Uddannelse og visioner

Forleden stod jeg sammen med nogle kolleger og halvvejs muntrede os over, halvvejs græmmedes over det faktum, at Helge Sander gennem alt for mange år var videnskabsminister. En gennemgående bemærkning hos os var, at manden ikke havde nogen særlig uddannelsesbaggrund.

Forsiden på B.T. i dag nævner en række fremtrædende politikere, der ikke har nogen synderlig uddannelses- eller erhvervserfaring. Anledningen er formodentlig formandsvalget i SF; Astrid Krag er statskundskabsstuderende på bachelorniveau, men har næppe studeret meget i de seneste år. Det samme gælder Thor Möger Pedersen. (Forsiden er dog faktuelt ukorrekt – Johanne Schmidt-Nielsen har faktisk en bachelorgrad.)

Men er det egentlig vigtigt i sig selv, at politikere har uddannelses- og erhvervserfaring? Jeg ved det faktisk ikke. I tilfældet Helge Sander var det, der hidsede mig og så mange andre universitetsansatte op, vel i virkeligheden mandens bedrevidende stil – han kritiserede vores eksamensformer, undervisningsformer og tilgang til forskning uden at have nogen indsigt i nogen af delene og kombinerede dette med en manglende vilje til lydhørhed. Det var meget svært for mig og andre akademikere at kapere denne bedrevidende stil hos en mand, der intet havde at have den i. Med andre ord var det lige så meget ledelsesstilen som uddannelsen (eller mangel på samme), der var problemet. Jeg husker at Svend Bergstein, der oprindelig var officér i Flyvevåbnet og ikke havde en videregående uddannelse, faktisk var videnskabsminister i 1990’erne, og selv om manges begejstring for ham var beskeden, blev han aldrig bare tilnærmelsesvis så upopulær som Helge Sander.

Det er i dog virkeligheden noget andet, der bekymrer mig mere end politikernes uddannelsesniveau i dansk politik – manglen på visioner. I vores dages danske politiske landskab er det som om diskussionerne udelukkende ender med at handle om nedskæringer/ikke nedskæringer og skatter/ikke skatter. Det ligner mest af alt resignation. Dét kan en fuldført uddannelse ikke gøre meget ved.

For hvad er det vi vil med vores fremtid? Kriserne kommer igen og igen, og vi ved egentlig godt, at klodens resurser er knappe og endelige. Forestillingen om gyldigheden af fortyndingsaksiomet, dvs. at menneskets påvirkning af miljøet er en “dråbe i havet” har vist sig at være falsk. Hvor meget kan miljøet holde til? Og de økonomiske kriser kommer igen og igen. Kan vi virkelig ikke organisere vores produktion og fordeling af goder på en bedre måde? Hvordan kan vi sikre alle et ordentligt og værdigt liv?

Ofte er det kun de politikere, der har forladt det realpolitiske ræs for stedse, der tør tage prøve at svare på disse spørgsmål og sætte den visionære kikkert for øjet. Tænk hvis de politikere, vi har nu, også turde prøve.

I Information siger Karen Syberg dette:

Hvis man bare i et eller andet omfang forbinder idealisme, visioner og vovemod med ungdom, så er de ’blå’ SF’ere, ’Børnebanden’, snarere oldinge, der for længst har opgivet at tænke på andre præmisser end de bestående. Søger man efter ’unge’ alternativer i dag, så er det snarere en gammel mand som Preben Wilhjelm, man skal lægge øre til. I sin nye pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik anviser han en lang række alternativer, som unge SF’ere oplagt kunne kæmpe for: statslige finansieringsinstitutter, der ikke overlod de sunde dele af krakkede banker til andre private banker og lod skatteyderne betale for den usunde afdeling. En mikroskat på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobin-skat, som ville bremse selvkørende computere, der uden menneskelig indblanding gennemfører mange handler i minuttet. Rationering af fossile brændstoffer, hvor hver husstand fik tildelt en kvote, for blot at nævne nogle få.