Et nummer på skulderen

De voldsomme arrestationer efter COP15-topmødet i 2010 trækker stadig et ubehageligt spor efter sig. Den triste sag om en flyttemand og fire andre, der bliver uretmæssigt anholdt og tilsyneladende rigtig dårligt behandlet af de betjente, der stod for transporten fra anholdelsen, men som man stadig ikke kan finde frem til, giver et træls billede af elementer i det danske politi, der vil dække over hinanden. Politikere fra Enhedslisten foreslår nu, at betjente skal bære synlige numre. Dette mødes med en del modstand fra det danske politi. Peter Ibsen, der er formand for Politiforbundet, udtaler til DR Nyheder:

– Der er en risiko for, at man i tilspidsede situationer aflæser nummeret forkert, så en betjent bliver anklaget for noget han ikke har gjort, siger Politiforbundets formand og fortsætter:

– Desuden er der den fare ved uroligheder, at man retter sine angreb mod en bestemt betjent. Det vil være langt lettere, hvis man kan aftale, at man kaster sten mod betjenten med et bestemt nummer.

Selv synes jeg, det er lidt underligt, at netop dette forslag er så kontroversielt. Jeg vil dog hellere hæfte mig ved Storbritannien og USA, hvor man i mange år har haft tilsvarende synlige numre. De fleste, der har set tv-krimier fra de to lande, vil sikkert allerede vide dette. Britiske betjente bærer nummeret på epauletterne, mens amerikanske betjente har nummererede skilte. Og netop i de to lande, hvor politiet ofte gives temmelig vide beføjelser, ville jeg forestille mig, at myndighederne ville fjerne nummereringen, hvis den bekymring, Peter Ibsen, giver udtryk for, var et væsentligt problem. Betjentene fra Cambridgeshire på billedet ovenfor er far og søn; Rob Savill junior og senior virker til at være stolte af deres numre.

En fordel, som jeg selv ser, ved at betjente er tydeligt identificérbare er, at det måske kan få både betjente og arrestanter til at tænke sig ekstra godt om i situationen. Anonymiteten kan få mennesker ofte til at reagere hårdere, end de ellers ville, hvis Den Anden havde en identitet (det være sig et nummer eller et navn). Her tænker jeg på de lidt tilsvarende bekymringer, jeg har haft om debatfora på nettet.

Bob Beamon

Jeg kan ikke huske ret meget fra de olympiske lege i Mexico i 1968. Jeg var fire et halvt år gammel; jeg kan faktisk kun huske, at der var OL og at fjernsynet var tændt. Men i mange år derefter har jeg hørt om Bob Beamons legendariske længdespring på 8,90 meter – en forbedring af verdensrekorden med hele 55 centimeter. Det var da også først i 1991, at rekorden blev slået af en anden amerikaner, Mike Powell. Den rekord gælder faktisk endnu, men Beamons 8 meter og 90 centimeter er stadig olympisk rekord. Ovenfor kan I nu også se dette helt utrolige spring.

Bob Beamon sprang aldrig bare tilnærmelsesvis så langt igen, og kort efter OL gik han over til at spille basketball. Siden studerede han sociologi og er i dag atletikdirektør ved Chicago State University.