Offer for en samler

I går brugte jeg tre timer på at bringe orden i min cd-samling. Dvs. dette gjaldt kun den del af min samling, der befinder sig i et klædeskab på 1. etage. Der er ikke sket noget med den samling af bokssæt og diverse andre skiver, der befinder sig i umiddelbar nærhed af det officielle musikanlæg (der er en god, men lidt aldersstegen Denon-diskafspiller, en Denon-receiver og nogle gode og særdeles aldersstegne højttalere af et lille britisk mærke ved navn Ruark – og nej, jeg har ikke fået surround-anlæg, men receivere i vore dage er født med surround-lyd).

Paradokset er at jeg på én og samme tid holder uendeligt meget af mine cd’er og er rigtig træt af dem. Jeg holder af dem, fordi de er fysiske minder om min musikinteresse og fordi mange af dem lyder godt. Og jeg er træt af dem, fordi de som alle andre fysiske medier fylder og er svære at holde styr på.

I den faktisk eksisterende virkelighed hører jeg kun mine cd’er få gange på diskafspilleren. Resten af tiden lytter jeg til musikken enten på min telefon eller via min computer. Ingen af delene yder lyden ordentlig retfærdighed overhovedet. Men det er kun, når jeg er for mig selv, at jeg for alvor kan lytte til musik. Jeg er begyndt at købe musik pr. download, især fra Emusic, men også af og til fra Itunes.

Dette er dilemmaet, når man som jeg er vokset om med lp-pladen. Også dén var (og er, for nogle holder stædigt fast i pladespilleren) et paradoks. På den ene side er der den varme analoge lyd og de store omslag, og alt dette kan aldrig erstattes. På den anden side er der ridserne, støvet og skrøbeligheden – og de dårlige muligheder for at tage lyden med sig. Alt dette savner jeg ikke.

Men gensynet med hele min samling bragte minder frem – tænk, havde jeg virkelig det album? og dét her hørte jeg tit engang osv. – og der kan selv ikke et godt stykke software rigtig være med.