“Og så er det selvfølgelig uheldigt for ham, der har fået bombet sin butik.”

20120930-163652.jpg

Jeg sad til en datalogikonference i Los Angeles den 13. august 2009, hvor politiet stormede Brorsons Kirke og anholdt de afviste irakiske asylansøgere, der i månedsvis havde været genstand for megen debat i medierne. Den daværende regering og Dansk Folkeparti havde gjort sig store anstrengelser for at få irakerne sendt ud og for at få dette til at være en sag om at stå fast på bestemte principper.

Man begrundede sin position med det argument, at Danmark er en retsstat. Birthe Rønn Hornbech udtalte til TV2 News (her citeret efter DR Nyheder):

Vi lever i en retsstat. Disse mennesker har i årevis siddet myndighedernes afgørelse overhørig. Det er dybt uretfærdigt, hvis vi behandlede de asylansøgere, der ikke vil rejse hjem, bedre end dem, der rejste.

Hermed søgte man at kapre et retspolitisk begreb; den hjemsendelsespraksis, der her er tale om, er nemlig ikke mejslet i sten, men et udtryk for en politik, der blev vedtaget af Folketinget i 2002 om ikke længere at give asyl til de facto-flygtninge. De facto-flygtninge er (her gengivet fra Den Store Danske) et menneske, der hvis forhold er sådan, at tungtvejende grunde tilsiger, at vedkommende ikke bør sendes tilbage til sit hjemland. De facto-flygtningestatus blev indført i 1960’erne og blev først brugt til at beskytte dels dem, der flygtede fra kommunistiske lande og risikerede straf ved hjemsendelse på grund af at de var flygtet, dels portugisere, der flygtede fra det daværende diktatur i Portugal for at undgå at skulle aftjene deres værnepligt i Angola og Mozambique, hvor der dengang var krig. Siden blev de facto-status også givet til mennesker, der var flygtet fra krig. I alle tilfælde var asylvurderingen konkret og individuel. Asyl kunne fra 2002 derimod kun tildeles mennesker, om hvem det kunne bevises, at de var personligt forfulgt. Man begyndte efter tysk forbillede (den såkaldte Duldung) at indføre tålt ophold som en yderligere mulighed. Også den tidligere socialdemokratisk-radikale regering havde i 1997 forsøgt at afskaffe de facto-begrebet, men først i 2002 skete det altså.

Irakerne fra Brorsons kirke blev sendt med fly tilbage til Irak, og efterhånden fortonede historien sig. Medierne fandt hurtigt et andet fokus, og politikerne kastede sig over næste principsag. De nuværende regeringspartier var påfaldende tavse under hele sagen, og det har de vel egentlig været siden. De tidligere regeringspartier er lige så tavse.

Men hvad skete der egentlig med de mennesker, der er vendt tilbage til Irak efter forgæves at have søgt asyl i Danmark?

Seneste udgave af Amnesty Internationals medlemsblad sætter fokus på nogle af de irakiske asylansøgere, der er vendt tilbage til Irak fra Danmark i perioden fra 2007 til 2010, nemlig 9 af de 34, der tog imod tilbuddet om en såkaldt frivillig hjemsendelse, der var en ordning som den daværende regering fik vedtaget. Også Dagbladet Information har sat fokus på denne gruppe hjemvendte irakere.

Heriblandt er der to, der bor i Bagdad. De er blevet truet adskillige gange af væbnede grupper. En tredje skjuler sig for al-Qaeda, mens Ali – der kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn i 2008 – er tilbage i Kirkuk, hvor hans forældre og to mindre søskende blev dræbt af en selvmordsbombe på en restaurant samme år.

Det, der bekymrer mig, er at hele denne triste sag stort set er glemt, var det ikke for Amnesty International og Dagbladet Information. Regeringen og oppositionen er stort set enige om at være tavse. Dog siger Mike Legarth fra De Konservative ifølge Information:

»Så er der dem, der er udsat for trusler, og det er jo forkasteligt. Havde man vidst det, skulle de jo ikke være rejst derned. Og så er det selvfølgelig uheldigt for ham, der har fået bombet sin butik,« opsummerer Mike Legarth.

De facto-begrebet findes ikke, men de facto-flygtningene findes i rigt tal. Der er desværre ikke meget, der tyder på at de årsager, der får mennesker til at forlade deres hjemland, er ved at forsvinde. Tværtimod står vi nu i 2012 med en blodig borgerkrig i Syrien, og heller ikke i Irak kan der siges at være fred. Udenrigsministeriets rejsevejledning siger dette:

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Irak, og danskere opfordres til at forlade landet. Dette gælder overalt i landet med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulaymaniya, hvortil alle ikke-nødvendige rejser stadig frarådes.

Jeg ville håbe, at politikerne i Danmark og andre steder ville lære af historien og finde et menneskeværdigt alternativ til det, man har forsøgt sig med. Ingen løsninger er lette, men det gælder bestemt heller ikke for den løsning, man valgte i sin tid.

Billedet ovenfor viser en oversigt over de ugentlige sikkerhedsopdateringer fra Iraq Business News, der giver en oversigt over hvor mange bombeattentater og træfninger, der har været rundt om i landet i den forgangne uge.

(Visited 20 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar