Neil Armstrong

20120825-222215.jpg

Jeg var fem et halvt år den sommer, og fordi jeg havde lært mig selv at læse, var jeg allerede begyndt at følge med i avisens dækning af historien om den første rejse til Månen. Jeg husker de grynede billeder i sort-hvid og de lige så utydelige amerikanske stemmer.

Uden for var det en sommerdag i Han Herred, inde i stuen var der forbindelse til verdensrummet. Min mor og mine bedsteforældre var dybt imponerede og næsten vantro; det var jeg ikke – jeg var imponeret. Den nye generation tager altid den nye teknologi for givet.

Senere kom skalamodellerne fra Revell, månebilen, Skylab og til sidst mødet mellem Apollo og Sojuz. Derefter sluttede det, og selv om russerne fortsatte trofast med Mir og amerikanerne lavede en rumfærge, blev det aldrig helt det samme igen.

Selv om jeg fik briller og blev klassens i særklasse dårligste i gymnastik, drømte jeg i lang tid om at gøre rummændene kunsten efter. Også dét gik over og blev aldrig helt det samme igen.

Der er masser af problemer her på Jorden. Løsningen på hvert af dem er vel en bedrift, der er at sammenligne med en månerejse. De vil i al fald føre os til et nyt og anderledes sted. Men verdensrummet ligger derude og kalder stadig på fantasien og lysten til at opdage.

Nu har vi så mistet Neil Armstrong, indbegrebet af den bemandede rumfærds guldalder. Det bliver aldrig helt det samme igen uden ham.