Da stikket blev hevet ud

Overvejelserne om det enkle liv kommer nogle ganske fra de mest uventede personer. En af de mest omtalte sager om angreb fra hackere er sagen om angrebene på en lang række offentlige institutioner og private firmaer i Storbritannien og USA. Det drejede sig om bl.a. National Health Service, News International, Sony, Nintendo, politiet i Arizona, 20th Century Fox. Angrebene skyldtes medlemmer af hackergrupper med de ikke helt ukendte navne Anonymous, Internet Feds og LulzSec.To af dem, der stod bag, var nogle helt unge fyre fra Storbritannien – Ryan Cleary på 20 år og Jake Davis på 19. Tidligere i år tilstod de at have stået bag angrebene.

Lige nu venter de sammen med to andre unge mistænkte (på henholdsvis 25 og 17 år) på en retssag, og de kan risikere at blive udleveret til USA, hvor de kan ende med at skulle tilbringe det meste af resten af deres liv i fængsel.

I The Guardian kan man læse om hvad der er sket med Jake Davis, mens han venter. Han skal bære en elektronisk fodlænke og må slet ikke have adgang til Internet. Det sidste har været en øjenåbner for ham.

It is not so much the sudden simplicity of daily life – as you can imagine, trivial tasks have been made much more difficult – but the feeling of being able to close my eyes without being bombarded with flashing shapes or constant buzzing sounds, which had occurred frequently since my early teens and could only be attributed to perpetual computer marathons. Sleep is now tranquil and uninterrupted and books seem far more interesting. The paranoia has certainly vanished. I can only describe this sensation as the long-awaited renewal of a previously diminished attention span.

Jake Davis har nu oplevet det, jeg levede med indtil for 25 år siden. Engang i efteråret 1987 sendte jeg min første e-mail, og 7 år senere startede jeg en webbrowser for første gang. I dag er jeg selv del af dette teknologiske fix, og jeg er det vel endda mere end så mange andre. Forskellen er, at min generation i den industrialiserede verden har været med til at skabe informationsteknologien i billedet af alt det, vi savnede og drømte om. Vi drømte om at kunne høre musik på kedelige togture og ringe til hinanden, hvor end vi var. Vi drømte om at brevene kom frem til modtageren med det samme. Vi drømte om at kunne se vores yndlingsprogram i fjernsynet når vi ville. Vi drømte om at kunne mødes på tværs af landegrænser uden at skulle rejse. Vi drømte om at kunne slippe for at liste sig ned for at købe et pornoblad i kiosken. Vi drømte om at kunne løse besværlige administrative problemer på ingen verdens tid. Vi drømte om at slippe for alt det kedelige. Vi drømte om at have et altomfattende opdateret leksikon til vores rådighed hele tiden – om at have en grønspættebog.

Alt dette fik vi efterhånden mulighed for, i hvert fald i den industrialiserede verden. Andre generationer i min del af verden er vokset op med alle løsningerne uden at have kendt de problemer, der motiverede dem. De nye generationer ved ikke om løsningerne rent faktisk er de bedste løsninger. Jeg ved det såmænd heller ikke selv længere. Vi har ikke lært, hvordan vi bruger de mange løsninger til at løse vores problemer. På den gode side har vi opdaget en masse, vi ikke troede vi kunne. På den dårlige side er der dukket nye og skræmmende redskaber op til at handle ondt med – svindel, seksuelt misbrug af børn (og voksne), terrorisme, organiseret had.

Hvordan lærer vi hvornår og hvordan vi skal slukke? Jeg kender ikke svaret, men vi må lede efter det. Det ironiske er selvfølgelig, hvor alle disse overvejelser fra mig nu kan læses.

Jeg lader Jake Davis på 19 år få det sidste ord.

I’m often asked: what is life like without the net? It seems strange that humans have evolved and adapted for thousands of years without this simple connectivity, and now we in modern society struggle to comprehend existence without it. In a word, life is serene.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar