Det globale og det lokale

Jeg kan læse, at Venstre er modstandere af forslaget om en klimalov, som regeringen har fremlagt. Information skriver:

Venstres klimaordfører, Lars Christian Lilleholt, frygter, at sådanne reduktioner vil svække Danmarks konkurrenceevne.

»Det er tiden ikke inde til. Så jeg vil opfordre regeringen til at revurdere sit mål i lyset af den svære økonomiske situation, Danmark befinder sig i. Regeringen skulle nøjes med at lægge sig på det, vi får ud af energiaftalen. Og der ligger vi allerede over det niveau, vi har forpligtet os til i EU-sammenhæng,« siger Lars Christian Lilleholt.

Her er det tydeligt, at Lars Christian Lilleholt er mest interesseret i at sikre konkurrenceevnen; hensynet til det globale klima kommer i anden række – ja, det bliver endda slet ikke nævnt. Jeg er helt uenig her, og det er jeg ud fra en forsigtighedsbetragtning. Hvis de efterhånden mange data om menneskeskabte klimaforandringer, som vi har nu, er pålidelige, risikerer vi med en ikke lille sandsynlighed at ende med at skulle spekulere på langt mere presserende spørgsmål end det enkelte lands konkurrenceevne.

Vi har her at gøre med en typisk problemstilling ikke kun i politik, men i mange af livets forhold: Forskellen mellem global og lokal optimering. Det, der virker som en god beslutning på kort sigt er ikke altid den beslutning, der er bedst på langt sigt. De store olieselskabers støtte til benægtere af den globale opvarmning er også en lokal optimeringsstrategi, der skal sikre olieselskabernes fortsatte profit inden for de kommende år.

Den kapitalistiske markedsøkonomi er i sit udgangspunkt altid styret af grådighed – og det kan man derfor ikke fremføre som anklage. I sin tekst fra i år, Krisen og den udeblevne systemkritik, skriver Preben Wilhjelm da også:

Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin.

I teorien om algoritmer findes der optimeringsproblemer, hvor en grådig algoritme, der optimerer lokalt, samtidig også optimerer lokalt. Problemet er, at sådan er det ikke med markedsøkonomien. Kriserne vender tilbage efter perioder med lokalt maksimum, og produktionen påvirker i vore dage også miljøet på langt sigt.

Hertil vil liberalister indvende, at alle de store økonomiske kriser er blevet overvundet til sidst og at markedet, hvis det bliver ladt i fred, vil stabilisere sig igen. Selv hvis man antager, at markederne er selvstabiliserende på længere sigt, skal samfundet typisk igennem lange perioder med store sociale spændinger, der i nogle tilfælde kan få hele samfundsstrukturen til at bryde sammen. 2. verdenskrig og dens baggrund i 1930’ernes krise er et skræmmende eksempel på det.

Og her taler vi så også om miljøet; det er ikke klart for mig, hvorfor det er en god idé for noget land at prioritere konkurrenceevne som en lokal optimeringsstrategi i en situation, hvor vi er nødt til at optimere globalt (i mere end én betydning af dette ord). Den grådige algoritme er ikke optimal.

Venstre er Danmarks suverænt mest populære parti for tiden, men det skyldes forhåbentlig ikke en miljøpolitisk profilering. Deres nedprioritering af klimaproblemerne og manglende bud på en langsigtet løsningsmodel bør give anledning til alvorlig eftertanke.

(Visited 31 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Det globale og det lokale”

  1. Der er to separate ting der er blandet sammen her, som bør behandles hver for sig. Kapitalisme, og miljøet. Jeg vil prøve at holde det kort.

    Kapitalisme er på ingen måde perfekt. Det har du ret i. Problemet er, at det stadig er det bedste system vi har til at generere vækst og give højere livskvalitet, ikke mindst via teknologisk vækst, men også igennem et system som fx den danske/europæiske velfærdsmodel (Okay, langt fra hele Europa kører efter den). Kapitalisme fungerer bare godt til at få individder til at præstere, fordi det spiller sammen med den måde evolutionen har skabt os – Individuel kamp for at være nummer et.

    Når det er sagt, så handler verden og det samfund vi gerne vil skabe ikke om at få nogen til at være nummer et. Dette individualistiske “kapløb” har dog nogle gode konsekvenser for økonomi og samfund som gør, at det er værd at opretholde. I hvert fald så længe der ikke kan præsenteres et bedre alternativ, hvilket jeg ikke tror der kan.

    Når vi har koncepter som skat, sygesikring, veje osv, alle ting som staten står for, er det et resultat af, at kapitalismen ikke er nok alene. Der skal kontrol og støtte til, og ikke mindst en afbalancering. Hvis nogen stiger til toppen, har de pligt til at hjælpe andre. Deraf skatten, og den progressive effekt den har så de rige yder mere til samfundet.

    Når det så er sagt, så mener jeg ikke at samfundet i Danmark gør nok for at regulere kapitalismen – Se bankerne for eksempel. Og i mange tilfælde gør den det ikke på den bedste måde – Se NOx-afgifter sidste år ift Aalborg Portland.

    Så: Kapitalismen har problemer, ja. Den har brug for regulering og kontrol for ikke at ende i en ny version af slaveri og diktatur, som på sin vis er det USA går imod lige nu (Det er måske lidt ekstremt, men hvis man følger med i udviklingen derovre lige nu, er det ikke helt ved siden af). Jeg tror dog at det største problem lige nu i Danmark er, at vores politikere ikke agerer i landets eller folkets bedste interesse, men i deres egen. De er for kortsigtede, og uvillige til at diskutere, samarbejde, og blive enige om reelle løsninger i stedet for kun at snakke om skattelettelser, dagpenge og efterløn.

    I sidste ende er der intet gjort for at forhindre en ny krise i fremtiden, og det er netop nu der skal handles for at gøre dette. Det er selvfølgelig en lokal optimering, men det er nu engang den optimering vi kan lave i det henseende, da vi jo ikke styrer verdensøkonomien. Og det er krisen der gør, at miljøet er kommet i anden række for mange politikere.

    En helt anden tankegang kunne være – Hvordan kan vi arbejde på en løsning som driver os i den rigtige retning på begge akser – For eksempel ved tilskud til forskning og udvikling af teknologi som kan forbedre miljøet. Obama har selv haft et stort projekt i den retning, og det giver da også masser af mening. To fluer med et smæk, tre hvis man tæller politikerne der samarbejder om en fornuftig løsning med.

    Okay, helt kort blev det ikke, og måske blev det også lidt rodet, men alle de ting hænger bare sammen i et stort spind. Jeg er imponeret hvis mere end en person læser det hele igennem…

  2. Problemet med at lade miljøet komme i anden række er, at det i høj grad er dét, der får indflydelse på økonomien gennem en påvirkning af markedet. Og miljøpåvirkningen rammer det, der hedder de primære erhverv – landbrug, fiskeri og udvinding af resurser. Og fordi de primære erhverv netop er primære i “markedskæden”, ender det med at påvirke resten. Et klart eksempel på det er krisen i 1930’erne, der faktisk blev udløst af kornhøsten i Nordamerika og Europa (herunder Sovjetunionen). Der var nemlig nogle år, hvor udbyttet var rigtig højt – og så faldt kornpriserne voldsomt. Det gik ud over landmændene, der ikke kunne tjene nok. Og så kunne de ikke betale deres afdrag på lejemål – og så ramte det boligmarkedet. Resten kender vi lidt for godt.

Skriv et svar