“Det hele går til…”

IT-politisk forening opfordrer til boykot af Red Barnets landsindsamling den 2. september. Foreningen skriver bl.a.:

Red Barnet samarbejder med Politiet om at lave en liste over hjemmesider, som skal blokeres af danske internetudbydere – det såkaldte børnepornofilter. Dermed deltager Red Barnet i censur af Internettet.

Formålet fra Red Barnets side er at bekæmpe udbredelsen af børneporno. Det er en ædel og god sag, men metoden er helt forkert.

Et stort problem med filteret er, at der ikke er nogen kontrol med det. I princippet kan en hvilkensomhelst side – uanset indhold – blive blokeret, uden at nogen kan gøre noget ved det eller anke afgørelsen.

Jeg deler deres bekymring, men jeg er uenig i deres konklusion. Jeg må hellere skynde mig at tilstå, at jeg og min kone tidligere har samlet ind for Red Barnet. I år kan jeg ikke, men det skyldes bestemt ikke modvilje.

Hvorfor deler jeg den bekymring, IT-politisk forening har?

For det første er DNS-blokering som sagt uigennemsigtig – det er ikke nødvendigvis klart for brugere af nettet, hvorfor en bestemt IP-adresse er utilgængelig – og den kan af udbyderne bruges til at forhindre adgangen til også meget andet.

For det andet er DNS-blokeringen upålidelig. En undersøgelse fra 2011, offentliggjort i Information, viser dette.

I september 2010 gennemgik den tyske forening AZ Zensur et repræsentativt udsnit af de hjemmesider, det danske børnepornofilter havde opsnappet. Ud af 167 blokerede hjemmesider indeholdt 164 domæner enten intet ulovligt indhold eller også var det ulovlige indhold fjernet. De sidste tre domæner havde efter to år i filteret stadig ulovligt indhold, som den tyske forening fik fjernet efter en række e-mails og opkald, sådan at indholdet ikke alene var utilgængeligt for danske brugere, men for hele verdens brugere.
Blandt de sider, der fejlagtigt er blevet blokeret, er linksiden Bizar samt en hjemmeside for et hollandsk transportfirma.

For det tredje er det ikke klart, i hvilket omfang strategien rent faktisk kan forhindre udbredelsen af børneporno. Den er nemlig overfladisk af natur. De netværk af pædofile, som er blevet afsløret inden for de seneste år, viser sig at være teknologisk særdeles kompetente med bl.a. brug af stærk kryptering og anvendelse af “Deep Web”. Og hvis man er en lidt for nysgerrig bruger, der vil besøge et blokeret domæne, skal man blot anvende en anden DNS-server end den man har som standard fra sin udbyder.

Men hvorfor synes jeg så ikke, at man skal boykotte Red Barnets landsindsamling? Fordi en boykot rammer forkert.

For det første er Red Barnets landsindsamling som så mange andre landsindsamlinger  fokuseret på bestemte emner. Sidste år var fokus ved indsamlingen på Red Barnets arbejde i Bangladesh og på Afrikas Horn. I år er det sultkatastrofen i Vestafrika, der er et tema. En boykot giver simpelthen færre penge til dette meget vigtige arbejde.

For det andet er en boykot i det hele taget en dårlig aktionsform, hvis man forsøger at ramme noget, der er en mindre økonomisk aktivitet. Og det er dét, der er tale om her. Red Barnet har som andre ledende NGOer sit regnskab offentligt tilgængeligt. Det seneste regnskab for den danske afdeling kan hentes på http://www.redbarnet.dk/Årsrapporter-og-regnskaber.aspx?ID=89. Det er ikke udspecificeret, hvor mange penge der anvendes på at arbejde mod børneporno, men knap 232 mio. af det samlede budget på 308 mio. anvendes på internationalt bistandsarbejde. En udspecificering viser, at indsatsen mht. bekæmpelse af seksuelt misbrug er på ca. 6,5 mio. og falder ind under hovedposten “Indsats i Danmark og Grønland. Der er mange andre aktiviteter her, så selv hvis man antog, at alle udgifter under denne underpostering i regnskabet for Red Barnets danske afdeling gik til at blokere bestemte IP-adresser (det er ikke tilfældet), ville det dreje sig om 2% af budgettet.

For det tredje er Red Barnet ikke engang den vigtigste aktør i denne problematik. Mindst lige så vigtige er politiet og internetudbyderne. Førstnævnte skal påvirkes via lovgivningen, dvs. der er her tale om politikerne. Sidstnævnte har store økonomiske interesser inden for adgang til internet og kun dét – det er trods alt de pågældende firmaers eksistensberettigelse. Udbyderne bør også have en interesse i uhindret adgang til nettet her.

Hvis man skal påvirke Red Barnet, bør man i stedet betjene sig af en strategi, som en NGO kender og respekterer, nemlig at indlede en målrettet dialog med dem. I hvilket omfang IT-politisk forening allerede har gjort dette, ved jeg ikke.

Jeg er i det hele taget ikke sikker på, at problemet med udbredelse af billeder af seksuelt misbrug af børn primært skal løses ad teknologisk vej. Ligesom for en del andre samfundsproblemers vedkommende bliver teknologien i høj grad et middel, som de pædofile betjener sig af. Der er en langt mere ubehagelig problemstilling nedenunder, nemlig hvordan vi taler (og ikke taler) om seksuelt misbrug af børn. Ved at reducere hele problemstillingen udelukkende til et teknologisk fix overser vi meget nemt, at der er tale om en ekstremt konkret og traumatiserende erfaring for de børn, det går ud over. Billederne fastholder nogle lidelsesfulde oplevelser og er på den måde det stik modsatte af den bearbejdning af traumet, som et offer skal igennem.

Jeg tror derfor også, at IT-politisk forening selv kan komme til at reducere diskussionen af børneporno og Red Barnets rolle til en diskussion alene om teknologi. IT-politisk forenings formodentlig velmente kritik af Red Barnet ender meget let med at kunne blive endnu en dårlig undskyldning, som kan benyttes af de sure mennesker, der altid smækker døren i over for indsamlere med bemærkninger som “det hele går til administration”, “de skal hjælpes i nærområderne”, “jeg betaler skat” eller “jeg tror ikke på at det nytter”.

Gennemslagskraft frem for alt?

I sidste uge fik jeg en mail med en invitation til sende en artikel ind til et tidsskrift. I de første par sekunder er jeg selvfølgelig lidt beæret. Men er det nu seriøst? Til dels. Tidsskriftet var fra Hindawi Publications, der er et nyere egyptisk forlag.

Når jeg tænker på forlagenes seriøsitet er det dels fordi jeg kender forlagenes forskellige ry, dels fordi der er en stadigt større ønske om kvantificering af forskning, bl.a. om måling af dens gennemslagskraft. Her er et mål der anvendes den såkaldte impact-faktor. Impact-faktoren skyldes Eugene Garfield, der var en amerikansk pionér inden for citationsindekstering og grundlagde firmaet Institute for Scientific Information. Impact-faktoren beregnes som det gennemsnitlige antal citeringer af artikler inden for de seneste to år. Man kan selvfølgelig også forsøge at måle citationshyppigheden for den enkelte artikel for at udsige noget om dens gennemslagskraft.

Men ovenfor er en graf, der viser hvor hyppigt Alan Turings artikel om morfogenese, The Chemical Basis of Morphogenesis,  er blevet citeret siden 1952, da den udkom. Læg mærke til, hvordan den faktisk ikke blev citeret i de første år, men er endt med at blive flittigt citeret. Ja, dette er faktisk den mest citerede af Alan Turings publikationer – mere citeret end selv On Computable Numbers with an Application to the Entscheidungsproblem, hvor Turing-maskinen bliver introduceret.

Et blogindlæg af Stephen Curry sætter endnu engang fokus på impact-faktoren og alle anstrengelserne for at kvantificere forskning. Vi kan ikke bevidst forsøge at skabe impact, og eksemplet med Turings morfogenese-artikel viser, at det kan være svært at måle impact i forskningens verden. Hele denne problemstilling kender vi også fra kunstens verden. Forfattere og musikere sætter sig ikke for at skrive hovedværker; de bliver bedømt af andre og især af eftertiden. De sværest tilgængelige værker, den egentlige avantgarde, bliver måske ikke læst/hørt af særlig mange, men de inspirerer indirekte – i andet eller tredje led, måske længere ude endnu – den store mainstream. Noget lignende gør sig til dels gældende i grundforskning. Den næsten paniske insisteren på at måle forskningens gennemslagskraft er forårsaget af den samme ændrede holdning til forskningens nytteværdi, som har præget så mange andre tvivlsomme initiativer inden for de seneste år. (Kan nogen huske “Fra forskning til faktura”?).