Smarte genveje ?

Forleden skrev jeg om snyd, og nu gør jeg det igen. Der er som bekendt studerende, der plagierer eller snyder under eksamen eller forfalsker deres eksamensbeviser. Men dem, der underviser dem, er ikke altid bedre selv. Der er forskere, der plagierer eller forfalsker data, nogle gange i stor stil. Alok Jha har en lang artikel om snyd blandt forskere i The Guardian, og det er ikke småting, der sker rundt omkring.

En studerende får papir på kvalifikationer, han/hun reelt ikke har. Tænk, hvis en person, der snød sig til at bestå et kursus i skatteret på jurastudiet, som advokat bliver sat til at vurdere skattesager. Og forskere bygger videre på resultater, der er falske. Tænk, hvis der bruges store resurser på at udvikle en medicin mod en farlig sygdom, hvor medicinen er baseret på falske resultater. Ingen bryder sig om de konsekvenser, som snyd får, hvis den ikke bliver opdaget.

Vi ved samtidig godt at de, der snyder, godt ved, at det de gør er forkert, men de vil først og fremmest opnå status. Hvis man opfatter det fag, man beskæftiger sig med, som først og fremmest et instrument i sig selv til at opnå en status, der ligger uden for faget selv (og det kan være et eksamensbevis, et job, en forskningsbevilling, hædrende omtale…) bliver det fristende at lede efter en genvej i anvendelsen af dette instrument.

Gitte Meyer, der er lektor på Aalborg Universitet (i København), har en interessant klumme i Information i dag om netop dette. Hun skriver:

Når tendensen er, at uddannelsessystemet anskues og drøftes som et ganske renlivet statusmaskineri, som personer, institutioner og nationer kan bruge til at stige i graderne, så er det ikke mærkeligt, hvis studerende faktisk opfatter systemet netop sådan. Men i sådan et system gælder det – også når det kaldes et omfordelingsinstrument – bare om at komme igennem, mens man tænker på noget andet for at opnå noget tredje. Tømt for egentlig, selvstændig mening er studier noget, man er nødt til – en art pligt på linje med, hvad værnepligten kom til at stå for, efterhånden som den blev tømt for indhold.

Der er en stadigt hyppigere tendens til at tale om uddannelserne som instrumenter for det, der ligger uden for faget. Dette kan man se af den måde, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner reklamerer på. Det er hårdt at være studerende, men bagefter er der karrieren og den status, karrieren giver. Og imens studierne står på, kan man alligevel have det sjovt, for man møder interessante mennesker og har socialt samvær med dem.

Se bare nedenstående citater fra Aalborg Universitets beskrivelse af datalogiuddannelsen.

Det er livet at være studerende. Studielivet er nemlig meget mere end bøger og projektskrivning. Det er spændende forelæsninger, glade caféaftener med studiekammeraterne men selvfølgelig også dødssyge novembermorgener, hvor du har mest lyst til at blive i sengen. Kort og godt; studielivet er livet og omvendt.

Med en uddannelse inden for datalogi, er du sikret adgang til drømmejobbet. Vores dataloger er en eftertragtet vare og rigtig mange bliver håndplukket direkte efter uddannelsen. Dataloger fra AAU arbejder i en bred vifte af sektorer som fx mobilkommunikation, rumfart, sundhedsteknologi, medieindustrien, bankverdenen, og spilindustrien.

I disse år er der overvejelser fremme om at afskaffe værnepligten. Læg mærke til, at der nu tales om en karriere i militæret på samme måde som der tales om en uddannelse. Det er hårdt, men det er også sjovt, og der er så mange muligheder – måske får man status i form af kors og bånd og stjerner.

Bagsiden ved dette fokus på det, der ligger efter uddannelsen som det primære, er at det fremmer en instrumentel holdning til faget. Det samme gælder det fokus, der er på forskningsmidler – først når du har opnået de gode forskningsresultater, kan du gøre dig håb om at få del i midlerne. Forskningsmidlerne kommer efter forskningen.

De af os, der underviser på universitetet, er mennesker der synes, at fagene sjove “i sig selv”. Jeg er ikke universitetslærer, fordi jeg vil frelse it-branchen eller have en høj løn. Jeg beskæftiger mig med faget datalogi, fordi jeg synes at det er rigtig interessant. Politikerne tænker helt anderledes på uddannelserne, nemlig som et instrument, der skal skabe kvalificeret arbejdskraft, og sådan må det sikkert også være. Jeg kan ikke kræve, at Morten Østergaard skal synes, at datalogi er interessant. Uddannelsessystemet eksisterer kun, fordi det har en legitimitet i forhold til det øvrige samfund.

Men når den instrumentelle holdning kommer til at dominere, begynder mange at tænke på opnåelsen af indsigt som værende af sekundær betydning, og det kan blive fristende at gå efter de “smarte genveje”.