Hjernens ensomhed

Gabriel García Márquez

En af de bedste romaner, jeg har læst, er den colombianske forfatter Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed. Et sted i bogen bliver indbyggerne i en by ramt af en glemsomhedsepidemi; de glemmer selv de simpleste ting og må sætte sedler på alt for at kunne finde ud af at leve.

På en måde er denne del af fortællingen en beskrivelse af hvad der sker for en dement. Ved skæbnens frygtelige ironi er Gabriel García Márquez nu selv blevet offer for Alzheimers sygdom. Og der findes faktisk en klan i Antioquia-provinsen i Colombia, der er genetisk betinget for at udvikle denne form for demens særligt tidligt (dette er ikke tilfældet for García Márquez – han er 85 år gammel). I gennemsnit er man i Paisas-klanen ramt af Alzheimers sygdom allerede som 47-årig. Om denne klan inspirerede García Márquez, da han skrev 100 års ensomhed, ved jeg ikke. Det hele er blevet værre af at Paisas-klanen lever temmelig isoleret og har været præget af indgifte gennem generationer.

En artikel i New York Times beskriver hvordan Alzheimers sygdom rammer på det frygteligste i Paisas-klanen. En gammel dame på 82 tager sig af to sønner og en datter, der alle har fremskreden demens. Det er skræmmende at skulle made og skifte ble på sine voksne børn – og lige så hårdt er det pludselig at være en slags forælder for sin demente far eller mor. Der er en masse sorg i det, og den kommer desværre ofte ud i form af vrede. Demens er en sygdom, der ender med at skabe mest sjælelig smerte hos de pårørende til den syge,

Min mor fik konstateret demens for 12 år siden i en alder af 62 og har siden marts 2001 boet på plejehjem. Hun har i de sidste mange år ikke haft nogen fornemmelse for tid eller sted; hun kan endnu kende mig, men hendes korttidshukommelse er for længst væk. Min mors demenssygdom har gjort mig ked af det og vred (vred på skæbnen) oftere end jeg har lyst til at tænke på. Selv håber jeg selvfølgelig at kunne undslippe, at jeg ikke er offer for noget genetisk. I Paisas-klanen tænker man selvfølgelig det samme: Tænk hvis det rammer mig også.

“I’d kill myself,” said Mr. Villegas’s brother-in-law, Albeiro Betancur, 40, a bus driver with four children. “I’d throw myself under a train.”

Det er en forfærdelig tanke. Også jeg har haft den.

Det ser heldigvis ud til at den medicinske forskning kan lære noget af Paisas-klanens forbandelse. Man ved nu, at et protein ved navn betaamyloid begynder at ophobe sig i hjernen længe inden symptomerne på Alzheimers sygdom viser sig. Mon man kan forhindre sygdommen i at udvikle sig ved at nedbryde dette protein? Dette vil man nu undersøge for de colombianere i Paisas-klanen, der endnu ikke er blevet berørt af demens.

(Visited 49 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Hjernens ensomhed”

  1. Kære Hans,

    Jeg læste dit blogindlæg om hjernens ensomhed og din mors demenssygdom. Vi kender i Alzheimerforeningen alt for godt til den vrede og sorg, der rammer pårørende, som dag for dag langsomt mister én de holder af.

    Vi ved fra vores samtaler med både demente og pårørende, at det at dele sorgen, vreden, frygten og også glæden med andre, der er i samme situation, er en hjælp, når de svære følelser skal rummes.

    Litteratur kan være en anden måde. Der er i dag flere forfattere, der har beskrevet demenssygdomme og hvad det betyder for mennesker, i deres romaner. Du nævner selv García Márquez, som måske ubevidst skriver om demens i 100 års ensomhed. Jeg har selv haft en meget stor læseoplevelse – både litterært og som professionel – ved at læse Sefan Merrild Blocks fantastiske roman – Story of forgetting (En fortælling om at glemme). Den er for det første en fantastisk godt skrevet roman og for det andet har den nogle eminente beskrivelser af hvordan livet med demens former sig.

    Du kan købe den i de fleste store boghandlere/netboghandlere, men du kan også bestille den i Alzhemerforeningens netbutik. Så tjener vi en lille smule, vi kan bruge til at kæmpe for bedre vilkår for demente – http://alzheimershop.dk/group.asp?group=4

    Med venlig hilsen
    Nis Peter Nissen
    Direktør i Alzheimerforeningen

Skriv et svar