jeg læser kronikken igennem, får jeg desværre på fornemmelsen, at den er sat op som én stor stråmand. En “stråmand” er det uærlige retoriske kneb, der består i at misrepræsentere en modstanders synspunkter og derefter skyde denne udgave af synspunkterne ned. Det er omtrent her, stråmanden bliver kørt i stilling:

De mange debatter om kønsroller, der både dækker emner som legetøj og tøj til små børn, rollefordelingen i familien og henholdsvis moder- og faderskabet, foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet. Det feministiske prestigeprojekt er nemlig indførelsen af det kønsmainstreamede samfund, hvor forskellene kønnene imellem er elimineret til fordel for en gennemfeminiseret arketype.

Man kunne have håbet, at der ville være nogle konkrete eksempler (måske bare i form af nogle citater), der viste synspunkterne hos dem, der ifølge Eva Selsing gennemfører det “feministiske prestigeprojekt”. Men nej. Det bliver ikke klart, præcis hvem det er, der er tale om. Er det politikere, administratorer, kulturpersonligheder eller andre? Selsing kalder dem helt uspecifikt for

…disse yderligtgående samfundsingeniører…

Det er i det hele taget ikke klart, hvem der er aktørerne. Selsing skriver:

Men hvad sker der, når et samfund begynder at udgrænse det maskuline? Hvilke følger har det for den enkelte mand, kvinde, for familien og for børnene? For vores kultur? Det er der grund til at overveje, eftersom universitetsfeminismen har gjort sit tydelige indtog i samfundet og de enkelte borgeres hoveder. Særligt gennem de statslige opdragelsesinstitutioner, der efterhånden følger velfærdsdanskeren fra vugge til grav. Det er kommet så vidt, at vi begynder at så tvivl om kønsidentiteten hos selv helt små børn. Et dramatisk skridt i feministisk retning.

Her bliver begreberne for alvor rodet sammen. Der er gennemgående ikke nogen klar skelnen i kronikken mellem “samfundet” og “staten”; de private virksomheder er en vigtig del af samfundet, men selvfølgelig ikke en del af staten. Har “universitetsfeminismen” virkelig gjort sit indtog i f.eks. de private virksomheder?

Store dele af resten af kronikken består i at præsentere Selsings stråmandsudgave af modstanderens postulerede tese om det kønsneutrale menneske og derefter at skyde dette stråmandsbillede ned. Her er et eksempel på stråmands-udgaven af de synspunkter, som modstanderen (og det er ikke helt klart, hvem modstanderen er) hævdes at have:

Det kønsneutrale menneske er først og fremmest kendetegnet ved ’åbenhed’. Det dømmer ikke, og kan ikke selv dømmes. Det er uden for de forældede identitetskasser og er kun bærer af de markører, det selv vælger. Det anerkender og tolererer alt – undtaget, naturligvis, de forældede kønsroller. Det er (i teorien) empatisk, lyttende og ’frigjort’ fra omverdenens forventninger, fra tradition og historie. Det er belæsset med ’rettigheder’ og har ingen kønsrelateret ansvarsrolle i forhold til rudimenter som familie, ægtefælle og børn. Det er, med andre ord, en moderne akademikerkvinde, som hun gerne vil opfatte sig selv. Og hvis det kønsneutrale menneske er en slags kvinde, er der selvsagt ikke plads til manden i dén utopi.

Kronikken er desværre blottet for konkrete eksempler, der kunne udgøre argumenter for den “udgrænsning af det maskuline”, som Selsing postulerer. Nogle data, der viser omfanget af en sådan “udgrænsning”, ville også udgøre en egentlig argumentation.

Det er bestemt væsentligt at diskutere kønsrollernes betydning i samfundet. Inden for de seneste årtier er der dukket et forskningsområde op, der tager fat i det – kønsforskning. Og jeg har læst en del (synes jeg) lødige og faktuelt baserede artikler i medierne om kønsrollernes betydning. Et sted blandt mange at starte er en interessant artikel af Louise Vogdrup Schmidt fra januar i år om drenge og piger i den danske folkeskole. Påstanden om en uheldig “femininisering” af samfundet dukker stadigt hyppigere op, og det især hos højreorienterede debattører (som bl.a. Eva Selsing og en gruppe, der kalder sig for Manfo); det er dog lidt underligt for mig at opleve denne diskussion fra mit kontor på Institut for datalogi på Aalborg Universitet, et sted der har en ekstremt skæv kønsfordeling i mændenes favør: så godt som alle studerende og videnskabelige medarbejdere er mænd, og så godt som alle administrative medarbejdere er kvinder. Jeg synes, billedet af kønsrollerne i det danske samfund er langt mere broget end påstandene om “feminisering” beskriver. Især er det ikke mit indtryk, at der er ret mange, der taler om “kønsneutralitet”.

Det er selvfølgelig interessant og paradoksalt, at en universitetsuddannet kvinde angriber netop kvindelige akademikere og forsvarer mændene. På mig virker det egentlig som en underlig form for selvhad. Men kampen for ligestilling skal ikke være en kamp, hvor det ene køn skal vinde over det andet – den skal være en kamp for at alle mennesker uanset køn (eller etnisk baggrund eller seksualitet eller…) kan få de samme muligheder i samfundet. Eva Selsings kronik er ikke noget godt indspark i debatten, præget som den er af dårlig, for ikke at sige manglende argumentation. Som mand vil jeg faktisk helst undvære hendes lidet overbevisende forsvar for mænds rettigheder og i stedet sammen med andre mennesker, uanset køn, kæmpe for ligestilling.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar