Hjerner på flugt

Her er en oversigt, offentliggjort af IEEE Spectrum, over de 10 lande i verden, der ifølge en rapport fra USAs National Bureau of Economic Research har størst indvandring/udvandring af forskere. Dvs. et land af en ikke ubetydelig størrelse, nemlig Kina, er dog ikke med.

Det interessante er de tilfælde, hvor der er stor forskel mellem de to strømninger. Bemærk især hvordan Indien sender masser af forskere til USA, der så til gengæld ikke eksporterer ret mange af sine forskere. De, der forlader USA, havner i lande som Canada, Storbritannien og Australien, hvor man ikke behøver at lære et nyt sprog. Også Italien har en skævhed, omend ikke helt så udtalt.

Selvfølgelig ender man som dansker med at se om Danmark er med, og det er vi. Men også her viser billedet, at de største enkelte bidragydere til indvandring af forskere er nabolande (i Danmarks tilfælde er det Tyskland) eller lande med samme sprog. At der ikke er stor vandring mellem f.eks. Brasilien og Japan er mao. ikke så underligt.

Det, vi bør spørge os selv om, er hvad der tiltrækker forskere andre steder fra og hvad der får danske forskere til at rejse. I alle akademiske miljøer er der brug for en grundstamme af mennesker, der kan føre forsknings- og undervisningskulturen videre og sikre et nødvendigt niveau af kontinuitet. Af diagrammet kan man ikke se, hvor meget af strømningerne der er udtryk for en permanent udvandring, og hvor meget der er del af det omrejsende post-doc-ensemble, der i disse år er i stadig vækst. Men dette kan man se af rapporten fra NBER – over 60 procent af post-docs ansat i USA har en midlertidig opholdstilladelse.

Hvis vi skal tiltrække flere, der har lyst til at føre forsknings- og undervisningskulturen videre, eller få flere til at blive her, skal vi kende motiverne til at migrere. Rapporten har undersøgt disse motiver:

The “opportunity to improve my future career prospects” and the presence of “outstanding faculty, colleagues or research team” trump all other reasons. (See Figure 1). “Excellence/prestige of the foreign institution in my area of research” and the “opportunity to extend my network of international relationships” tie for third place. Regardless of country, respondents list family reasons or fringe benefits last among reasons for coming to work in a foreign country.

Så noget så kedeligt som gode forskningsmiljøer og gode kollegaer betyder en masse. Men her er der så et problem, for de fleste danskere, der rejser ud, har ikke planer om at vende hjem igen.

Migrants from Sweden and Canada are the most likely to report that they will return home at some time in the future, with more than one in three answering affirmatively (Figure 2) that they will, while less than one in five of the migrant scientists from the UK, Italy, Denmark and Belgium state that they plan to return at some time in the future.

Hvad er det, svenskerne gør anderledes end os? Også grunde til at vende hjem undersøger rapporten, men svaret er ikke klart. For alle statsborgeres vedkommende er det personlige årsager og familiehensyn, der vejer tungest. Men måske er det bedre jobmuligheder. Her scorer Sverige i al fald klart bedre end Danmark.

I øvrigt bemærker jeg at to af de tre forfattere af NBER-rapporten, hvori diagrammet findes, har italienske navne!

 

(Visited 98 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Hjerner på flugt”

  1. Jeg tænker da at det også skyldes personlige holdninger til Danmark som land. Umiddelbart vil Danmark eks. være et land der vil have svært ved at konkurrere nogle steder på arbejdsmarked grundet vores skattemodel. Det er jo startet en tildens med at folk tager en Ph.d, ikke for at forske, men for at komme forst i køen på arbejdsmarked.

    Enkelte industrier i Danmark (eks. spil industrien) er for lille til at kunne konkurrere med lønningerne i andre lande (for ikke at diskutere visionerne) og ønsker man at arbejde med store projekter eller har store visioner, er det relativt få industrier der kan opfylde dette krav.
    Dertil kommer vores “arrogante” og elendige politik i Danmark til at være et billede der skræmmer folk. For vi vil gerne udadtil være “gode og fair”, samtidig med at vi indadtil er meget splittet og vil spare så meget som muligt. Derfor er integration af udlændinge eks. noget af det som man lige lavet et projekt for her og der, mens der stadig er mange områder hvor udlændinge er klumpet sammen og bliver isoleret , fordi der ikke er balance i vores miljøer.

    Til sidst kan man jo også se på at selv de større firmaer nu er begyndt at hyre billigere firmaer fra udlandet til at lave arbejdet. Jeg tænker, at selv en forsker må have nok respekt for sig selv, til at overveje om der er bedre alternativer.

    Men måske er det helt anderledes for den næste generation.

  2. Det er min egen fornemmelse, at de fleste (forhåbentlig alle), der går i gang med en forskeruddannelse, rent faktisk holder af at forske og gerne vil beskæftige sig med det.

    Jeg har svært ved at finde empirisk belæg for at der er et skift i motiverne hen mod at vælge en forskeruddannelse for at blive bedre kvalificeret til en karriere som andet end forsker. Men samtidig sniger der sig en pragmatisk holdning ind hos PhD-studerende. Mulighederne for en akademisk karriere er trods alt meget usikre i vore dage.

    Der er desuden stadig en uklar forståelse hos private firmaer i Danmark mht. hvad der “følger ekstra med” hos en person med en PhD-grad. De fleste universitetsuddannede i Danmark har stadig en kandidatgrad med hvad det indebærer af specialisering på højt niveau.

    Men bortset fra det: Motiverne til at flytte til et andet land (herunder til at flytte hjem igen) er formodentlig anderledes inden for den akademiske biks end inden for den private biks, netop fordi det er så forbandet svært at gøre akademisk karriere og fordi der er så mange, der gerne vil.

    Dette sidste kan man se af det store omrejsende postdoc-cirkus. Det handler mao. ikke så meget om løn, hvilket NBER-undersøgelsen jo faktisk også dokumenterer (se diagrammet side 10). Der er ikke nogen lande, hvor det er en guldgrube at gøre akademisk karriere.

    Derimod er der noget andet, der gør sig gældende: I mange lande er udviklingen af videnskabelige miljøer i stadigt stigende omfang styret af mulighederne for eksterne bevillinger, og de er af natur flygtige sammenlignet med de skrumpende basismidler (som dermed også kan siges at være flygtige). Det skaber en usikkerhed hos den enkelte forsker, og derfor tænker de fleste på et tidligt tidspunkt i karrieren meget strategisk. Man rejser hen, hvor mulighederne er.

Skriv et svar