Om eksamen

20120822-154045.jpg

I dag var jeg censor ved en mundtlig eksamen på Aarhus Universitet. Det har jeg efterhånden en del erfaring i. August er altid tidspunkt for syge- og omeksamen, og her har de fleste studerende det til fælles, at de har et eller flere fejlslagne forsøg bag sig.

Eksamen er under alle omstændigheder en helt anderledes oplevelse for eksaminator og censor end den er for studerende, og det er alle parter i sagens natur tilbøjelige til at glemme.

På den ene side er der få eksamensspørgsmål at vælge mellem, og derfor kan man som censor eller eksaminator godt til sidst kæmpe mod at føle en vis forudsigelighed. På den anden side er der ikke to eksaminer, der er ens set fra den enkelte studerendes perspektiv, og næppe nogen studerende ville sige at eksamen er forudsigelig.

Den helt store forskel ligger i de studerendes observerbare reaktioner, netop fordi der er noget andet på spil. Der er studerende, der bliver tydeligt kede af det når de ikke består, og nogle kæmper med at holde tårer tilbage. Det er især trist at opleve, men selvfølgelig har man lov til at blive ked af det. Andre studerende er så tilsyneladende ligeglade med at have lavet en dårlig præstation (eller også lykkes det dem at fremstå som ligeglade). Nogle forstår ikke, at de ikke bestod. Mere om dem om lidt.

Og så er der dem bliver helt væk. I dag var der usædvanligt mange af denne slags. Denne sidste reaktion er måske en der kan forklares ud fra en strategisk synsvinkel eller med eksamensangst, men når man engang imellem opdager at studerende bliver væk fra tre eksamensforsøg i træk i samme fag og samtidig prøver at fremstå som ambitiøse over for underviserne, er der et misforhold, som jeg kan have meget svært ved at have respekt for.

Omvendt er der studerende, der har knækket koden og nu laver en overbevisende præstation. Den slags oplevelser er faktisk det hele værd. Det handler ikke så meget om topkarakterer – dem er der i sagens natur et mindretal der vil få (og karakterskalaen har en målsætning om fordeling, der gør at det helst skal være sådan) – men om at opdage et konkret eksempel på der har fundet selvstændig læring sted.

Alle disse reaktioner (og flere til) oplevede vi i dag.

Mundtlig eksamen tager tid. Holdene er nu så store, at det kan være svært at finde tid til en mundtlig eksamen, hvis hele eksamensperioden skal holdes inden for en måned. Jeg er selv gået over til skriftlig eksamen for kursers vedkommende netop af denne grund.

Noget af det, en skriftlig eksamen ikke er så god til at give, er en nuanceret reaktion. Eksamen er også en læringsproces – hvad er det jeg ved det og hvad bør jeg gøre anderledes en anden gang? Ved en mundtlig eksamen mødet underviser og studerende hinanden, og her er det (i hvert fald i princippet) nemt at formidle en nuanceret tilbagemelding.

Dunning-Kruger-effekten gør det imidlertid svært at give en ordentlig tilbagemelding på de ikke beståede præstationer. Der er som sagt tilfælde, hvor den studerende har meget svært ved at indse at præstationen slet ikke var god nok til at bestå.

Måske skulle vi i de tilfælde virkeligheden først give tilbagemeldingen en anden dag, når den studerende har haft tid til at sunde sig.

Det er under alle omstændigheder svært at være eksaminator eller censor; det er ikke nemmere at afholde eksamen end at afholde undervisning. De fleste undervisere opdager med tiden, at det er det to sider af samme mønt. Det så jeg gerne at alle huskede på – også politikerne. Hele postyret om gruppeeksamen er ét eksempel, den igangværende diskussion om hjælpemidler ved skriftlig eksamen i folkeskolen et andet.

(Visited 76 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar