Om eksamen

20120822-154045.jpg

I dag var jeg censor ved en mundtlig eksamen på Aarhus Universitet. Det har jeg efterhånden en del erfaring i. August er altid tidspunkt for syge- og omeksamen, og her har de fleste studerende det til fælles, at de har et eller flere fejlslagne forsøg bag sig.

Eksamen er under alle omstændigheder en helt anderledes oplevelse for eksaminator og censor end den er for studerende, og det er alle parter i sagens natur tilbøjelige til at glemme.

På den ene side er der få eksamensspørgsmål at vælge mellem, og derfor kan man som censor eller eksaminator godt til sidst kæmpe mod at føle en vis forudsigelighed. På den anden side er der ikke to eksaminer, der er ens set fra den enkelte studerendes perspektiv, og næppe nogen studerende ville sige at eksamen er forudsigelig.

Den helt store forskel ligger i de studerendes observerbare reaktioner, netop fordi der er noget andet på spil. Der er studerende, der bliver tydeligt kede af det når de ikke består, og nogle kæmper med at holde tårer tilbage. Det er især trist at opleve, men selvfølgelig har man lov til at blive ked af det. Andre studerende er så tilsyneladende ligeglade med at have lavet en dårlig præstation (eller også lykkes det dem at fremstå som ligeglade). Nogle forstår ikke, at de ikke bestod. Mere om dem om lidt.

Og så er der dem bliver helt væk. I dag var der usædvanligt mange af denne slags. Denne sidste reaktion er måske en der kan forklares ud fra en strategisk synsvinkel eller med eksamensangst, men når man engang imellem opdager at studerende bliver væk fra tre eksamensforsøg i træk i samme fag og samtidig prøver at fremstå som ambitiøse over for underviserne, er der et misforhold, som jeg kan have meget svært ved at have respekt for.

Omvendt er der studerende, der har knækket koden og nu laver en overbevisende præstation. Den slags oplevelser er faktisk det hele værd. Det handler ikke så meget om topkarakterer – dem er der i sagens natur et mindretal der vil få (og karakterskalaen har en målsætning om fordeling, der gør at det helst skal være sådan) – men om at opdage et konkret eksempel på der har fundet selvstændig læring sted.

Alle disse reaktioner (og flere til) oplevede vi i dag.

Mundtlig eksamen tager tid. Holdene er nu så store, at det kan være svært at finde tid til en mundtlig eksamen, hvis hele eksamensperioden skal holdes inden for en måned. Jeg er selv gået over til skriftlig eksamen for kursers vedkommende netop af denne grund.

Noget af det, en skriftlig eksamen ikke er så god til at give, er en nuanceret reaktion. Eksamen er også en læringsproces – hvad er det jeg ved det og hvad bør jeg gøre anderledes en anden gang? Ved en mundtlig eksamen mødet underviser og studerende hinanden, og her er det (i hvert fald i princippet) nemt at formidle en nuanceret tilbagemelding.

Dunning-Kruger-effekten gør det imidlertid svært at give en ordentlig tilbagemelding på de ikke beståede præstationer. Der er som sagt tilfælde, hvor den studerende har meget svært ved at indse at præstationen slet ikke var god nok til at bestå.

Måske skulle vi i de tilfælde virkeligheden først give tilbagemeldingen en anden dag, når den studerende har haft tid til at sunde sig.

Det er under alle omstændigheder svært at være eksaminator eller censor; det er ikke nemmere at afholde eksamen end at afholde undervisning. De fleste undervisere opdager med tiden, at det er det to sider af samme mønt. Det så jeg gerne at alle huskede på – også politikerne. Hele postyret om gruppeeksamen er ét eksempel, den igangværende diskussion om hjælpemidler ved skriftlig eksamen i folkeskolen et andet.

“Det hele går til…”

IT-politisk forening opfordrer til boykot af Red Barnets landsindsamling den 2. september. Foreningen skriver bl.a.:

Red Barnet samarbejder med Politiet om at lave en liste over hjemmesider, som skal blokeres af danske internetudbydere – det såkaldte børnepornofilter. Dermed deltager Red Barnet i censur af Internettet.

Formålet fra Red Barnets side er at bekæmpe udbredelsen af børneporno. Det er en ædel og god sag, men metoden er helt forkert.

Et stort problem med filteret er, at der ikke er nogen kontrol med det. I princippet kan en hvilkensomhelst side – uanset indhold – blive blokeret, uden at nogen kan gøre noget ved det eller anke afgørelsen.

Jeg deler deres bekymring, men jeg er uenig i deres konklusion. Jeg må hellere skynde mig at tilstå, at jeg og min kone tidligere har samlet ind for Red Barnet. I år kan jeg ikke, men det skyldes bestemt ikke modvilje.

Hvorfor deler jeg den bekymring, IT-politisk forening har?

For det første er DNS-blokering som sagt uigennemsigtig – det er ikke nødvendigvis klart for brugere af nettet, hvorfor en bestemt IP-adresse er utilgængelig – og den kan af udbyderne bruges til at forhindre adgangen til også meget andet.

For det andet er DNS-blokeringen upålidelig. En undersøgelse fra 2011, offentliggjort i Information, viser dette.

I september 2010 gennemgik den tyske forening AZ Zensur et repræsentativt udsnit af de hjemmesider, det danske børnepornofilter havde opsnappet. Ud af 167 blokerede hjemmesider indeholdt 164 domæner enten intet ulovligt indhold eller også var det ulovlige indhold fjernet. De sidste tre domæner havde efter to år i filteret stadig ulovligt indhold, som den tyske forening fik fjernet efter en række e-mails og opkald, sådan at indholdet ikke alene var utilgængeligt for danske brugere, men for hele verdens brugere.
Blandt de sider, der fejlagtigt er blevet blokeret, er linksiden Bizar samt en hjemmeside for et hollandsk transportfirma.

For det tredje er det ikke klart, i hvilket omfang strategien rent faktisk kan forhindre udbredelsen af børneporno. Den er nemlig overfladisk af natur. De netværk af pædofile, som er blevet afsløret inden for de seneste år, viser sig at være teknologisk særdeles kompetente med bl.a. brug af stærk kryptering og anvendelse af “Deep Web”. Og hvis man er en lidt for nysgerrig bruger, der vil besøge et blokeret domæne, skal man blot anvende en anden DNS-server end den man har som standard fra sin udbyder.

Men hvorfor synes jeg så ikke, at man skal boykotte Red Barnets landsindsamling? Fordi en boykot rammer forkert.

For det første er Red Barnets landsindsamling som så mange andre landsindsamlinger  fokuseret på bestemte emner. Sidste år var fokus ved indsamlingen på Red Barnets arbejde i Bangladesh og på Afrikas Horn. I år er det sultkatastrofen i Vestafrika, der er et tema. En boykot giver simpelthen færre penge til dette meget vigtige arbejde.

For det andet er en boykot i det hele taget en dårlig aktionsform, hvis man forsøger at ramme noget, der er en mindre økonomisk aktivitet. Og det er dét, der er tale om her. Red Barnet har som andre ledende NGOer sit regnskab offentligt tilgængeligt. Det seneste regnskab for den danske afdeling kan hentes på http://www.redbarnet.dk/Årsrapporter-og-regnskaber.aspx?ID=89. Det er ikke udspecificeret, hvor mange penge der anvendes på at arbejde mod børneporno, men knap 232 mio. af det samlede budget på 308 mio. anvendes på internationalt bistandsarbejde. En udspecificering viser, at indsatsen mht. bekæmpelse af seksuelt misbrug er på ca. 6,5 mio. og falder ind under hovedposten “Indsats i Danmark og Grønland. Der er mange andre aktiviteter her, så selv hvis man antog, at alle udgifter under denne underpostering i regnskabet for Red Barnets danske afdeling gik til at blokere bestemte IP-adresser (det er ikke tilfældet), ville det dreje sig om 2% af budgettet.

For det tredje er Red Barnet ikke engang den vigtigste aktør i denne problematik. Mindst lige så vigtige er politiet og internetudbyderne. Førstnævnte skal påvirkes via lovgivningen, dvs. der er her tale om politikerne. Sidstnævnte har store økonomiske interesser inden for adgang til internet og kun dét – det er trods alt de pågældende firmaers eksistensberettigelse. Udbyderne bør også have en interesse i uhindret adgang til nettet her.

Hvis man skal påvirke Red Barnet, bør man i stedet betjene sig af en strategi, som en NGO kender og respekterer, nemlig at indlede en målrettet dialog med dem. I hvilket omfang IT-politisk forening allerede har gjort dette, ved jeg ikke.

Jeg er i det hele taget ikke sikker på, at problemet med udbredelse af billeder af seksuelt misbrug af børn primært skal løses ad teknologisk vej. Ligesom for en del andre samfundsproblemers vedkommende bliver teknologien i høj grad et middel, som de pædofile betjener sig af. Der er en langt mere ubehagelig problemstilling nedenunder, nemlig hvordan vi taler (og ikke taler) om seksuelt misbrug af børn. Ved at reducere hele problemstillingen udelukkende til et teknologisk fix overser vi meget nemt, at der er tale om en ekstremt konkret og traumatiserende erfaring for de børn, det går ud over. Billederne fastholder nogle lidelsesfulde oplevelser og er på den måde det stik modsatte af den bearbejdning af traumet, som et offer skal igennem.

Jeg tror derfor også, at IT-politisk forening selv kan komme til at reducere diskussionen af børneporno og Red Barnets rolle til en diskussion alene om teknologi. IT-politisk forenings formodentlig velmente kritik af Red Barnet ender meget let med at kunne blive endnu en dårlig undskyldning, som kan benyttes af de sure mennesker, der altid smækker døren i over for indsamlere med bemærkninger som “det hele går til administration”, “de skal hjælpes i nærområderne”, “jeg betaler skat” eller “jeg tror ikke på at det nytter”.

Gennemslagskraft frem for alt?

I sidste uge fik jeg en mail med en invitation til sende en artikel ind til et tidsskrift. I de første par sekunder er jeg selvfølgelig lidt beæret. Men er det nu seriøst? Til dels. Tidsskriftet var fra Hindawi Publications, der er et nyere egyptisk forlag.

Når jeg tænker på forlagenes seriøsitet er det dels fordi jeg kender forlagenes forskellige ry, dels fordi der er en stadigt større ønske om kvantificering af forskning, bl.a. om måling af dens gennemslagskraft. Her er et mål der anvendes den såkaldte impact-faktor. Impact-faktoren skyldes Eugene Garfield, der var en amerikansk pionér inden for citationsindekstering og grundlagde firmaet Institute for Scientific Information. Impact-faktoren beregnes som det gennemsnitlige antal citeringer af artikler inden for de seneste to år. Man kan selvfølgelig også forsøge at måle citationshyppigheden for den enkelte artikel for at udsige noget om dens gennemslagskraft.

Men ovenfor er en graf, der viser hvor hyppigt Alan Turings artikel om morfogenese, The Chemical Basis of Morphogenesis,  er blevet citeret siden 1952, da den udkom. Læg mærke til, hvordan den faktisk ikke blev citeret i de første år, men er endt med at blive flittigt citeret. Ja, dette er faktisk den mest citerede af Alan Turings publikationer – mere citeret end selv On Computable Numbers with an Application to the Entscheidungsproblem, hvor Turing-maskinen bliver introduceret.

Et blogindlæg af Stephen Curry sætter endnu engang fokus på impact-faktoren og alle anstrengelserne for at kvantificere forskning. Vi kan ikke bevidst forsøge at skabe impact, og eksemplet med Turings morfogenese-artikel viser, at det kan være svært at måle impact i forskningens verden. Hele denne problemstilling kender vi også fra kunstens verden. Forfattere og musikere sætter sig ikke for at skrive hovedværker; de bliver bedømt af andre og især af eftertiden. De sværest tilgængelige værker, den egentlige avantgarde, bliver måske ikke læst/hørt af særlig mange, men de inspirerer indirekte – i andet eller tredje led, måske længere ude endnu – den store mainstream. Noget lignende gør sig til dels gældende i grundforskning. Den næsten paniske insisteren på at måle forskningens gennemslagskraft er forårsaget af den samme ændrede holdning til forskningens nytteværdi, som har præget så mange andre tvivlsomme initiativer inden for de seneste år. (Kan nogen huske “Fra forskning til faktura”?).

Inden solnedgang

I forgårs, lørdag aften, tænkte jeg, at dette ville blive den sidste sommeraften i 2012. Jeg barrikaderede mig i gården med en bog og en god flaske øl og nød solnedgangen og fjerskyerne. Men det blev ikke den sidste sommeraften – søndag blev lige så god. Engang kommer den sidste sommeraften; jeg ved ikke hvornår.

Dan Turélls digt “Gennem byen en sidste gang” er fra 1977, men blev indspillet til Pas på pengene!, som Halfdan E nåede at lave med ham i 1998, kort før Turélls død. I digtet håber Dan Turéll på at kunne vælge sin sidste gåtur gennem København:

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske

Men han ved selvfølgelig også godt, at han ikke kan vælge dette tidspunkt. Ingen kender dagen før solen går ned.

Den amerikanske filosof William B. Irvine har ladet sig inspirere af de stoiske filosoffer fra antikken (bl.a. Epiktet, Seneca og Marcus Aurelius) til at tænke på altings forgængelighed som en måde til bedre at kunne være opmærksom i og værdsætte nuet. Her er et citat fra hans bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy:

We need to keep firmly in mind that everything we value and the people we love will someday be lost to us. If nothing else, our own death will deprive us of them. More generally, we should keep in mind that any human activity that cannot be carried on indefinitely must have a final occurrence. There will be—or already has been!—a last time in your life that you brush your teeth, cut your hair, drive a car, mow the lawn, or play hopscotch. There will be a last time you hear the sound of snow falling, watch the moon rise, smell popcorn, feel the warmth of a child falling asleep in your arms, or make love. You will someday eat your last meal, and soon thereafter you will take your last breath.

Sometimes the world gives us advance notice that we are about to do something for the last time. We might, for example, eat at a favorite restaurant the night before it is scheduled to close, or we might kiss a lover who is forced by circumstances to move to a distant part of the globe, presumably forever. Previously, when we thought we could repeat them at will, a meal at this restaurant or a kiss shared with our lover might have been unremarkable. But now that we know they cannot be repeated, they will likely become extraordinary events: The meal will be the best we ever had at the restaurant, and the parting kiss will be one of the most intensely bittersweet experiences life has to offer.

By contemplating the impermanence of everything in the world, we are forced to recognize that every time we do something could be the last time we do it, and this recognition can invest the things we do with a significance and intensity that would otherwise be absent. We will no longer sleepwalk through our life. Some people, I realize, will find it depressing or even morbid to contemplate impermanence. I am nevertheless convinced that the only way we can be truly alive is if we make it our business periodically to entertain such thoughts.

Vi kan ikke leve uden at vide at døden findes og vi kan ikke værdsætte det vi har uden at forestille os at det ikke fandtes længere. For en dag kommer den, den sidste tur gennem byen.

En tydelig forskel på stoicismen og meditative retninger som buddhisme er at stoicismen kalder på bevidst refleksion over dette mens buddhistisk meditation tilsyneladende handler om det modsatte, nemlig at have som sit mål at tømme sindet for tanker.

Aha! vil nogen sige her. Det er jo lige noget for dig, Hans. Det er de samme mennesker, der synes at jeg bruger megen tid (for megen tid?) på at tænke over alt muligt. Det har de så allerede fortalt mig, og det har jeg selvfølgelig spekuleret en del over. Men nej – den stoiske refleksion er selvfølgelig ikke bekymringstanker, men en refleksion over bl.a. hvad der forstyrrer vores ro og hvad vi kan gøre for at undgå disse forstyrrelser. Og den er en refleksion over altings forgængelighed og hvad den fortæller os om nuet.

Tak til Lars Schunk for at gøre mig opmærksom på Irvines tanker. Jeg har bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Et sted, hvor alle kan starte, er William B. Irvines tre essays om moderne stoicisme.

Det går ufatteligt godt (?)

En lang artikel i dagbladet Information i denne weekend tager fat på centrale påstande i den canadiskfødte Harvard-professor Steven Pinkers bog The Better Angels of Our Nature, der udkom sidste efterår.

Steven Pinkers påstand er, at menneskeheden aldrig har levet fredeligere, end den gør nu. Selv hvis man medregner de to verdenskrige og deres enorme tab af menneskeliv, var det 20. århundrede en tidsalder, hvor sandsynligheden for at blive slået ihjel af et andet menneske var lavere, end den nogen sinde har været. Og hvorfor er det så gået sådan? Fordi oplysningstidens idealer og humanisme har haft afgørende indflydelse på opfattelsen af menneskets værd, hæver Pinker. International lov, herunder menneskerettighederne, er vundet frem.

Er vi mon i virkeligheden tættere på den empati, jeg efterlyste i går?

Herunder er et kort foredrag fra 2007 med Pinker selv. Han virker selv meget begejstret.

Artiklen citerer Pinkers bog, og journalist Lasse Lavrsen citerer ham desuden fra et interview. Artiklen summerer tallene op således:

Og det gælder ikke bare i et træk set over 100 eller 1.000 år, det gælder også i et kortere perspektiv. Siden 1945 har vi i Europa og i Nord- og Sydamerika registreret et brat fald i antallet af dræbte som følge af krige, etniske konflikter og militærkup. Globalt er antallet af krigsdræbte faldet fra gennemsnitlig 65.000 pr. konflikt pr. år til mindre end 2.000 i indeværende årti. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi også oplevet færre borgerkrige og et 90 procents fald i antallet af folkemordsdræbte. I Vietnam-krigen faldt op mod fem millioner mennesker – heraf fire millioner civile og 60.000 amerikanere, mens Afghanistan-krigen har kostet godt 2.000 amerikanere livet og omkring 15.000 civile.

Det er udsagn, der virker paradoksale, når man ser tilbage på en blodig borgerkrig midt i Europa for ikke engang 20 år siden og på folkemordet i Rwanda på samme tid – og tænker på krigene i Irak og Afghanistan og den igangværende borgerkrig i Syrien.

Og er det virkelig så simpelt? En af de store ændringer er at væbnede konflikter nu primært udkæmpes uden for den industrialiserede verden. Det man har set under den kolde krig og stadig ser, er at aktørerne fra denne del af verden i høj grad “kæmper pr. stedfortræder” og på den måde ikke selv lider tab af menneskeliv. I borgerkrigen i Syrien ser vi således i dag, hvordan regimet har haft støtte fra Rusland, mens oprørshæren har støtte fra især USA. Vietnam-krigen er på sin vis også et eksempel på denne moderne tendens, selv om USA selv satte tropper ind. Endelig er det også interessant, at dem, der led de klart største tab i Vietnam var vietnameserne selv.

Den engelske filosof John Gray er meget kritisk over for Steven Pinkers konklusioner, og i hans anmeldelse er det netop denne “outsourcing” af krigen, han bl.a. fremhæver. Også et andet aspekt af samfundsudviklingen dukker op i Grays kritik, nemlig at der er mere end to millioner indsatte i USAs fængsler i dag. John Gray (og også jeg) har svært ved at se dette som et tegn på at det enkelte menneskes liv er blevet mere værd.

Selv vil jeg også fremhæve en anden bekymrende tendens der også bemærkes af Mogens Rüdiger fra mit eget universitet i Lasse Lavrsens artikel, nemlig den såkaldte “krig mod terror” der igen gjorde tortur og “forsvindinger” til acceptable metoder i USA og Europa. Heller ikke dette er en indikator på at det enkelte menneskes liv er blevet mere værd.

Det er selvfølgelig positivt, at Steven Pinker ser menneskerettighederne og international lov som væsentlige. Det gør jeg som bekendt også. Men måske er den mest plausible forklaring på at der i nogle sammenhænge og i nogle lande (nemlig i den industrialiserede verden) er blevet mere respekt for det enkelte menneske desværre, at en individualistisk opfattelse af menneskeværd er blevet fremherskende. Svend Andersen, der er professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet, siger:

»Det er en stærk betoning af frihed, den hænger tæt sammen med en udbredelse af den liberalistiske ideologi, og den står stærkere end nogensinde.«

Men som Svend Andersen ser det, har liberalismen nogle indbyggede paradokser og problemer. Må den enkelte gøre hvad som helst med sit liv? Må man risikere det af tåbelige grunde?

»Dyrkelsen af individet er helt ekstrem, men man er jo ikke kun et enkeltindivid, men en del af et fællesskab og et samfund, hvor vi skal tage hensyn og ofre os for hinanden,« siger han og beskriver, hvordan frihedsbegrebet bliver bøjeligt i den politiske kontekst. Svend Andersen finder den moderne politiske betoning af frihed tæt forbundet med økonomi og muligheden for at tjene penge. Forbrugerindividualismen, påpeger han, betyder enormt meget, og vores kultur dyrker de mennesker, der har ressourcer.

Set på denne måde fører den individualistiske opfattelse af mennesket til en relativ opfattelse af menneskeværd i den industrialiserede verden. Både i den forstand at nogle menneskeliv bliver mere værd end andre, og i den forstand at den enkelte ikke længere er så tilbøjelige til at sætte sit liv på spil for et fællesskab.

En empatisk civilisation

Ja, det lyder måske meget hippie-agtigt, men så lad det være hippie-agtigt netop i dag: Hvordan kan vi udvide den empati, de fleste mennesker føler (og som er softwired i vore hjerner), til at kunne rumme alle? Hvis vi skal kunne løse de problemer, vi står med, bliver vi nødt til det.

Jeg lægger mærke til, at der ikke rigtig er nogen, der taler om dette, når der bliver diskuteret politik. I bedste fald er det målet. Politikere, der er eller har været statsministre, har mumlet om “en varm hånd”, og det er vel en form for empati, og beskæftigelsesministre taler om noget så paradoksalt som “et kærligt skub”. Lige nu taler ministrene i den danske regering om at de godt kan se, at det må være svære at miste dagpenge, hvis man er en af dem, der er arbejdsløs (ministre er aldrig selv arbejdsløse), så også her er der vel en form for empati. Men fokusset på midlerne og metoderne skygger i så fald for målet – diskussionerne er altid reduceret til en samtale om økonomiske indgreb og lovforslag af den ene eller den anden art. I værste fald er politikerne måske ligeglade; der er ikke andet end midler og metoder.

Ovenfor er et lille foredrag (som en af læserne anbefalede mig sidste år – tak for det!) af den amerikanske forfatter og tænker Jeremy Rifkin om hele udfordringen med at udvide vores empatibegreb.

Den store ansigtsbog

Den amerikanske forfatter Naomi Wolf (ikke at forveksle med Naomi Klein – det bliver de ofte) har en interessant klumme i The Guardian om hvordan mulighederne for overvågning griber om sig. De første linjer i hendes artikel får det faktisk til at løbe mig koldt ned af ryggen. Her fortæller Wolf om hvordan en af hendes Facebook-bekendte, Jim Coffey, under et besøg i Disneyland blev tilbudt fotos af ham og hans kæresten fra rutsjebanen. Disneyland have allerede fundet frem til Coffeys kreditkortoplysninger (disse havde de fra den adgangsbillet til forlystelsesparken, som han tidligere havde købt). I den pågældende rutsjebane havde Jim Coffey betalt med kontanter, så Disneyland kunne ikke basere deres viden at han havde kørt med rutsjebanen på kreditkortinformation. De må derfor have foretaget en analyse af de fotos, der var blevet taget – og som nu var til salg!

Jim Coffeys opslag om denne hændelse kan ses på Facebook – sammen med billedet fra rutsjebanen. Tilmed har Disneyland og de amerikanske myndigheder (og her specielt militæret) allerede for nogle år siden indledt et samarbejde. En artikel fra 2006, som Naomi Wolf henviser til, beskriver dette.

Naomi Wolf beskriver også, hvordan overvågningskameraer bliver stadigt mere udbredt – og intet menneske vil kunne kigge de mange, mange timers optagelser igennem. En oplagt løsning er at anvende algoritmer til billedgenkendelse her. Jeg kommer her til at tænke på en aktuel sag, hvor en svensker fejlagtigt blev udpeget som gerningsmanden bag et selvmordsbombeattentat mod en bus med israelske turister i Bulgarien. I denne sag var det nemt at udelukke den pågældende mand, formodentlig fordi han stadig er i live. Hele udpegningen skete på baggrund af optagelser fra et overvågningskamera; det er uklart for mig, om analysen af disse billeder skete manuelt eller med computerstøtte, men under alle omstændigheder antyder det, at man skal bruge oplysninger fra disse kameraer med stor varsomhed.

Der har været stort fokus på hvordan store firmaer som Google, Apple og Facebook (der alle er baseret i USA) gemmer lokalitetsbaserede oplysninger. Men det stopper ikke her. Også ansigtsinformationer er nu blevet eftertragtede data. Facebook er nu godt i gang med at bruge algoritmer til genkende af ansigter.

De eksempler, Naomi Wolf refererer til, viser, at der er grund til at fokusere på samarbejdet mellem private firmaer og offentlige myndigheder og på datamining fra overvågningskameraer. Det er særdeles uklart for mig, om lovgivningen har tilstrækkelige beføjelser med hensyn til at regulere denne praksis.

Helge Sanders ekko

I går var jeg til et heldagsmøde sammen med resten af mit institut. Her var et af punkterne genindførelsen af gruppeeksamen. Det kommer til at ske, men det bliver desværre først fra næste sommer. Et par af mine kolleger gav tydeligt udtryk for deres skuffelse (eller de var måske rettere fornærmede) over, at man ikke længere kunne anvende individuel eksamen som projekteksamen. Hvorfor var de skuffede? Fordi det med en individuel projekteksamen var meget nemmere nu at se, hvem der skulle dumpe, og fordi de studerende ikke skulle “sidde i lang tid og konkurrerere mod hinanden”.

Det var underligt at opleve, hvordan nogle mine kolleger var kommet til at lyde som et ekko af Helge Sander. Da Venstre i sin tid satte sit pludselige angreb ind mod gruppeeksamen, var det nemlig præcis disse bevæggrunde, der blev brugt. Tidligere i år skrev jeg om “framing”, den bevidste kapring af diskursen, som ændrer vores måde at anskue problemstillinger på. Min fornemmelse er, at vi i dette tilfælde har oplevet endnu et eksempel på “framing”, der er lykkedes over al forventning.

For at illustrere den kapring af diskursen, der skete, er her et citat fra Sophie Løhde fra Venstre. I Folketinget i 2008 sagde hun dette:

Debatter om gruppeeksamen har der været et par stykker af før her i Folketingssalen, og jeg synes, at man i stedet for at diskutere helt sort-hvidt, hvorvidt man er for eller imod gruppeeksamen, kunne det måske forekomme en anelse mere nuanceret, at man også dykker lidt længere ned i substansen og diskuterer, om man får en mere retfærdig karakter ved en individuel eksamen, og dermed, hvilken en af de to eksamensformer der bedst imødekommer ønsket om reelle individuelle karakterer. Eller vi kan for den sags skyld diskutere, hvilken eksamensform der rent faktisk er mest fair over for den enkelte studerende.

Ligesom andre forsøg på framing er her tale om en “falsk selvfølgelighed”, der i virkeligheden rummer en subtil drejning. Formodentlig vil ingen sige, at eksamen ikke skal være “fair” og ikke skal give “reelle individuelle karakterer”, men eksamen handler om langt mere end om at kunne give karakter  – en eksamen skal således passe sammen med undervisningens form og skal også give den enkelte eksaminand en klar forståelse af hvorfor præstationen er blevet bedømt som den er.

Et andet eksempel på en “falsk selvfølgelighed” er den efterhånden så populære formulering “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Man hører i vore dage politikere fra alle partier bekende sig til sandheden af denne tilsyneladende banale konstatering. Men netop dén formulering, at “Det skal kunne betale sig at arbejde”, dukker altid op i en bestemt kontekst, nemlig som et argument (det er måske lidt for stort et ord at bruge om et sådant retorisk kneb) for indskrænkninger mht. dagpenge eller kontanthjælp. Formuleringen er derfor slet ikke så sprogligt neutral, som den umiddelbart giver indtryk af at være.

Jeg så gerne, at genindførelsen af gruppeeksamen kunne bringe os væk fra denne triste “framing”-strategi og gøre det muligt for os at finde et sprog, der gør det muligt at tale om alt det, en god eksamen skal kunne ud over bare at være en sorteringsmekanisme. Måske kunne mine to skuffede kolleger endda genopdage fordelene ved den form for projekteksamen, vi har haft så mange erfaringer med.

I det hele taget er jeg træt af hvordan “falske selvfølgeligheder” i dag bliver brugt af så mange politikere til at lave “framing”. De tilsyneladende uproblematiske udsagn er samtidig så åbne for fortolkning, at man hverken kan benægte dem eller blive enige om, hvad de siger. Dermed gør de en egentlig analyse umulig og ender vel egentlig kun med at forplumre debatten om væsentlige politiske emner.

Try now, we can only lose…

Af og til kan jeg blive overvældet af alt det, vi ikke kan få til at lykkes. Krigen i Syrien, krigen i Congo, den globale opvarmning, dødsstraf og tortur, intolerance og kortsynethed i politik, den hadske tone i medierne, forældre, der slår deres børn ihjel, sygdom i den nærmeste familie, det faktum, at jeg med meget stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af mit liv osv. osv. Og jeg nåede ikke den deadline, jeg satsede på – det burde jeg have gjort bedre. Den artikel, jeg ikke fik optaget, er yderligere en indikator på at jeg er en middelmådig forsker. Dem, der bedømte artiklen og afviste den, har ret. Og min undervisning lykkes ikke – budskabet kommer ikke ud over scenekanten. Jeg har ikke gjort det godt nok.

På de tidspunkter er det hele bogstavelig talt ikke til at holde ud. Verden er på katastrofekurs, og mine fiaskoer på arbejdet skyldes min egen inkompetence.

Der er andre dage, hvor jeg haft en god dag på arbejde og hvor det, jeg har sat mig for, er lykkedes. Jeg holdt en blændende forelæsning, jeg fik en artikel optaget, en kollega i udlandet skrev og spurgte mig om noget, og jeg kom med en god pointe til et møde. Jeg er vel nok dygtig! De dage er jeg overbevist om at det hele nok skal gå endda.

Hvem har ret? Det optimistiske verdensbillede eller det pessimistiske? Normalt ville jeg, når jeg altså har en “almindelig” dag, hævde at sandheden er midt imellem. Men er den nu det? Hvad er “midt imellem”? Og er det egentlig så godt at være optimist?

En filosofisk/psykologisk teori er depressiv realisme, som siger, at mennesker med en depression faktisk har et mere realistisk billede end andre af deres egne evner og af omverdenens beskaffenhed. Når vi ikke er deprimerede, har vi en tendens til at overvurdere os selv og vores chancer for at det hele går godt. Den depressive realisme. hævdes endda (i modsætning til så mange andre filosofiske teorier) at være klart empirisk funderet. I et indlæg af Anouk Vluegels bliver grundlaget for den depressive realisme opsummeret.

Grundlaget for depressiv realisme er psykologiske eksperimenter, der undersøger hvordan mennesker, der har en moderat depression, vurderer en situation i forhold til mennesker, der ikke har en depression. En berømt undersøgelse fra 1979, foretaget af Abramson og Alloy, undersøger hvordan de to grupper af forsøgspersoner vurderer deres kontrol af hvornår en elektrisk pære bliver tændt (selv det objektivt set slet ikke er forsøgspersonen selv, der påvirker pæren!). De depressive havde en lavere tiltro til at de påvirkede pæren, hvilket selvfølgelig er mere realistisk. På den anden side har man senere i en undersøgelse af 1110 fodboldfans under VM i Sydafrika i 2010 resultater, der synes at indikere at mennesker med en depression har sværere ved at forudsige, hvordan landsholdene vil klare sig.

Modsætningen er den optimistiske illusion. Det er den, der får os til at tro på, at der ikke kan ske os noget, selv om vi er storrygere eller kører uden sikkerhedssele eller gør noget andet, der nemt kan ende galt. Dette er illusionen om kontrol, illusionen om at vi rent faktisk er i kontrol over vores eget liv. Og fordi vi er optimister, ender vi med at overvurdere vore egne evner. Talrige undersøgelser viser, at et flertal af de adspurgte vurderer sig selv til at være bedre end gennemsnittet. På denne måde er der en parallel til den manglende selvindsigt, der er forbundet med Dunning-Kruger-effekten, som jeg også har skrevet om her ved et par lejligheder.

Optimismen er dømt til at slå fejl. Men ulempen ved den depressive realisme (i det omfang denne hypotese i det hele taget er sand) er, at den depressive person typisk også er handlingslammet, netop fordi illusionen om kontrol er væk. I tilfældet den globale opvarmning gør den depressive person ikke noget, fordi det alligevel er omsonst, og den optimistiske person gør heller ikke noget – fordi det ikke er nødvendigt.

Den svære løsning er at forsyne det bedste ved de to ekstremer, nemlig at være realistisk, men ikke handlingslammet. Anouk Vleugels giver som sit eksempel den amerikanske admiral Jim Stockdale. Han var krigsfange i Vietnam i hele otte år og blev gentagne gange udsat for tortur. Han troede alt på at han ville komme ud til sidst, men det paradoksale var, at han ikke faldt i optimisme-fælden. Han blev senere spurgt, hvem det var, der ikke klarede sig gennem tiden som krigsfanger:

“Oh, that’s easy- the optimists. Oh, they were the ones who said, ‘We’re going to be out by Christmas.’ And Christmas would come, and Christmas would go. Then they’d say, ‘We’re going to be out by Easter.’ And Easter would come, and Easter would go. And then Thanksgiving, and then it would be Christmas again. And they died of a broken heart.”

Hvis der er noget, der kan redde os fra den globale opvarmning og alle de andre trusler, er det denne tredje mentale indstilling. Det er en kombination af en vilje til forandring – vi ønsker rent faktisk at få gjort noget ved problemerne – og en forståelse af, at forandring er en krævende proces.

Audrey Bates: År 8 før LISP

Et par linjer fra Audrey Bates’ speciale.

I Andrew Hodges’ meget omfattende og velskrevne biografi om Alan Turing er der et sted, hvor det kort nævnes, at Turing, da han var ansat på universitetet i Manchester, var vejleder for en MSc-studerende, Audrey Bates, der også arbejdede som assistent ved arbejdet med at programmere den nye Mark 1-computer. Audrey Bates’ specialeprojekt handlede om at bruge Mark 1-computeren til at repræsentere og evaluere udtryk i en delmængde af lambda-kalkylen. Dengang syntes mange andre matematikere på Turings institut, at det ikke var “rigtig matematik”. Jeg nævnte dette kort i et indlæg her på bloggen sidste år. Audrey Bates var faktisk den eneste MSc-studerende, Turing nogensinde vejledte. Hun havde tidligere arbejdet med kryptanalyse på Bletchley Park, og formodentlig var det hende, der skrev et program til Mark 1, der kunne spille Nim.

Underligt nok er det først i dag, dette går op for mig, efter at have set Hodges’ webside om hvad Turing mon kunne have lavet, hvis han ikke var afgået ved død: Det, Audrey Bates arbejdede med i 1950, var faktisk det første funktionsorienterede programmeringssprog og en fortolker for et sådant sprog. Normalt tilfalder denne ære John McCarthy og hans arbejde med LISP – og da også med god grund, for det var efter LISP, det hele for alvor begyndte. Hvor meget, McCarthy kendte til Audrey Bates’ arbejde, ved jeg ikke. Jeg har desværre heller ikke kunnet finde ret mange oplysninger om hvordan det siden gik hende, endsige noget billede af hende. Det ærgrer mig desto, for hun er faktisk en af de tidlige pionerer inden for datalogi.