Spejlbilledernes kamp

20120915-190147.jpg

De uroligheder, der nu er brudt ud i Nordafrika og Mellemøsten afslører nogle trofaste opponenter. I det ene hjørne har vi “islamkritikere”, der er eksponenter for en højrenationalisme, der har en del tilhængere i Europa og Nordamerika. “Islamkritikerne”, der har en fod indenfor i magtstrukturerne i en del af disse lande, hævder at fremstå som eksponenter for “vestlige værdier” og hævder først og fremmest at være interesseret i ytringsfrihed og kvinders rettigheder. I det andet hjørne har vi “islamister”, der først og fremmest er eksponenter for en anden slags højrenationalisme, der især har tilhængere i lande, hvor islam er udbredt. “Islamisterne”, der også har en fod indenfor i magtstrukturerne i en del lande, hævder at fremstå som en modsætning til “Vestens herredømme” og hævder at repræsentere selvbestemmelse og social retfærdighed.

Begge parter forsøger altså at kapre bestemte menneskerettigheder (men ikke andre) og bruger en masse tid på at tirre hinanden. Nogle gange flyder der blod, som det har gjort i den tragiske udvikling med drabet på USAs ambassadør i Libyen. Det er ikke noget tilfælde, at hele denne eksplosion af gensidigt had dukker op op til 11. september, som parterne i de to hjørner har fælles som en slags kampdag. Der kan ikke være noget som helst pænt at sige om hverken den tumpede og bevidst provokerende film af “Sam Bacile” (reelt den egyptiskfødte Nasseley Bakoula Nasseley) eller om angrebene på diplomatiske repræsentationer i Libyen og Egypten.

Uden for bokseringen, hvor de to spejlbilleder færdes, sidder alle vi andre, der måske ikke tror på en gud eller måske bare er lidt stærkere i tvivlen på egen overlegenhed eller tror på en gud men bare ikke synes man skal slås med ikke-troende eller måske bare helst vil have en rolig hverdag med uddannelse, arbejde eller familieliv. Konflikten fremstår som et dysfunktionelt forhold, hvor de to parter er ko-dependente og har en fælles interesse i at glemme de egentlige interesser, der ligger bag. Det, vi ser lige nu, er nemlig reelt et forsøg på at positionere sig efter omvæltningerne i Mellemøsten og Nordafrika. Det gælder ikke kun de lokale “islamister”, men også så forskellige lande som Saudiarabien, Iran, Rusland og USA. De økonomiske og strategiske interesser, der ligger bag, bliver kun sjældent nævnt (f.eks. olierettigheder og adgang til Middelhavet?) — også mainstream-medierne får dette til at se ud som om det handler om religion, og på denne måde går medierne de to nationalistiske parters ærinde.

Og ligesom i en dysfunktionel familie kan ingen, selv ikke de “normalt fungerende” i familien, undgå at blive del af dysfunktionen. Kun ved at forlade den dysfunktionelle sammenhæng og forsøge at se den udefra, kan man komme videre.