Den sidste due i verden

Den amerikanske vandredue var engang den mest almindelige fugl i Nordamerika. Der var kæmpemæssige flokke af den overalt i det østlige Nordamerika. Men den blev jaget og spist i helt enormt omfang. Til sidst var der ikke flere tilbage. Den sidste vildtlevende vandredue blev set i år 1900, og den absolut sidste vandredue døde i fangenskab i 1914. Det er denne sidste vandredue, der er vist på billedet ovenfor.

En tilsvarende trist historie kan fortælles om floddelfinen, pungulven, moafuglen, dronten og Stellers søko. Faktisk er det også historien om mammutten og sabeltigeren. Alle er de dyrearter, som mennesket har udryddet. Og så er der jo også neanderthal-mennesket, som homo sapiens udkonkurrerede.

Jeg har lige læst et interessant interview med den amerikanske forsker Ryan Phelan. Hun fortæller om sit projekt, Revive and Restore, der har planer om at bringe uddøde arter til live igen ved brug af moderne genteknologi. Hendes fokus er nu på at genskabe vandreduen:

The species of choice right now that we’re looking at helping, aiding, and abetting, is the passenger pigeon, and the passenger pigeon, as you may know, is an iconic bird that had flocks in the billions just over a hundred years ago. A hundred and fifty years ago the passenger pigeon darkened the sky when it would pass. They say that these flocks were so thick in the sky that when they passed it could take a mile for a flock of birds to go by. They would darken the sky. It’s an amazing concept. We don’t have anything like that today. When that happened, it went from being the most prolific bird, and in just 30 years to being extinct. Why does that matter? Well, it matters for a lot of reasons. What was going on ecologically there? What did that bird bring to that whole eastern deciduous forest? God knows, it had a tremendous impact. I think we’re just now trying to figure out what would that impact might be like today if you were to reintroduce it.

The idea with the passenger pigeon is to take a closely related relative, which is the and-tailed pigeon, and sequence that genome. We’re sequencing that right now at Harvard, with an intern that we’re helping to fund, named Ben Novak. Right now we’re in the process of doing that work, and then they will basically edit the band-tail genome until the band-tail walks, and talks, and flies like a passenger pigeon. That’s how resurgence will occur.

Der er flere spørgsmål, der trænger sig på her.

Det første er måske mest af filosofisk art. Vil en sådan ny fugl overhovedet kunne siges at være en vandredue? Det er muligt, at fuglen vil ligne en vandredue af udseende men ikke opføre sig som én.

Det andet spørgsmål er af økologisk art, og det er da også ét som Ryan Phelan vier megen opmærksomhed. Hvad vil der ske, hvis en hidtil uddød art bliver genintroduceret i et økosystem? Ingen bryder sig om de tilfælde, hvor en invasiv art truer et eksisterende økosystem. Et hjemligt eksempel er den kinesiske harlekinmariehøne, der er blevet slæbt ind (måske via fødevareimport fra Asien) og nu truer den danske mariehøne. Hvis en ny vandredue truer overlevelsen af andre duearter i Nordamerika, vil det være en ny menneskeskabt miljøtragedie.

Og det tredje spørgsmål, som Ryan Phelan berører kort, er: Hvilke arter vil vi genskabe? Vil vi genskabe neanderthal-mennesket? Hun siger:

Everyone wants to bring up the Neanderthals, and interestingly enough, anyone who’s working around the Neanderthal genome is reluctant to participate in our fall workshop, because they last thing they want is to be criticized or implicated in bringing back a Neanderthal. It’s just verboten.