Where I’m From

Forleden nævnte jeg hiphop; det gør jeg ikke så tit, men nu gør jeg det igen. Jeg hører ikke ret meget af den nye hiphop. På én måde er det vel nostalgikerens kombination af en påstand om at musikken var bedre i gamle dage og en mangel på lyst til at følge med, men der er også lidt mere i det: Jeg savner den varme og mere tænksomme/kritiske tone, der var i hiphop for et par årtier siden. Her er et gammelt nummer med Digable Planets, der ikke var bange for at blande jazz ind i lydbilledet og være en gruppe med både mænd og kvinder (der ikke var reduceret til pynt). Inden for de sidste få dage har jeg genopdaget dette old school-udtryk, som Digable Planets. De La Soul, A Tribe Called Quest og andre skabte. Også Public Enemy dukker op igen i mine højttalere i disse dage.

Jamen – Jay-Z og Kanye West er da meget større stjerner end nogen af navnene fra omkring 1990, vil nogle indvende. Det er rigtigt, men er stjernestatus et mål for hvordan state of the art har det? Og er den et mål i sig selv? I et interview fra 2008 siger Chuck D. fra Public Enemy:

“Because you see a few people make financial gains, achieve status, and become accepted doesn’t mean that the entire movement and people were catapulting forward.” He believes that rappers began to do anything for money, such as glorifying the drug culture.

“There’s a saying that goes, ‘Why do people love the devil? Because he offers you nothing.’ I think a lot of people fell victim to supporting and praising something that they couldn’t identify with, and people started giving drug dealers props,” he says.

Individualiseringen og besyngelsen af den har ramt hiphop, ligesom den har præget så meget andet i vore dage.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar