Det udmattede selv

20120825-185812.jpg

Denne uge endte jeg med at føle mig udmattet. Jeg sad til sidst tilbage med en fornemmelse af en arbejdsuge hvor der var blevet lavet en masse småting men intet var blevet forløst. Det føltes som om jeg konsekvent havde valgt at lave Det Forkerte. Hvorfor endte det sådan? Jeg er en privilegeret person og jeg havde hele vejen igennem stor frihed til at vælge.

Måske kommer udmattelsen også af alle de valg, der skal tages? Helt tilbage i november skrev jeg om hvordan det frie valg er blevet en stadigt vigtigere parameter i samfundsordenen. I dag blev jeg opmærksom på en interessant bog af den franske sociolog Alain Ehrenberg, og den har jeg nu reserveret på biblioteket.

Steen Nepper Larsen skrev en læseværdig anmeldelse af bogen, da den udkom i 2010. Her er nøglecitatet fra hans anmeldelse:

Ifølge Ehrenberg led vi engang under skyldfølelsens og lydighedens dilemmaer. Vi martredes af straffende fædre og stærke trossystemer, og blev tvunget til at leve efter rigide regler. Men frigørelsesprocesserne, der kulminerer med ‘68 og det altomkalfatrende ungdomsoprør, fører os nu i stedet ind i ansvarsfølelsens epoke. I dag er handlingen blevet individualiseret, og kun den aktør, der udfører den, synes at være ansvarlig for den.

Når vi selv skal vælge, hvordan vi vil leve og efter hvilke normer, risikerer vi både at blive usikre, handlingslammede og skrøbelige. I anden halvdel af de 20. århundrede opstår der nogle helt nye individer med nogle markante patologiske træk. Ødipus og det strenge overjeg bliver ‘devalueret’; men friheden er ikke nem at leve op til. Den psykiske frigørelses tvillingesøster hedder identitetsusikkerhed, og den depressive træthed får så at sige overtaget over den neurotiske angst. Mange frygter, at de ikke er gode nok. I værste fald falder deres projekter fra hinanden i projektsamfundet, og de lidende transformeres til ufleksible antiteser til de foreskrevne socialiseringsnormer, som de fleste ellers mere eller mindre umærkeligt lever efter.

I min arbejdsuge var valgene til dels overskuelige og selvpåførte, men for mange andre er det ikke sådan. Man står måske ved begyndelsen af et livsafsnit og skal finde ud af hvordan man nu skal leve. Eller man har mistet sit arbejde – og idealet er at man som individ skal skabe sin egen fremtid. Eller man har et arbejde og står midt i karrieren. Ideen om de individuelle løsninger gennemsyrer meget af det, vi gør.

I arbejdslivet forsyner de efterhånden mange bud på teknikker til tidsstyring os tilsyneladende med teknikker til at kunne foretage valgene, men kun tilsyneladende. Vurderingerne er stadig subjektive, og det er stadig op til os at vælge Det Rigtige. Udmattelsen og depressionen truer.

Steen Nepper-Larsen skriver:

At depressionen får ‘succes’ hænger sammen med, at de disciplinære adfærdsmodeller, forbud og autoritære regler, der tidligere angav de sociale klassers og de to køns ‘skæbnegivne’ koordinater viger til fordel for opkomsten af en række normer, der kræver, at det enkelte menneske tager individuelle initiativer og tilskynde det til selvrealisering. Det moderne menneske skal kort fortalt være villig til at tage ansvaret for og over sit eget liv. Alt er principielt muligt; men samtidig bliver vi dagligt mindet om, at ikke alt er tilladt. Dertil kommer, at det er vanskeligt at skulle være sig selv og svært at navigere uden faste holdepunkter, og at en manglende evne til selvkontrol og udeblevne succeser kan føre til udmattelse, afmægtighed, stress og frustrationer. Den depressive bliver gammel før tiden.

Løsningen er ikke den naive, at vi altid skal have andre til at vælge for os, hverken i arbejdslivet eller ellers. Men der er et spørgsmål, der bliver stillet for sjældent: Hvornår er det nødvendigt at vi har valgmulighederne?

Et andet, måske mere retorisk spørgsmål er dette: Hvornår vil de fremtrædende personer i den offentlige debat, der så ofte taler om valgfrihed som et ideal i sig selv, også tale om valgfrihedens bagside for det enkelte menneske: at det også kan være udmattende at skulle træffe de mange valg?

(Visited 133 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar