Det globale og det lokale

Jeg kan læse, at Venstre er modstandere af forslaget om en klimalov, som regeringen har fremlagt. Information skriver:

Venstres klimaordfører, Lars Christian Lilleholt, frygter, at sådanne reduktioner vil svække Danmarks konkurrenceevne.

»Det er tiden ikke inde til. Så jeg vil opfordre regeringen til at revurdere sit mål i lyset af den svære økonomiske situation, Danmark befinder sig i. Regeringen skulle nøjes med at lægge sig på det, vi får ud af energiaftalen. Og der ligger vi allerede over det niveau, vi har forpligtet os til i EU-sammenhæng,« siger Lars Christian Lilleholt.

Her er det tydeligt, at Lars Christian Lilleholt er mest interesseret i at sikre konkurrenceevnen; hensynet til det globale klima kommer i anden række – ja, det bliver endda slet ikke nævnt. Jeg er helt uenig her, og det er jeg ud fra en forsigtighedsbetragtning. Hvis de efterhånden mange data om menneskeskabte klimaforandringer, som vi har nu, er pålidelige, risikerer vi med en ikke lille sandsynlighed at ende med at skulle spekulere på langt mere presserende spørgsmål end det enkelte lands konkurrenceevne.

Vi har her at gøre med en typisk problemstilling ikke kun i politik, men i mange af livets forhold: Forskellen mellem global og lokal optimering. Det, der virker som en god beslutning på kort sigt er ikke altid den beslutning, der er bedst på langt sigt. De store olieselskabers støtte til benægtere af den globale opvarmning er også en lokal optimeringsstrategi, der skal sikre olieselskabernes fortsatte profit inden for de kommende år.

Den kapitalistiske markedsøkonomi er i sit udgangspunkt altid styret af grådighed – og det kan man derfor ikke fremføre som anklage. I sin tekst fra i år, Krisen og den udeblevne systemkritik, skriver Preben Wilhjelm da også:

Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin.

I teorien om algoritmer findes der optimeringsproblemer, hvor en grådig algoritme, der optimerer lokalt, samtidig også optimerer lokalt. Problemet er, at sådan er det ikke med markedsøkonomien. Kriserne vender tilbage efter perioder med lokalt maksimum, og produktionen påvirker i vore dage også miljøet på langt sigt.

Hertil vil liberalister indvende, at alle de store økonomiske kriser er blevet overvundet til sidst og at markedet, hvis det bliver ladt i fred, vil stabilisere sig igen. Selv hvis man antager, at markederne er selvstabiliserende på længere sigt, skal samfundet typisk igennem lange perioder med store sociale spændinger, der i nogle tilfælde kan få hele samfundsstrukturen til at bryde sammen. 2. verdenskrig og dens baggrund i 1930’ernes krise er et skræmmende eksempel på det.

Og her taler vi så også om miljøet; det er ikke klart for mig, hvorfor det er en god idé for noget land at prioritere konkurrenceevne som en lokal optimeringsstrategi i en situation, hvor vi er nødt til at optimere globalt (i mere end én betydning af dette ord). Den grådige algoritme er ikke optimal.

Venstre er Danmarks suverænt mest populære parti for tiden, men det skyldes forhåbentlig ikke en miljøpolitisk profilering. Deres nedprioritering af klimaproblemerne og manglende bud på en langsigtet løsningsmodel bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Where I’m From

Forleden nævnte jeg hiphop; det gør jeg ikke så tit, men nu gør jeg det igen. Jeg hører ikke ret meget af den nye hiphop. På én måde er det vel nostalgikerens kombination af en påstand om at musikken var bedre i gamle dage og en mangel på lyst til at følge med, men der er også lidt mere i det: Jeg savner den varme og mere tænksomme/kritiske tone, der var i hiphop for et par årtier siden. Her er et gammelt nummer med Digable Planets, der ikke var bange for at blande jazz ind i lydbilledet og være en gruppe med både mænd og kvinder (der ikke var reduceret til pynt). Inden for de sidste få dage har jeg genopdaget dette old school-udtryk, som Digable Planets. De La Soul, A Tribe Called Quest og andre skabte. Også Public Enemy dukker op igen i mine højttalere i disse dage.

Jamen – Jay-Z og Kanye West er da meget større stjerner end nogen af navnene fra omkring 1990, vil nogle indvende. Det er rigtigt, men er stjernestatus et mål for hvordan state of the art har det? Og er den et mål i sig selv? I et interview fra 2008 siger Chuck D. fra Public Enemy:

“Because you see a few people make financial gains, achieve status, and become accepted doesn’t mean that the entire movement and people were catapulting forward.” He believes that rappers began to do anything for money, such as glorifying the drug culture.

“There’s a saying that goes, ‘Why do people love the devil? Because he offers you nothing.’ I think a lot of people fell victim to supporting and praising something that they couldn’t identify with, and people started giving drug dealers props,” he says.

Individualiseringen og besyngelsen af den har ramt hiphop, ligesom den har præget så meget andet i vore dage.