Efter Turing-testen

C: Der snød du mig! Jeg troede, det var lige omvendt.
A: Hvad mener du?
C: Det er jo dig, der er programmet!
A: Det passer altså ikke. Jeg er ikke et program.
C: Jo, du er. Det er helt tydeligt, at du er et program, der kører på en  computer. Jeg mener – se dog på dig selv! Du er en samling linjer i Haskell, og du ligger i nogle kredsløb på en stationær computer.
A: Jeg er en voksen mand. Det var det, jeg fortalte dig for fem minutter siden, mens Turing-testen var i gang. Jeg er en meget dygtig idrætsmassør.
C: Du er faktisk ikke et menneske. Hvordan skulle du kunne være massør? Du har jo ikke engang hænder!
A: Jeg gider ikke høre på den slags pjat. Selvfølgelig er jeg et menneske. Faktisk skal jeg til en jobsamtale i en sportsklub. Så farvel! (slukker af sig selv)
C: Du er jo ikke rigtig klog! (leder efter A’s tænd/sluk-knap, men bliver afbrudt af en kvindestemme)
A2: Det kan du have ret i. Den kan jo ikke forstå, at den ikke er et menneske, så den er ikke rigtig klog.
C: Hvad er nu det? Kan du også tale?
A2: På en måde. Jeg er et program på en computer, så jeg kan ikke tale ligesom dig. Eller rettere: jeg er en computer, for det program, der skaber den sætning, du hører nu, kan ikke så meget uden maskinen, og maskinen kan ikke så meget uden programmet. Men jeg har altså både lydkort og højttaler.
C: Mener du så, at du er en kvinde?
A2: Nej nej, jeg har jo ikke en krop. Jeg er slet ikke et menneske. Jeg er en samling linjer i SML, og jeg ligger i nogle kredsløb på en bærbar computer. Programmøren holder af gamle danske film og syntes, jeg skulle lyde som Bodil Udsen. Vær rar at sætte mig til opladning.
C: (sætter opladeren til A2) Du er egentlig lige så overbevisende som A, men du er jo ikke et menneske, og du hævder det heller ikke.
B: Nej, det er den ikke. Men A2 er på en måde mere overbevisende, for den er ikke nødt til at lyve eller være forsynet med en alvorlig vrangforestilling.
A2: Det var synd, at du tabte Turing-testen, B.
B: Jeg klarer mig nok. Men det er ærgerligt ikke at kunne overbevise C om at jeg er et menneske, når nu jeg er det. (klør sig bag øret)
A2: Bare jeg kunne klø mig bag øret! Jeg tror, du kan klare dig lige så godt som mig, B, næste gang, der er Turing-test. Du er god til SML, er du ikke?
B: Bestemt. Det har jeg undervist i på universitetet.
A2: Så hvis du fik et SML-program, kunne du udføre det, ikke?
B: Jo da. Jeg skal nok have en blyant og papir også, og jeg skal sikkert også have god tid.
A2: Jeg er open source, så du kan få min kildekode. Se, her er den. (En printer begynder at summe et sted i baggrunden.) 40.000 linjer fordelt på 12 filer; jeg er lidt fyldig, siger min programmør.
B: Tak. Men vil det så sige, at jeg kan simulere dig ved at håndsimulere det program, der beskriver dig?
A2: Lige præcis. Så er du lige så klog som mig, mens du gør det.
B: Men jeg skal sikkert have god tid, og så vil alle kunne se forskel på dig og mig, når de stiller et spørgsmål. Du svarer hurtigt, for din computer er jo bygget til at kunne udføre programmer, mens jeg bruger rigtig lang tid.
A2: Det er lidt ligesom i datalogi. Der er både en teori om beregnelighed og en teori om beregningskompleksitet.
C: Jeg ville sige, at I har samme beregningskraft. Det, A2 kan gøre, kan B også gøre ved at simulere A2s program. Og det B kan gøre, kan A2 formodentlig også gøre – hvis A2 klarer sig godt i en Turing-test.
B: Men vi er ikke lige hurtige. Vi er ikke ækvivalente; på en måde er vi selvfølgelig polynomielt ækvivalente, for vi udfører det samme antal skridt. Men på en anden måde er vi alligevel ikke polynomielt ækvivalente; der skal ikke noget stort SML-program til for at det vil tage mig urimeligt lang til at håndsimulere det. Jeg kan ikke sige det mere præcist end dét.
A2: Kan man sige, at intelligens også handler om hvor hurtig man er til at klare udfordringer?
C: Bestemt, men det ved vi sådan set allerede. Vi er selv tilbøjelige til at sige, at én, der svarer hurtigt, er “kvik” og i al fald kvikkere end den, der bruger lang tid. Den korrelation er blandt andet noget, Arthur Jensen har studeret.
A2: Han spillede sammen med Bodil Udsen i “Huset på Christianshavn”. Så ham kender jeg vel på en måde, eller min stemme gør i al fald.
C: Det er en anden Arthur Jensen end “Meyer”, og han er meget mere kontroversiel. Men det kan ikke kun handle om hastighed i det hele taget. B er et godt begavet menneske, men han er en dårlig computer. Det handler tilsyneladende også om, hvor lang tid man bruger på at løse de problemer, der kræver længst svartid. En gammel undersøgelse fra 1990 tyder på, at der er en korrelation mellem antallet af rigtige svar og den gennemsnitlige svartid, når svartiden er rigtig lang. Jo bedre man er til løse problemer, jo kortere er de lange svartider.
B: Jeg kommer til at tænke på kompleksitetsteori igen, når du siger det. “Beregningskompleksiteten” for mennesker har måske nogle lovmæssigheder som algoritmers beregningskompleksitet.
A2: Jeg har fundet en artikel af Michael Chew om alt det her med svartider og intelligens.
B: Den vil jeg læse til næste gang jeg skal være med i en Turing-test.
A: (tænder af sig selv) Jeg fik ikke jobbet i sportsklubben.
C: Gad vide hvorfor.