Blasfemi og desperation

20120902-215029.jpg

En af de mest oprørende og tragiske sager om overgreb mod menneskerettighederne for tiden er sagen om Rimsha Masih, en 14-årig pige fra Pakistan, der risikerer at blive dømt til døden for blasfemi for at have brændt sider fra en koran. I dag kan jeg læse, at en lokal imam er blevet arresteret for at have plantet beviserne mod pigen.

Ikke mange ved, at blasfemiloven i Pakistan faktisk har sin oprindelse i den britiske kolonitid og skyldes briterne. Jeg kender ikke til bevæggrundene bag den oprindelige lov, der stammer fra dengang hvor Pakistan, Indien og Bangladesh tilsammen udgjorde kolonien Indien.
Mit eget gæt er at loven var et bastant forsøg fra briternes side på at forhindre stridigheder mellem de forskellige trossamfund, der findes på subkontinentet. Frem til 1984 var der faktisk kun ni tilfælde, hvor loven blev brugt. Siden er loven blevet kraftigt udvidet under Zia ul-Haqs militærdiktatur i 1980’erne og rummer i dag også paragraffer, der gør der ulovligt at ødelægge eksemplarer af Koranen og gør det muligt at retsforfølge medlemmer af Ahmadiyya-trossamfundet, der er en muslimsk sekt, som kredse inden for andre retninger af islam anser for kætterske og som siden 1984 ikke har måttet praktisere deres tro offentligt. Zia ul-Haqs blasfemilove rammer især ahmadierne og de kristne.

Bemærk, at der ikke er tale om love, der har baggrund i Koranen selv eller i islam som sådan. De er derimod udtryk for de særlige problemer og konflikter, som hersker i det pakistanske samfund. I dag kan vi se, hvordan Pakistans blasfemilov bliver brugt ude i lokalsamfundene til at holde liv i stridigheder mellem trossamfundene og til bl.a. at flytte stridigheder om ejendomsret til jord over i en påstået kontekst af religion. I et land, hvor kun 52 procent af befolkningen kan læse og skrive og hvor der hersker stor fattigdom, er der forfærdeligt gode muligheder for at gøre dette,

Den uddannede middelklasse, som også findes i Pakistan, tager tydeligt afstand fra blasfemiloven. I denne uge kan man f.eks, i Toronto Star læse en klumme af Haroon Siddiqi, der gør rede for hvordan blasfemiloven er blevet brugt til systematisk undertrykkelse af mindretal og af politiske modstandere. Det er da også derfor, det virker så uhyggeligt svært at gøre noget ved blasfemiloven.

De eneste, der kan være tilfredse med blasfemiloven i Pakistan er de stærkt religiøse kræfter, der kan bruge dem til at fremme deres egen kontrol med en fattig og uudannet befolkning, magthaverne lokalt og nationalt, der kan bruge loven til at undertrykke mindretal med – og de nationalistiske højrekræfter i den vestlige verden, der kan bruge dette i deres ubehagelige retorik (og da også allerede gør det). Alle andre bør stå sammen om at få fjernet denne kilde til systematiske overgreb på menneskerettighederne.

Først gælder det om at redde Rimsha Masih. Skriv under hos Avaaz!