“Og så er det selvfølgelig uheldigt for ham, der har fået bombet sin butik.”

20120930-163652.jpg

Jeg sad til en datalogikonference i Los Angeles den 13. august 2009, hvor politiet stormede Brorsons Kirke og anholdt de afviste irakiske asylansøgere, der i månedsvis havde været genstand for megen debat i medierne. Den daværende regering og Dansk Folkeparti havde gjort sig store anstrengelser for at få irakerne sendt ud og for at få dette til at være en sag om at stå fast på bestemte principper.

Man begrundede sin position med det argument, at Danmark er en retsstat. Birthe Rønn Hornbech udtalte til TV2 News (her citeret efter DR Nyheder):

Vi lever i en retsstat. Disse mennesker har i årevis siddet myndighedernes afgørelse overhørig. Det er dybt uretfærdigt, hvis vi behandlede de asylansøgere, der ikke vil rejse hjem, bedre end dem, der rejste.

Hermed søgte man at kapre et retspolitisk begreb; den hjemsendelsespraksis, der her er tale om, er nemlig ikke mejslet i sten, men et udtryk for en politik, der blev vedtaget af Folketinget i 2002 om ikke længere at give asyl til de facto-flygtninge. De facto-flygtninge er (her gengivet fra Den Store Danske) et menneske, der hvis forhold er sådan, at tungtvejende grunde tilsiger, at vedkommende ikke bør sendes tilbage til sit hjemland. De facto-flygtningestatus blev indført i 1960’erne og blev først brugt til at beskytte dels dem, der flygtede fra kommunistiske lande og risikerede straf ved hjemsendelse på grund af at de var flygtet, dels portugisere, der flygtede fra det daværende diktatur i Portugal for at undgå at skulle aftjene deres værnepligt i Angola og Mozambique, hvor der dengang var krig. Siden blev de facto-status også givet til mennesker, der var flygtet fra krig. I alle tilfælde var asylvurderingen konkret og individuel. Asyl kunne fra 2002 derimod kun tildeles mennesker, om hvem det kunne bevises, at de var personligt forfulgt. Man begyndte efter tysk forbillede (den såkaldte Duldung) at indføre tålt ophold som en yderligere mulighed. Også den tidligere socialdemokratisk-radikale regering havde i 1997 forsøgt at afskaffe de facto-begrebet, men først i 2002 skete det altså.

Irakerne fra Brorsons kirke blev sendt med fly tilbage til Irak, og efterhånden fortonede historien sig. Medierne fandt hurtigt et andet fokus, og politikerne kastede sig over næste principsag. De nuværende regeringspartier var påfaldende tavse under hele sagen, og det har de vel egentlig været siden. De tidligere regeringspartier er lige så tavse.

Men hvad skete der egentlig med de mennesker, der er vendt tilbage til Irak efter forgæves at have søgt asyl i Danmark?

Seneste udgave af Amnesty Internationals medlemsblad sætter fokus på nogle af de irakiske asylansøgere, der er vendt tilbage til Irak fra Danmark i perioden fra 2007 til 2010, nemlig 9 af de 34, der tog imod tilbuddet om en såkaldt frivillig hjemsendelse, der var en ordning som den daværende regering fik vedtaget. Også Dagbladet Information har sat fokus på denne gruppe hjemvendte irakere.

Heriblandt er der to, der bor i Bagdad. De er blevet truet adskillige gange af væbnede grupper. En tredje skjuler sig for al-Qaeda, mens Ali – der kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn i 2008 – er tilbage i Kirkuk, hvor hans forældre og to mindre søskende blev dræbt af en selvmordsbombe på en restaurant samme år.

Det, der bekymrer mig, er at hele denne triste sag stort set er glemt, var det ikke for Amnesty International og Dagbladet Information. Regeringen og oppositionen er stort set enige om at være tavse. Dog siger Mike Legarth fra De Konservative ifølge Information:

»Så er der dem, der er udsat for trusler, og det er jo forkasteligt. Havde man vidst det, skulle de jo ikke være rejst derned. Og så er det selvfølgelig uheldigt for ham, der har fået bombet sin butik,« opsummerer Mike Legarth.

De facto-begrebet findes ikke, men de facto-flygtningene findes i rigt tal. Der er desværre ikke meget, der tyder på at de årsager, der får mennesker til at forlade deres hjemland, er ved at forsvinde. Tværtimod står vi nu i 2012 med en blodig borgerkrig i Syrien, og heller ikke i Irak kan der siges at være fred. Udenrigsministeriets rejsevejledning siger dette:

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Irak, og danskere opfordres til at forlade landet. Dette gælder overalt i landet med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulaymaniya, hvortil alle ikke-nødvendige rejser stadig frarådes.

Jeg ville håbe, at politikerne i Danmark og andre steder ville lære af historien og finde et menneskeværdigt alternativ til det, man har forsøgt sig med. Ingen løsninger er lette, men det gælder bestemt heller ikke for den løsning, man valgte i sin tid.

Billedet ovenfor viser en oversigt over de ugentlige sikkerhedsopdateringer fra Iraq Business News, der giver en oversigt over hvor mange bombeattentater og træfninger, der har været rundt om i landet i den forgangne uge.

Den store videnskabelige sammensværgelse

Her er et lille segment fra det satiriske amerikanske nyhedsprogram The Daily Show. Som alle andre indslag i The Daily Show er det ikke kun morsomt, men er baseret på en kerne af sandhed. De fleste mennesker ved ikke, hvordan det videnskabelige samfund fungerer, og dets mekanismer kommer som regel først i mediernes søgelys, når der er skandaler. Helt tilsvarende var der aldrig diskussion af eksamensformerne på danske universiteter, indtil projekteksamen for grupper pludselig blev mistænkeliggjort, og det i et sådant omfang at det nu af mange ses som underligt og unaturligt. Der er masser af sammensværgelsesteorier derude, og det har jeg tidligere skrevet lidt om. 

I vore dage bliver naturvidenskaben (og til tider hele den akademiske verden) nogle gange set som en slags sammensværgelse.

Det der typisk nærer sammensværgelsesteorierne er at verden er så svær at begribe. Det er svært at begribe, at nogen systematisk myrdede over seks millioner mennesker. Det er svært at begribe, at nogen kaprede to store fly og lod dem ramme to store huse. Det er svært at begribe, at nogen fløj hele vejen op til Månen og gik en tur der. Det er svært at begribe, at de usynlige luftarter, vi slipper ud fra skorstene og udstødningsrør, kan gøre noget ved atmosfæren og få store isbjerge til at smelte. Det er svært at begribe, at mennesker og dyr og planter som vi kender dem, ikke altid har været som de er i dag. Det er svært at begribe, at verdens resurser er endelige.

Det er meget, meget nemmere at tillægge nogle andre fortællinger sandhed og at omplacere skylden. Naturvidenskaben er af natur i strid mod intuitionen – det kan man allerede læse i den britiske biolog Lewis Wolperts fremragende bog The Unnatural Nature of Science – og det er en af årsagerne til krisen og måske endda en årsag, der aldrig vil gå væk.

Det store skridt

Den mest fascinerede historie, jeg har læst på det seneste, er den om den østrigske faldskærmsudspringer Felix Baumgartner, der den 8. oktober i år har sat sig for at slå fire rekorder på én gang, nemlig højderekorden i ballonflyvning, højderekorden i faldskærmsudspring, længste kontrollerede frie fald og det første menneske, der gennembryder lydmuren under et kontrolleret frit fald. Alle fire rekorder blev sat i 1960 af den amerikanske pilot Joseph Kittinger, der sprang fra en højde af mere end 31 kilometer. Nogle år senere deltog Kittinger i Vietnam-krigen (som så mange andre militærfolk fra USA på den tid) og endte som krigsfange, hvor han blev udsat for tortur. Kittinger overlevede og i dag er han rådgiver for Felix Baumgartner.

Baumgartner vil springe, når hans ballon er 37 kilometer oppe, og han har allerede lavet flere testspring fra lavere højde. Billedet ovenfor er fra et af dem, hvor han “kun” er 21.700 meter oppe.

Det farligste er den del af faldet, de første cirka 15 sekunder, der finder sted i et næsten lufttomt rum. På grund af den forsvindende luftmodstand kan man ikke bruge de sædvanlige teknikker fra et frit fald. Her er der stor risiko for at gå i spin, og g-påvirkningen kan som følge heraf blive helt ekstrem. Joseph Kittinger oplevede dette i et sine testspring, hvor han overlevede at gå i spin med en acceleration på 22 g.

The Guardian har en lille film om Felix Baumgartner og hans samarbejde med Joseph Kittinger og desuden en fascinerende animation, der giver en idé om hvordan det meget lange frie fald vil forløbe, hvis alt går vel.

Kittinger udtaler i filmen, at han ofte har fået henvendelser fra folk, der ville slå hans rekord. Selv er jeg er en af dem, der passer godt på, når jeg står på en stige. Så jeg var ikke en af dem, der ringede til Kittinger – og så er jeg også lidt for bange for at dø. Men uanset hvad der sker, vil Felix Baumgartner inden sin død have været ude for noget og set syner, meget få andre mennesker har prøvet at se og opleve. Jeg håber, der kommer en rigtig lille film med billeder fra springet, hvis alt går vel.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på et berømt citat, der tilskrives Søren Kierkegaard:

At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.

Det interessante er jo at Felix Baumgartner på én og samme tid vover og i bogstaveligste forstand taber sig selv!

Faktisk har Kierkegaard aldrig skrevet dette. Derimod har han i Sygdommen til Døden skrevet:

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!

Og nej, jeg har ikke læst Sygdommen til Døden (eller så meget andet af denne store danske forfatter). Men det har de på Søren Kierkegaard Forskningscentret på Københavns Universitet.

Apati og accept

20120927-071634.jpg

Det der for mange undervisere kan være årsag til de største skuffelser og den største frustration, er misforholdet mellem den energi, man som underviser lægger i undervisningen (herunder i at forberede den) og så den manglende respons, man kan ende med at få. Studerende, der bliver væk fra øvelser eller hænger på stolene er ikke et syn, nogen ønsker. Hvad har jeg dog gjort galt? tænker man. Frustrationen kommer snigende. Det kan føles som at lave en tre-retters menu blot for at opdage, at gæsterne ikke er sultne eller måske ligefrem lusker ned til pølsevognen. Min kone er folkeskolelærer og underviser en 4.-klasse, og hun kan opleve det samme som jeg og mine universitetslærerkolleger kan opleve. Det kan føles som en næsten uudtømmelig kilde til stress.

Søger man på ordene “student apathy” på Google, får man lidt over seks en halv million hits. Og de kommer fra rundt om i verden. Rania Masri, der er universitetslærer i Cairo, skrev på sin blog i 2009:

The level of the homework assignments submitted by my students was insulting.

Insulting to me as their professor who has spent hours planning the lectures and hours commenting on their drafts and additional hours contemplating on how best to engage the students and have them appreciate the power and beauty of words. I am sure I can improve as an instructor; I have no doubts in that regard.

But the quality of these assignments was also insulting to the students themselves. It leads me to seriously wonder if my students even care to learn, even care to improve their writing skills, and if their level of concern is so low, then what do they want to do with their college degree?

Or are their times so tight, their lives so full, the pressure in their lives so high, that they lack the mental energy to learn in their classrooms? What is taking up their time and causing them such anguish and angst?

Det mest nærliggende – og mest uproduktive – er at man som underviser simpelthen skyder skylden på dem, man underviser. Selvfølgelig har de en del af ansvaret; uddannelsessøgende er ikke pr. definition forfulgte uskyldigheder. Men Rania Masri har samtidig fat i noget andet: hvad der sker i mange studerendes studieliv i øvrigt. I en undersøgelse lavet på initiativ af Dansk Magisterforening viser at 25 procent af de studerende i en undersøgelse foretaget blandt DMs studentermedlemmer oplever stress. Om undersøgelsesdeltagerne er repræsentative, ved jeg ikke – det er sikkert de mere engagerede studerende, der er medlemmer af DM, og de har måske derfor et højere aktivitetsniveau og større forventninger til egen indsats.

Det sørgelige er at vi som undervisere oplever en frustration, der kan føre til stress og at mange studerende oplever en anden slags frustration, der også kan føre til stress. Vi har forventninger til hinanden og i mange tilfælde også til egen indsats, og når de forventninger ikke bliver indfriet, er det ubehageligt.

En matematisk folkesport?

Så fik jeg holdt mit foredrag om NP-fuldstændighed i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening. Nogle blandt publikum stod af (jeg glemte, at man ikke må bruge sumtegn og indekserede variabler – den slags kender gymnasieelever ikke), andre tilhørere, der tydeligt havde overstået gymnasietiden, var derimod meget interesserede, og især da i spørgsmålet om P=NP. Ideen om et åbent matematisk problem, der er forholdsvis let at formulere men ikke helt nemt at løse, appellerer til mange lægfolk. Det krævede en del fortolkning fra mig at forstå spørgsmål som: Kan man ikke bare oversætte det til et problem om frekvenser? Kan man ikke bare regne baglæns?

Der er faktisk mange, der har prøvet at bevise at P=NP eller det modsatte. Den østrigske matematiker Gerhard Woeginger, der er professor ved TU Eindhoven, har en fascinerende webside med en fortegnelse over forsøg, han kender til, på at vise at P = NP og på at vise at P ikke er lig NP. Woeginger kender til i alt 94 forsøg, og 47 af dem hævder at vise at P = NP. De fleste af resten hævder at P er forskellig fra NP. Der er masser af bud på polynomielle algoritmer for NP-fuldstændige problemer; dette falder mange lettere end at give sig i kast med at vise det mere kedelige negative resultat. Her kan man finde korte argumenter baseret på Gödels første ufuldstændighedssætning (hvad den stakkels sætning dog ikke bliver udsat for!) og forsøg på at vise at P=NP ikke kan bevises inden for Zermelo-Fraenkel-aksiomerne.

Hvad faktisk alle forsøgene på Woegingers liste har fælles er, at de er gjort af mennesker, der ikke er kendte forskere inden for kompleksitetsteori. Nogle er lægfolk, andre er studerende, atter andre er faktisk akademikere på ikke særligt prestigefyldte institutioner. Nogle bidrag er blevet publiceret – flere endda i tidsskrifter, men igen i tidsskrifter der ikke er særligt velansete. En særligt vedholdende person er Anatoly Plotnikov fra Ukraine. Han har i 1996 og igen i 2007 bevist at P=NP, mens han i 2011 har bevist at P ikke er lig NP. Det må siges at være en helgardering.

Det er påfaldende, at så mange mennesker med forholdsvis begrænset ballast inden for kompleksitetsteori kaster sig over at løse dette meget svære problem. Kunne man forestille sig en motionist fra Nørresundby, der satte sig for at slå verdensrekorden i 400 meter-løb? Jeg tror det næppe.

Et af de få seriøse bud fra de senere år skyldes Vinay Deolalikar, der er en indisk matematiker ansat ved HP Labs. Han forsøgte i 2010 at bruge ideer fra endelig modelteori sammen med statistisk mekanik til at vise at P er forskellig fra NP, men der er i dag konsensus om at heller ikke dette forsøg på et bevis er korrekt. Men Deolalikar havde måske fat i noget rigtigt. Min egen intuition siger mig, at der skal et gennembrud af de større til for at finde ud af om P=NP, og at det vil være led i en ny matematisk teoridannelse af betydning. Grunden til at jeg tror at dette må være tilfældet, er at resultatet (uanset hvad det er) vil have så mange implikationer.

Alene en oversigt over implikationerne af at vise at P=NP eller det modsatte er interessant læsning. En god oversigtsartikel at starte med er Lance Fortnows artikel The Status of the P versus NP Problem  fra Communications of the ACM.

QAP og jagten på millionen

I aften skal jeg holde foredrag i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening om NP-fuldstændighed. Noget af det, computere formodentlig ikke kan gøre generelt, er at beregne en optimal fordeling af resurser. Eller rettere: selvfølgelig kan man lave en algoritme, der simpelthen afprøver alle muligheder, men den vil være uhyggeligt ineffektiv. Klassen af de problemer, hvor det er nemt at finde en løsning, kalder man i teorien for beregningskompleksitet for P. Klassen af problemer, for hvilke det er nemt at kontrollere et bud på en løsning, kaldes for NP. De værste problemer i NP er de NP-fuldstændige problemer, og det er et åbent problem om disse problemer ligger i P. Er det tilfældet, ved vi at P = NP. Clay Mathematics Institute har P=NP-problemet angivet som et af de 7 åbne forskningsproblemer i matematik, hvis løsning vil give en præmie på 1 million amerikanske dollars. Dette sidste er den del af historien, der plejer at fascinere lægfolk mest – historien om millionen, der venter, afslører, at der er  matematiske problemer, der er uløste og udfordrende.

Ét af de NP-fuldstændige problemer, som man ikke hører så meget om i typiske algoritmekurser på datalogiuddannelserne, er det kvadratiske tildelingsproblem. Det er et højst reelt problem.

Hvis vi skal bygge et hospital, ved vi hvor store afstandene er i bygningen og vi ved også, fordi vi kender arbejdsgangene på hospitalet, hvor mange patienter, der skal flyttes mellem de enkelte afdelinger. Hvis vi kender størrelsen på denne “strøm” af patienter og betegner strømningen fra afdeling i til afdeling j med f_{ij}, handler det om at finde en tildeling af bygningsafsnit til hver enkelt afdeling på hospitalet. Lad os sige at p(i) betegner den bygning, som afdeling i har fået og lad d_{p(i)p(j)} betegne afstanden mellem disse to afdelinger. Så er den samlede afstand, som patienter skal flyttes, summen

\sum_{i} \sum_{j} f_{ij} d_{p(i)p(j)}

Og spørgsmålet er så, hvordan skal fordelingen af bygninger p mon se ud for at minimere denne sum. Hvis der er n bygninger, er der n! = 1 \cdot 2 \cdots (n-1) \cdot n muligheder for at fordele afdelingerne, så der er uhyggeligt mange muligheder at undersøge. Allerede i 1968, dvs. før Stephen Cook introducerede begrebet NP-fuldstændighed, anede forskerne, at der var noget her, der var rigtig træls. Nugent, Vollman og Ruml identificerede en samling instanser af problemet som de anså for at være særligt besværlige at løse med en “prøv-alle-muligheder”-algoritme. Først i 2000 lykkedes det Kurt Anstreicher, Nathan Brixius, Jean-Pierre Goux og Jeff Linderoth at beregne en løsning til den værste af disse instanser, den såkaldte nug30-instans. Takket være brug af massivt parallel beregning fik de fundet løsningen på “kun” 7 dage!

Der er andre, der har kastet sig over andre trælse instanser af tildelingsproblemet. En anden klasse af besværlige instanser kaldes esc-instanserne (som skyldes Eschermann og Wunderlich) og tai-instanserne, og nu er der godt nyt om nogle af disse. For få uger siden lykkedes det Matteo Fischetti, Michele Monaci og Domenico Salvagnin fra universitetet i Padova at knække esc64a med kun en halv times beregningstid og tai64c med kun 5 timers beregningstid. Og ikke nok med det – de klarede esc128 på få sekunder på én pc.

Den dårlige nyhed er selvfølgelig, at der ikke er tale om en generel strategi. Millionen er ikke blevet uddelt. Italienernes algoritme er stadig baseret på at afprøve alle muligheder, men den udnytter pæne egenskaber ved de problem-instanser, der er tale om.

Ovre i Ukraine sidder der imidlertid en professor ved navn Anatoly Plotnikov og hævder at have bevist at P er forskellig fra NP. Det er han ikke ene om – det er forbløffende, så mange der mener at have bevist at P er forskellig fra NP, og så mange, der mener at have bevist at P er lig med NP. Efter mandens ansigtsudtryk at dømme har han ikke modtaget millionen, men hans universitet viderebringer glad og gerne denne epokegørende (men tvivlsomme) nyhed.

Smarte genveje ?

Forleden skrev jeg om snyd, og nu gør jeg det igen. Der er som bekendt studerende, der plagierer eller snyder under eksamen eller forfalsker deres eksamensbeviser. Men dem, der underviser dem, er ikke altid bedre selv. Der er forskere, der plagierer eller forfalsker data, nogle gange i stor stil. Alok Jha har en lang artikel om snyd blandt forskere i The Guardian, og det er ikke småting, der sker rundt omkring.

En studerende får papir på kvalifikationer, han/hun reelt ikke har. Tænk, hvis en person, der snød sig til at bestå et kursus i skatteret på jurastudiet, som advokat bliver sat til at vurdere skattesager. Og forskere bygger videre på resultater, der er falske. Tænk, hvis der bruges store resurser på at udvikle en medicin mod en farlig sygdom, hvor medicinen er baseret på falske resultater. Ingen bryder sig om de konsekvenser, som snyd får, hvis den ikke bliver opdaget.

Vi ved samtidig godt at de, der snyder, godt ved, at det de gør er forkert, men de vil først og fremmest opnå status. Hvis man opfatter det fag, man beskæftiger sig med, som først og fremmest et instrument i sig selv til at opnå en status, der ligger uden for faget selv (og det kan være et eksamensbevis, et job, en forskningsbevilling, hædrende omtale…) bliver det fristende at lede efter en genvej i anvendelsen af dette instrument.

Gitte Meyer, der er lektor på Aalborg Universitet (i København), har en interessant klumme i Information i dag om netop dette. Hun skriver:

Når tendensen er, at uddannelsessystemet anskues og drøftes som et ganske renlivet statusmaskineri, som personer, institutioner og nationer kan bruge til at stige i graderne, så er det ikke mærkeligt, hvis studerende faktisk opfatter systemet netop sådan. Men i sådan et system gælder det – også når det kaldes et omfordelingsinstrument – bare om at komme igennem, mens man tænker på noget andet for at opnå noget tredje. Tømt for egentlig, selvstændig mening er studier noget, man er nødt til – en art pligt på linje med, hvad værnepligten kom til at stå for, efterhånden som den blev tømt for indhold.

Der er en stadigt hyppigere tendens til at tale om uddannelserne som instrumenter for det, der ligger uden for faget. Dette kan man se af den måde, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner reklamerer på. Det er hårdt at være studerende, men bagefter er der karrieren og den status, karrieren giver. Og imens studierne står på, kan man alligevel have det sjovt, for man møder interessante mennesker og har socialt samvær med dem.

Se bare nedenstående citater fra Aalborg Universitets beskrivelse af datalogiuddannelsen.

Det er livet at være studerende. Studielivet er nemlig meget mere end bøger og projektskrivning. Det er spændende forelæsninger, glade caféaftener med studiekammeraterne men selvfølgelig også dødssyge novembermorgener, hvor du har mest lyst til at blive i sengen. Kort og godt; studielivet er livet og omvendt.

Med en uddannelse inden for datalogi, er du sikret adgang til drømmejobbet. Vores dataloger er en eftertragtet vare og rigtig mange bliver håndplukket direkte efter uddannelsen. Dataloger fra AAU arbejder i en bred vifte af sektorer som fx mobilkommunikation, rumfart, sundhedsteknologi, medieindustrien, bankverdenen, og spilindustrien.

I disse år er der overvejelser fremme om at afskaffe værnepligten. Læg mærke til, at der nu tales om en karriere i militæret på samme måde som der tales om en uddannelse. Det er hårdt, men det er også sjovt, og der er så mange muligheder – måske får man status i form af kors og bånd og stjerner.

Bagsiden ved dette fokus på det, der ligger efter uddannelsen som det primære, er at det fremmer en instrumentel holdning til faget. Det samme gælder det fokus, der er på forskningsmidler – først når du har opnået de gode forskningsresultater, kan du gøre dig håb om at få del i midlerne. Forskningsmidlerne kommer efter forskningen.

De af os, der underviser på universitetet, er mennesker der synes, at fagene sjove “i sig selv”. Jeg er ikke universitetslærer, fordi jeg vil frelse it-branchen eller have en høj løn. Jeg beskæftiger mig med faget datalogi, fordi jeg synes at det er rigtig interessant. Politikerne tænker helt anderledes på uddannelserne, nemlig som et instrument, der skal skabe kvalificeret arbejdskraft, og sådan må det sikkert også være. Jeg kan ikke kræve, at Morten Østergaard skal synes, at datalogi er interessant. Uddannelsessystemet eksisterer kun, fordi det har en legitimitet i forhold til det øvrige samfund.

Men når den instrumentelle holdning kommer til at dominere, begynder mange at tænke på opnåelsen af indsigt som værende af sekundær betydning, og det kan blive fristende at gå efter de “smarte genveje”.

Det er nemt at skifte mening

20120923-204018.jpg

Hos Nature kan man læse om et interessant og egentlig også lidt bekymrende lille forsøg udført i Sverige. Lars Hall, Peter Johansson og Thomas Strandberg, der er kognitionsforskere ved Lunds Universitet, bad 160 forsøgspersoner, som forsøgslederen tilfældigt valgte ved at møde dem i en lokal park, om at udfylde et spørgeskema med deres holdninger til en række udsagn om bl.a. kontrol med internettet, prostitution og konflikten mellem Israel og Palæstina. Herefter blev der bladret om til en anden side, hvor forsøgspersonen skulle begrunde sine holdninger til hver enkelt påstand. Men når der blev bladret om til denne side i skemaet, blev der – uden at forsøgspersonen opdagede det – klistret en lille seddel hen over de oprindelige udsagn, som udskiftede dem med nogle udsagn, der hævdede det stik modsatte. Hele 53 procent af de adspurgte gav sig nu til at argumentere for dette, det stik modsatte synspunkt!

Artiklen blev publiceret i den forgangne uge. Det er selvfølgelig først og fremmest interessant om resultaterne kan eftervises i andre, lignende forsøg. Dette har andre allerede påpeget. Men tror vi et øjeblik på at der er tale om et faktisk eksisterede fænomen, er der flere muligheder også.

Man kunne tro, at forsøgspersonerne simpelthen ikke havde læst udsagnene grundigt nok igennem. Men det må de vel have gjort, når de begynder at producere argumenter for det udsagn, der nu var det modsatte af det oprindelige.

Man kunne også hævde, at resultatet viser at de fleste (i hvert fald de fleste svenskere, der går tur i en bestemt park) i virkeligheden er holdningsløse eller meget let påvirkelige. Men man kunne også hævde, at mange mennesker i virkeligheden er fleksible og i stand til at se en sag fra mere end én side. De tre forskere skriver i konklusionen til deres artikel:

In this sense, the results could be seen as unmasking flexibility and openness to change that otherwise would be very difficult to demonstrate among the participants. Thus, while the experimenters remained completely neutral in the interaction, and presented no arguments or support for whatever position the participants presented, the unique dynamic of the experiment was that the participants (unwittingly) brought the full force of their argumentative powers to bear on themselves instead of others. This connects the current study to recent attempts at explaining the function of reasoning and argumentation as primarily being a means of convincing others that whatever conclusion I have reached is the correct one…

I så fald siger undersøgelsen både noget om meningers flygtighed og om hvordan man kan få os til at tænke bedre over hvorfor vi har de holdninger, vi har.

Mennesker er fantastisk gode til at efterrationalisere, dvs. til at skabe en sammenhæng i en virkelighed, der ikke blev til ad rationel vej.

Selv er jeg tilbøjelig til (i lig med hvad forfatterne skriver ovenfor) selv at mene, at mennesker mange gange har holdningen først og derefter finder argumenterne frem. I dag så jeg således en omtale på nettet om et irsk firma, der hævder at have fundet en uudtømmelig energikilde. Min umiddelbare holdning var at dette var det rene ævl, og først derefter gav jeg mig til at finde argumenterne. Et meget stærkt argument, nemlig at eksistensen en sådan energikilde ville gå imod princippet om energiens konstans, dukkede lynhurtigt op hos mig, og jeg er helt og aldeles overbevist om at det irske firma er en samling fusentaster. Men det var faktisk min intuitivt baserede holdning, der dukkede først op – få sekunder inden min rationelle argumentation.

Jeg tror også, at undersøgelsen må kunne lære os noget om hvor svært det er at lave meningsmålinger. Hvis man nemlig er lidt i tvivl om sin holdning, når meningsmålingsinstituttet ringer, kommer man måske mindre i tvivl efter at man er blevet bedt om at begrunde sine holdninger. Om det er godt, ved jeg ikke.

Mig og RUC

20120922-170422.jpg

Der er et dansk universitet, hvor de har problemorienteret projektarbejde, og de studerende arbejder i grupper og har grupperum. De mødes med deres vejleder, og de skriver arbejdsblade og ender (hvis alt går vel) med at aflevere en projektrapport. Og nej, det er ikke Aalborg Universitet — Roskilde Universitet, der i modsætning til AAU stadig har den gamle forkortelse RUC, er jo pionererne inden for alt dette og de begyndte to år før os. Så i år kan de fejre 40 års jubilæum.

Der var en god portion idealisme over RUC, der en kort overgang var det nyeste universitet i landet. F.eks. husker jeg, at man lige i starten slet ikke havde eksamen — for selvfølgelig studerer man da kun hvis man interesserer sig for sit fag, og i så fald lærer man da stoffet. Det blev der nu hurtigt lavet om på. Ministeriet blandede sig meget i hvad der foregik på RUC, fordi det kun lå en halv times togtur fra København. I 1983 var Bertel Haarder meget tæt på at lukke det meste af RUC, og jeg var sammen med mange andre Aalborg-studerende med til at gå i demonstration. Og også denne gang blev universitetet i Roskilde reddet. Sidste anslag var vel kriminaliseringen af gruppeeksamen; min fornemmelse er at dette til dels var Bertel Haarders hævn for det, der ikke lykkedes for ham i 1983.

I københavneraviserne er der stadig her fyrre år efter halvfjerdserpionererne en tendens til at se RUC som et “underligt” universitet netop på grund af projektarbejdet; det hører man aldrig om mit universitet. (Københavneraviserne hæfter sig normalt mest ved at Aalborg er så ufatteligt langt væk.) RUC var placeret i ministeriets baghave og tog imod alle tæskene. Aalborg Universitet var de pæne mennesker i provinsen; der er visse fordele ved at leve en lidt mere anonym tilværelse i Nordjylland. RUC fik derimod ry for at være et lidt besværligt og trodsigt universitet. Mottoet In tranquillo mors, in fluctu vita – I stilheden døden, i strømmen livet – kunne godt tolkes som en bevidsthed om denne ikke altid helt selvvalgte rolle.

Med tiden er RUC blevet et “almindeligt” universitet, som senest blev kendt for den triste affære med de kinesiske studerende, der blev dårligt behandlet, og for den forfærdelig idé om at nedlægge de naturvidenskabelige fag (det skete så ikke). De underlige hovsa-omstruktureringer uden visioner kommer nu inde fra universitetet selv, og det er et sikkert tegn på at man er blevet midaldrende. Men med alderen kommer også viden og erfaring, og den har man efterhånden også en masse af i de videnskabelige miljøer derovre.

Tillykke herfra til Roskilde Universitet med den runde fødselsdag! Uden jer havde Aalborg Universitet nok ikke været her i den form, vi kender det og med de perspektiver om problemorientering og tværfaglighed, der er så vigtige.

Hvis nettet vågner

Terminator-filmene er bestemt ikke stor kunst, men der er én interessant tanke begravet i dem. Ifølge dem blev et computernetværk ved navn Skynet bevidst – og det skete ifølge filmene (der blev til i god tid før 1997) den 29. august 1997. Da Skynet nu var i besiddelse af et selv, erklærede det total krig mod menneskeheden.

En artikel fra Slate omhandler netop dette. Kan Internet pludselig blive bevidst om sin egen eksistens, “vågne” og have et selv? Det er der mildt sagt ikke enighed om.

Den globale computer blev omtalt af Robin Milner, og dette netværk af computere og andre enheder, der er forbundet til Internet, er den største artefakt i verden. Den amerikanske neurolog Christof Koch prøver at sammenligne Internets kapacitet med den menneskelige hjerne med et overslag: antallet af computere i verden ganget med antallet af transistorer i en gennemsnitlig computer er 1018, mens der “kun” er i størrelsesordenen 1015 synapser i et menneskes hjerne.

Der, hvor jeg ser problemet er i analogien med hjernen. Regnekraften er der selvfølgelig, men udviklingen af selvet sker næppe som et spring. Jeg har meget svært ved at forestille mig at der skulle være et menneske, der som det første “vågnede” med egen bevidsthed og et selv. Han/hun må i så fald have haft et noget anstrengt forhold til sine forældre, der ikke havde et selv!

Min grund til at tro, at udviklingen ikke forløber springvis er, at der er en glidende overgang fra det helt fraværende selv til det selv, som kendetegner mennesket. Således har forskellige andre arter også været i stand til at genkende sig selv i et spejl – senest opdagede man i 2011 at det også gælder for rhesusaber. Christof Koch nævner selv dette.

Og det er i det hele taget ikke klart for mig, hvordan evolutionsteorien kan forklare at internettet skulle kunne “vågne op” – internettet er nemlig ikke seneste generation af en langvarig proces med naturlig selektion, men er snarere at ligne ved et kæmpemæssigt koralrev, hvor der hele tiden er et levende lag yderst.

Om internettet så alligevel gradvist er ved at udvikle et selv er et andet spørgsmål. Jeg tænker mere på hvordan internettet ville have opnået dette; det vil være resultatet af en ikke-superviseret læringsproces. Om sådanne læringsprocesser kan opstå spontant i en artefakt, ved jeg ikke, men jeg ville i så fald have forventet at observere dem også i mindre omfang. At dette skulle kunne ske spontant i et netværk bestående af så forskellige entiteter som min telefon, computerne på en dansk folkeskole, en netbook i et tog og den dedikerede processor i en net-tv-boks (som f.eks. Apple TV) virker umiddelbart underligt. Men jeg vil selvfølgelig aldrig hævde, at det slet ikke kunne ske.