At kunne opføre sig forkert

I kølvandet på retssagen mod Anders Breivik og biografmassakren i USA, hvor James Holmes begik en lignende udåd (men hvor “kun” 12 mennesker mistede livet) har mange spurgt sig selv: Er disse og lignende forbrydere psykisk syge? Der er fremsat den påstand, at både Breivik og Holmes er meget bevidste om dette – at James Holmes skulle simulere psykisk sygdom (han er blevet omtalt som skizofren), mens Breivik omvendt gør sit yderste for at fremstå som ikke psykisk syg for at få sine nationalistiske synspunkter accepteret.

Jeg har læst en interessant artikel om amerikanske forbrydere, der prøver at simulere psykisk sygdom for på denne måde at få en nedsat eller ændret straf, og hvordan de retspsykologer, der undersøger dem, opdager at de simulerer. I de delstater i USA, hvor der er dødsstraf, er det vel egentlig forståeligt nok, at forbrydere prøver denne udvej.

“Most malingerers don’t read the psychological literature,” says Tali Walters, a Boston forensic psychologist, so they present a Hollywood version of how a crazy person acts.

Malingerers often exaggerate their symptoms and ignore common, subtle signs such as the blunting of a mentally ill patient’s emotions. Some fakers say one thing and do another. They might feign confusion to the psychiatrist but later converse easily with cell-mates, or claim to be paranoid while sitting at ease. Some combine symptoms from different conditions, such as hallucinations of schizophrenia and obscene outbursts found in Tourette’s syndrome. The forensic psychologist may suggest an outrageous delusion during the interview, such as, “Do you believe cars are part of an organized religion?” Fakers might latch onto this bait and perhaps even run with it. Real schizophrenics would say no.

Det er med andre ord svært at have den nødvendige indsigt for at kunne simulere på overbevisende facon. Selv har jeg haft desværre en lignende problemstilling inde på livet i min nærmeste familie. Desværre har jeg en far, der trods det faktum, at han er næsten 80 år gammel, har begået vold af særligt farlig karakter og for 3 år siden blev idømt en fængselsstraf i Storbritannien. Det lykkedes ham en overgang at så tvivl om sin strafegnethed ved at foregive at være hukommelsessvækket og forvirret – og nogle læger blev faktisk overbevist om at han havde kardiovaskulær demens. Åbenbart er det nemmere at simulere dette end at simulere sædvanlig psykisk sygdom, og for en gammel mand var det vel også en mere nærliggende strategi. Men kardiovaskulær demens er en demenssygdom, der skyldes små blodpropper i hjernen og kan derfor afsløres ved scanning af hjernen. Det havde han ikke tænkt over. Min far har “kun” en antisocial personlighedsforstyrrelse og er som sådan ikke psykisk syg ifølge den sædvanlige forståelse af dette begreb. Så han fik en tidsubestemt forvaringsdom.

Disse sørgelige hændelser, hvor mennesker simulerer en mistet forstand, mindede mig uvilkårligt om Turing-testen, som Alan Turing beskrev i sin berømte artikel Computing Machinery and Intelligence fra 1951. Også Turing-testen handler om at foregive at være noget, man ikke er, men her handler det om det modsatte – at simulere intelligens.

Faktisk handler det første imitationsspil i Turings berømte artikel ikke om at lade en computer simulere menneskelig intelligens eller om at simulere et menneske. Det handler derimod om at foregive at have en anden kønsidentitet; en mand A og en kvinde B er begge placeret bag et forhæng og skal hver især ved en skriftlig dialog med tredjeparten C overbevise denne, om at de er en kvinde. B kan på denne måde siges at være C’s “allierede”, for det er jo B, der siger sandheden. Men den eneste indsigt, C har, er indholdet af den skriftlige dialog, der kan handle om hvad som helst. Turing spørger derefter:

What will happen if a machine takes the part of A in the game?

Hans påstand er, at dette, dvs. en sammenligning af adfærd i en dialog, kan bringe os til at forstå om maskiner kan tænke. Ja, ikke bare det – Turing hævder faktisk, at dette kriterium er tilstrækkeligt for at kunne afgøre om en maskine kan tænke.

Men ligesom en maskine kan afsløre sig selv som værende ikke et menneske og ligesom manden A kan komme til at afsløre sig selv som mand, kan en forbryder, der simulerer psykisk sygdom, forlade sin rolle, enten ubevidst eller bevidst. Turings test undersøger tilfældene, hvor en deltager uden at ville det falder ud af rollen. Men det interessante er måske den forskel, der skyldes, at deltageren bevidst kan træde ind og ud af sin rolle.

Maskinen kan ikke have præcis samme slags intelligens som et menneske, for den er fysisk anderledes – mennesker har en krop med alt hvad det indebærer af viden om hvordan en krop fungerer (f.eks. hvad man skal gøre, hvis man er sulten eller skal tisse), det har en artefakt som en computer ikke. Derfor er der tidspunkter, hvor computeren under Turings imitationsspil bliver nødt til at spille en rolle. Men set på denne måde kan en maskine først siges at være lige så klog som et menneske, hvis den ikke bare indtage rollen som menneske men også er bevidst som sin rolle og bevidst kan forlade sin rolle.

Grunden til at dette argument ikke kan anvendes refleksivt om mennesker er så netop, at mennesker ikke foregiver at være mennesker, men rent faktisk er det – mennesket kan ikke “holde op med at spille menneske”.

Noget helt andet er så, om det ved observation er muligt at finde ud af, hvornår en maskine, der er mindst lige så intelligent som et menneske (vi antager her, at de findes), bevidst træder ud af sin rolle som menneske. Dette spørgsmål er i høj grad åbent for mig.

Og dette fører mig egentlig tilbage til mit udgangspunkt: For hvor let er det mon egentlig at simulere en dyssocial personlighedsforstyrrelse? Det er sikkert heller ikke let; det omvendte er meget lettere, for simulering af normalitet er tilsyneladende en integreret del af dette at være psykopat. En forbryder i Jon Ronsons bog The Psychopath Test hævder selv at være en normal person, der har gjort dette for at slippe for en sædvanlig straf. Men en af bogens pointer er, at han er en person med dyssocial personlighedsforstyrrelse, der foregiver at være en normal person, der har foregivet at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Min personlige fornemmelse som lægmand er, at Anders Breivik har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, dvs. ikke er psykisk syg i sædvanlig forstand.

(Visited 137 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar