Helge Sanders ekko

I går var jeg til et heldagsmøde sammen med resten af mit institut. Her var et af punkterne genindførelsen af gruppeeksamen. Det kommer til at ske, men det bliver desværre først fra næste sommer. Et par af mine kolleger gav tydeligt udtryk for deres skuffelse (eller de var måske rettere fornærmede) over, at man ikke længere kunne anvende individuel eksamen som projekteksamen. Hvorfor var de skuffede? Fordi det med en individuel projekteksamen var meget nemmere nu at se, hvem der skulle dumpe, og fordi de studerende ikke skulle “sidde i lang tid og konkurrerere mod hinanden”.

Det var underligt at opleve, hvordan nogle mine kolleger var kommet til at lyde som et ekko af Helge Sander. Da Venstre i sin tid satte sit pludselige angreb ind mod gruppeeksamen, var det nemlig præcis disse bevæggrunde, der blev brugt. Tidligere i år skrev jeg om “framing”, den bevidste kapring af diskursen, som ændrer vores måde at anskue problemstillinger på. Min fornemmelse er, at vi i dette tilfælde har oplevet endnu et eksempel på “framing”, der er lykkedes over al forventning.

For at illustrere den kapring af diskursen, der skete, er her et citat fra Sophie Løhde fra Venstre. I Folketinget i 2008 sagde hun dette:

Debatter om gruppeeksamen har der været et par stykker af før her i Folketingssalen, og jeg synes, at man i stedet for at diskutere helt sort-hvidt, hvorvidt man er for eller imod gruppeeksamen, kunne det måske forekomme en anelse mere nuanceret, at man også dykker lidt længere ned i substansen og diskuterer, om man får en mere retfærdig karakter ved en individuel eksamen, og dermed, hvilken en af de to eksamensformer der bedst imødekommer ønsket om reelle individuelle karakterer. Eller vi kan for den sags skyld diskutere, hvilken eksamensform der rent faktisk er mest fair over for den enkelte studerende.

Ligesom andre forsøg på framing er her tale om en “falsk selvfølgelighed”, der i virkeligheden rummer en subtil drejning. Formodentlig vil ingen sige, at eksamen ikke skal være “fair” og ikke skal give “reelle individuelle karakterer”, men eksamen handler om langt mere end om at kunne give karakter  – en eksamen skal således passe sammen med undervisningens form og skal også give den enkelte eksaminand en klar forståelse af hvorfor præstationen er blevet bedømt som den er.

Et andet eksempel på en “falsk selvfølgelighed” er den efterhånden så populære formulering “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Man hører i vore dage politikere fra alle partier bekende sig til sandheden af denne tilsyneladende banale konstatering. Men netop dén formulering, at “Det skal kunne betale sig at arbejde”, dukker altid op i en bestemt kontekst, nemlig som et argument (det er måske lidt for stort et ord at bruge om et sådant retorisk kneb) for indskrænkninger mht. dagpenge eller kontanthjælp. Formuleringen er derfor slet ikke så sprogligt neutral, som den umiddelbart giver indtryk af at være.

Jeg så gerne, at genindførelsen af gruppeeksamen kunne bringe os væk fra denne triste “framing”-strategi og gøre det muligt for os at finde et sprog, der gør det muligt at tale om alt det, en god eksamen skal kunne ud over bare at være en sorteringsmekanisme. Måske kunne mine to skuffede kolleger endda genopdage fordelene ved den form for projekteksamen, vi har haft så mange erfaringer med.

I det hele taget er jeg træt af hvordan “falske selvfølgeligheder” i dag bliver brugt af så mange politikere til at lave “framing”. De tilsyneladende uproblematiske udsagn er samtidig så åbne for fortolkning, at man hverken kan benægte dem eller blive enige om, hvad de siger. Dermed gør de en egentlig analyse umulig og ender vel egentlig kun med at forplumre debatten om væsentlige politiske emner.

(Visited 27 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar