Inden solnedgang

I forgårs, lørdag aften, tænkte jeg, at dette ville blive den sidste sommeraften i 2012. Jeg barrikaderede mig i gården med en bog og en god flaske øl og nød solnedgangen og fjerskyerne. Men det blev ikke den sidste sommeraften – søndag blev lige så god. Engang kommer den sidste sommeraften; jeg ved ikke hvornår.

Dan Turélls digt “Gennem byen en sidste gang” er fra 1977, men blev indspillet til Pas på pengene!, som Halfdan E nåede at lave med ham i 1998, kort før Turélls død. I digtet håber Dan Turéll på at kunne vælge sin sidste gåtur gennem København:

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske

Men han ved selvfølgelig også godt, at han ikke kan vælge dette tidspunkt. Ingen kender dagen før solen går ned.

Den amerikanske filosof William B. Irvine har ladet sig inspirere af de stoiske filosoffer fra antikken (bl.a. Epiktet, Seneca og Marcus Aurelius) til at tænke på altings forgængelighed som en måde til bedre at kunne være opmærksom i og værdsætte nuet. Her er et citat fra hans bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy:

We need to keep firmly in mind that everything we value and the people we love will someday be lost to us. If nothing else, our own death will deprive us of them. More generally, we should keep in mind that any human activity that cannot be carried on indefinitely must have a final occurrence. There will be—or already has been!—a last time in your life that you brush your teeth, cut your hair, drive a car, mow the lawn, or play hopscotch. There will be a last time you hear the sound of snow falling, watch the moon rise, smell popcorn, feel the warmth of a child falling asleep in your arms, or make love. You will someday eat your last meal, and soon thereafter you will take your last breath.

Sometimes the world gives us advance notice that we are about to do something for the last time. We might, for example, eat at a favorite restaurant the night before it is scheduled to close, or we might kiss a lover who is forced by circumstances to move to a distant part of the globe, presumably forever. Previously, when we thought we could repeat them at will, a meal at this restaurant or a kiss shared with our lover might have been unremarkable. But now that we know they cannot be repeated, they will likely become extraordinary events: The meal will be the best we ever had at the restaurant, and the parting kiss will be one of the most intensely bittersweet experiences life has to offer.

By contemplating the impermanence of everything in the world, we are forced to recognize that every time we do something could be the last time we do it, and this recognition can invest the things we do with a significance and intensity that would otherwise be absent. We will no longer sleepwalk through our life. Some people, I realize, will find it depressing or even morbid to contemplate impermanence. I am nevertheless convinced that the only way we can be truly alive is if we make it our business periodically to entertain such thoughts.

Vi kan ikke leve uden at vide at døden findes og vi kan ikke værdsætte det vi har uden at forestille os at det ikke fandtes længere. For en dag kommer den, den sidste tur gennem byen.

En tydelig forskel på stoicismen og meditative retninger som buddhisme er at stoicismen kalder på bevidst refleksion over dette mens buddhistisk meditation tilsyneladende handler om det modsatte, nemlig at have som sit mål at tømme sindet for tanker.

Aha! vil nogen sige her. Det er jo lige noget for dig, Hans. Det er de samme mennesker, der synes at jeg bruger megen tid (for megen tid?) på at tænke over alt muligt. Det har de så allerede fortalt mig, og det har jeg selvfølgelig spekuleret en del over. Men nej – den stoiske refleksion er selvfølgelig ikke bekymringstanker, men en refleksion over bl.a. hvad der forstyrrer vores ro og hvad vi kan gøre for at undgå disse forstyrrelser. Og den er en refleksion over altings forgængelighed og hvad den fortæller os om nuet.

Tak til Lars Schunk for at gøre mig opmærksom på Irvines tanker. Jeg har bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Et sted, hvor alle kan starte, er William B. Irvines tre essays om moderne stoicisme.