Tale ved septembers begyndelse

Jeg har det for tiden lidt som om jeg bruger en masse tid på at tale til større eller mindre forsamlinger. Jeg er hverken studienævnsformand eller institutleder (og har ingen ambitioner om at blive nogen af delene, for jeg vil gerne kunne sove om natten), men jeg blev alligevel bedt om at holde en tale ved receptionen for de nye studerende ved Institut for datalogi. Denne reception er en ny og god tradition, og mange af os undrede os over at vi ikke havde gjort noget lignende tidligere.

Her er en omtrentligt udgave af hvad jeg sagde:

De fleste mennesker, måske alle, har brug for et sted at høre til. Hvis man ikke har et sted at høre til, kan man føle sig udenfor og måske bliver man ligefrem også holdt udenfor. Det er vigtigt at vi hjælper hinanden med at høre til.

I Danmark er der en hel masse fællesskaber – klubber og foreninger og institutioner – som kan hjælpe os med det.

Da jeg begyndte på Aalborg Universitet for tredive år siden, fandt jeg hurtigt ud af at et universitet var et sted for mig. Året efter begyndte jeg på Mat 1, som det hed dengang. Det havde jeg glædet mig til, og det blev også en god tid; jeg var kommet ind i et fagligt fællesskab. Jeg kan huske at alle os nye skulle være med i noget, der hed F-klubben. De ældre studerende ville have os med, de faktisk insisterede på det med en form for venlig tvang. Jeg var første gang med til F-klubbens generalforsamling det år. Der var en gnaven Dat 4-studerende der blev kåret Miss F-sektor; hvad han hedder, lover jeg at jeg ikke vil nævne her. Han er kommet langt siden da. Der var en anden ældre studerende som holdt en lang forsvarstale fordi han for år tilbage havde fået en næse af F-klubben. Hans navn vil jeg heller ikke nævne her, for også han er kommet langt siden da. Det var en løssluppen og bestemt ikke helt ædru forestilling, men det var rigtig godt og igen følte jeg at her hørte jeg til.

Der var projektgrupper, hvor jeg følte at jeg hørte til. Da jeg omsider blev cand.scient, blev jeg medlem min fagforening Dansk Magisterforening. Også i dét fællesskab hører jeg til. Det kan I også – meld jer ind!

Der kommer også studerende hertil fra udlandet, ikke så mange ganske vist. Jeg kan huske en gruppe studerende som jeg vejledte for år tilbage – tre italienere og en franskmand. I de første par måneder var vores møder hurtigt overstået og lidt kejtede. Efterhånden skete der noget; stemningen løsnede op og vi kom rigtig godt ud af det sammen. De fire studerende lavede et godt projekt og fik rigtig gode karakterer til eksamen. Bagefter fortalte de mig, at de det første stykke tid havde været bange for at kontakte mig; i Italien og måske også i Frankrig er der ikke megen kontakt mellem studerende og undervisere. Sådan skal det ikke være hos os.

Jeg håber at alle her vil ende med at føle at I hører til her og at I kan tale med alle, også selv om vi er undervisere. Jeg er faktisk ikke så glad for ordene “lokale” og “internationale” studerende. Jeg håber at de, der kommer fra udlandet hertil vil ende med at føle at også de er lokale studerende, og at de der er opvokset her på Aalborg Universitet vil føle sig som del af det internationale fællesskab, som universitetsverdenen skal være – at der er en verden derude, som er værd at udforske.

Jeg håber at alle jer der allerede er her føler at I hører til her. Og alle jer, der er nye her: I skal ikke være bange for at spørge os, der allerede er her. Inden I ved af det, er I også selv blevet dem, der allerede er her! F-klubben er en foranstaltning, som forhåbentlig kan få alle – studerende og undervisere og andet personale – til at føle, at de hører til her.

Det er godt at komme i gang med endnu et semestret og at se jer alle sammen igen. Velkommen her til Selma Lagerløfs Vej 300, stjernebilledet Cassiopeia!