Try now, we can only lose…

Af og til kan jeg blive overvældet af alt det, vi ikke kan få til at lykkes. Krigen i Syrien, krigen i Congo, den globale opvarmning, dødsstraf og tortur, intolerance og kortsynethed i politik, den hadske tone i medierne, forældre, der slår deres børn ihjel, sygdom i den nærmeste familie, det faktum, at jeg med meget stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af mit liv osv. osv. Og jeg nåede ikke den deadline, jeg satsede på – det burde jeg have gjort bedre. Den artikel, jeg ikke fik optaget, er yderligere en indikator på at jeg er en middelmådig forsker. Dem, der bedømte artiklen og afviste den, har ret. Og min undervisning lykkes ikke – budskabet kommer ikke ud over scenekanten. Jeg har ikke gjort det godt nok.

På de tidspunkter er det hele bogstavelig talt ikke til at holde ud. Verden er på katastrofekurs, og mine fiaskoer på arbejdet skyldes min egen inkompetence.

Der er andre dage, hvor jeg haft en god dag på arbejde og hvor det, jeg har sat mig for, er lykkedes. Jeg holdt en blændende forelæsning, jeg fik en artikel optaget, en kollega i udlandet skrev og spurgte mig om noget, og jeg kom med en god pointe til et møde. Jeg er vel nok dygtig! De dage er jeg overbevist om at det hele nok skal gå endda.

Hvem har ret? Det optimistiske verdensbillede eller det pessimistiske? Normalt ville jeg, når jeg altså har en “almindelig” dag, hævde at sandheden er midt imellem. Men er den nu det? Hvad er “midt imellem”? Og er det egentlig så godt at være optimist?

En filosofisk/psykologisk teori er depressiv realisme, som siger, at mennesker med en depression faktisk har et mere realistisk billede end andre af deres egne evner og af omverdenens beskaffenhed. Når vi ikke er deprimerede, har vi en tendens til at overvurdere os selv og vores chancer for at det hele går godt. Den depressive realisme. hævdes endda (i modsætning til så mange andre filosofiske teorier) at være klart empirisk funderet. I et indlæg af Anouk Vluegels bliver grundlaget for den depressive realisme opsummeret.

Grundlaget for depressiv realisme er psykologiske eksperimenter, der undersøger hvordan mennesker, der har en moderat depression, vurderer en situation i forhold til mennesker, der ikke har en depression. En berømt undersøgelse fra 1979, foretaget af Abramson og Alloy, undersøger hvordan de to grupper af forsøgspersoner vurderer deres kontrol af hvornår en elektrisk pære bliver tændt (selv det objektivt set slet ikke er forsøgspersonen selv, der påvirker pæren!). De depressive havde en lavere tiltro til at de påvirkede pæren, hvilket selvfølgelig er mere realistisk. På den anden side har man senere i en undersøgelse af 1110 fodboldfans under VM i Sydafrika i 2010 resultater, der synes at indikere at mennesker med en depression har sværere ved at forudsige, hvordan landsholdene vil klare sig.

Modsætningen er den optimistiske illusion. Det er den, der får os til at tro på, at der ikke kan ske os noget, selv om vi er storrygere eller kører uden sikkerhedssele eller gør noget andet, der nemt kan ende galt. Dette er illusionen om kontrol, illusionen om at vi rent faktisk er i kontrol over vores eget liv. Og fordi vi er optimister, ender vi med at overvurdere vore egne evner. Talrige undersøgelser viser, at et flertal af de adspurgte vurderer sig selv til at være bedre end gennemsnittet. På denne måde er der en parallel til den manglende selvindsigt, der er forbundet med Dunning-Kruger-effekten, som jeg også har skrevet om her ved et par lejligheder.

Optimismen er dømt til at slå fejl. Men ulempen ved den depressive realisme (i det omfang denne hypotese i det hele taget er sand) er, at den depressive person typisk også er handlingslammet, netop fordi illusionen om kontrol er væk. I tilfældet den globale opvarmning gør den depressive person ikke noget, fordi det alligevel er omsonst, og den optimistiske person gør heller ikke noget – fordi det ikke er nødvendigt.

Den svære løsning er at forsyne det bedste ved de to ekstremer, nemlig at være realistisk, men ikke handlingslammet. Anouk Vleugels giver som sit eksempel den amerikanske admiral Jim Stockdale. Han var krigsfange i Vietnam i hele otte år og blev gentagne gange udsat for tortur. Han troede alt på at han ville komme ud til sidst, men det paradoksale var, at han ikke faldt i optimisme-fælden. Han blev senere spurgt, hvem det var, der ikke klarede sig gennem tiden som krigsfanger:

“Oh, that’s easy- the optimists. Oh, they were the ones who said, ‘We’re going to be out by Christmas.’ And Christmas would come, and Christmas would go. Then they’d say, ‘We’re going to be out by Easter.’ And Easter would come, and Easter would go. And then Thanksgiving, and then it would be Christmas again. And they died of a broken heart.”

Hvis der er noget, der kan redde os fra den globale opvarmning og alle de andre trusler, er det denne tredje mentale indstilling. Det er en kombination af en vilje til forandring – vi ønsker rent faktisk at få gjort noget ved problemerne – og en forståelse af, at forandring er en krævende proces.

(Visited 35 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar