Mere vil have mere

Jeg bliver oftere og oftere mindet om den tvivlsomme strategi, mange af os er endt med at bære med os gennem livet: Mere vil have mere. Det er en leveregel, som er blevet central i den økonomiske model, vi lever med, og der er noget forkert ved den. I den akademiske verden ender vi også med at hylde den; der er kolleger, der hele tiden bliver ved med at søge (og få) nye forskningsbevillinger og stræbe efter at få flere PhD-studerende, de kan vejlede.

Tidligere her på bloggen har jeg skrevet om William Irvines bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy. Da jeg læste denne bog, fik jeg omsider sat ord på denne bekymring.

We humans are unhappy in large part because we are insatiable; after working hard to get what we want, we routinely lose interest in the object of our desire. Rather than feeling satisfied, we feel a bit bored, and in response to this boredom, we go on to form new, even grander desires.

Initially, we delight in the wide-screen television or fine leather handbag we bought. After a time, though, we come to despise them and find ourselves longing for an even wider-screen television or an even more extravagant handbag. Likewise, we experience hedonic adaptation in our career. We might once have dreamed of getting a certain job. We might consequently have worked hard in college and maybe graduate school as well to get on the proper career path, and on that path, we might have spent years making slow but steady progress toward our career goal. On finally landing the job of our dreams, we will be delighted, but before long we are likely to grow dissatisfied. We will grumble about our pay, our coworkers, and the failure of our boss to recognize our talents.

One key to happiness, then, is to forestall the adaptation process: We need to take steps to prevent ourselves from taking for granted, once we get them, the things we worked so hard to get.

Selvfølgelig kan man misbruge en kritik af den hedoniske adaptation som argument over for andre, når man vil afvise deres krav. Den hjemløse skal da være glad for at han i det mindste har tøj på kroppen. Den arbejdsløse skal da være glad for at hun i det mindste får dagpenge. Osv. osv. Sådan må vores skepsis over for “mere vil have mere” selvfølgelig ikke være. Det skal ikke være en strategi for afvisning, men en metode til selvkontrol: Har vi virkelig brug for mere? Der er ikke megen tvivl om at den hjemløse har brug for et hjem og at den arbejdsløse har brug for et arbejde. Men det er til gengæld ikke sikkert, at jeg har brug for et større hus, for jeg har allerede et hus, som jeg engang gjorde meget for at anskaffe mig.

Jens Unmack har faktisk en sang om netop den hedoniske adaptation på det nye album med Love Shop (Jens kender muligvis ikke begrebet endnu), men de sidste fire linjer fra “Mere vil have mere” siger det meget klart: bag al vores længsel efter mere er der tit nogle ønsker af en helt anden art og vel også en frygt for at miste. Vi prøver at dulme denne frygt ved at bede om mere, men det lykkes kun kort.

Og søvnen står af
og natten bliver tyst
og hvileløs nu
og lang uden trøst
og her kommer frygt
og savn der står frem
og lyset går ud
og snart skal du hjem

Tværfaglighed eller tvær faglighed eller krydsfaglighed?

I dag var jeg til møde sammen med kolleger fra de andre fag, der er naturvidenskabelige gymnasiefag på Aalborg Universitet. Udfordringen, vi var blevet stillet, var at finde ud af om det er muligt at gøre det nemmere for studerende at tage en kandidatuddannelse med to fag. Nogle kandidater med et centralt fag og et suppleringsfag (det, der i min studietid hed hovedfag og bifag) bliver ansat som gymnasielærere, og derfor talte nogle i dag ved mødet i dag om gymnasielæreruddannelsen. Som strukturen er blevet på de fleste uddannelser på Aalborg Universitet, er det imidlertid forbundet med en del forhindringer at blive tofagskandidat. Der bliver nemlig semestre, hvor man skal følge aktiviteter på to forskellige fag samtidig, og de kan risikere at være skemalagt samtidig. Kan man mon undgå dette? Og kan man gøre det muligt for studerende at træffe deres valg af fagkombination forholdsvis sent?

På mødet stod det hurtigt klart, at nogle af os havde meget svært ved at se, hvordan dette kunne gøres bedre end det allerede nu er tilfældet. Ikke fordi vi har en ideel situation, men derimod fordi studieordningerne og skemaerne og studienævnsstrukturerne er endt med at se ud som de gør. Alle uddannelser tænker nemlig først og fremmest på deres fag som det centrale fag og måske endda som det eneste fag, de studerende bør vælge. Det er hverken overraskende eller som sådan forkasteligt, men det er med til at skabe problemerne. I dag er der kun få, der vælger at blive tofagskandidater. Til gengæld har vi set en hel masse tværfaglige uddannelser med alskens kombinationer – designpsykologi, international forretningsøkonomi, informatik, sundhedsmatematik osv. osv. Tværfaglighed er nødvendig for at forstå mange (måske alle) problemstillinger derude i virkeligheden, men i selve begrebet ligger der også en anerkendelse af at der findes separate fag, der også har en berettigelse. Man skal være tilstrækkeligt velbevandret i de fag der indgår i en tværfaglig problemstilling for at kunne krydse broen mellem dem. Nogle gange kræver velbevandretheden flere personer, andre gange er det den samme person, der kender til flere fag, og det er her de nye tværfaglige uddannelser har deres berettigelse. Men også de gamle tofagskandidatuddannelser kan i nogle tilfælde bygge en sådan bro. Jeg er selv særdeles glad for at være tofagskandidat i matematik og datalogi. Min baggrund i matematik været til stor nytte for mig både i mit datalogistudium og senere i min forskning. Omvendt ser jeg af og til selv godt begavede studerende uden baggrund i matematik, der slås med selv forholdsvis elementære matematiske begreber. Det er ærgerligt for dem.

På engelsk dukker ordene interdisciplinary og crossdisciplinary op, og de oversættes på dansk til det samme, nemlig til tværfaglighed. Men det er egentlig ikke det samme. Den tyske lektor i design Andy Polaine skriver på sin blog

I prefer the term cross-disciplinarity because it suggests making connections rather than blending everything together into some kind of discipline trifle.

Måske er det her, problemet er – vi tænker i høj grad kun på tværfaglighed som noget, der opstår ved at lade to (eller flere) fag blive blandet til et nyt og helt tredje (eller fjerde, femte,…) fag.. Det er det, de nye uddannelser er udtryk for. Men i virkelighedens verden er der stadig brug for at kunne lade fagene mødes (altså ikke være blandet fra starten), netop fordi faglighederne stadig findes i deres rene form og fordi der også er behov for dem.

Mon de gamle tofagskandidatuddannelser kunne få et mere respektabelt ry, hvis man tænkte på dem som en form for krydsfaglighed, der samtidig gør det muligt at fordybe sig separat i to forskellige fag? Set på denne måde er en tofagskandidat meget, meget mere end en person, der kan gøre karriere i gymnasiet.

Livet efter computerens død

Det er træls, når computeren dør og det viser hvor tilsyneladende afhængige vi er blevet af teknologien. Billedet fra gårsdagens indlæg er ironisk, for det viser den sidste gang, min computer virkede. Her til morgen, da jeg ville tænde for den, så jeg ovenstående billede. Systemfolderen kunne ikke findes. Og nej, jeg kunne ikke bare boote i single user mode og lave en fsck eller andre Unix-fiksfakserier. Hele harddiskens hovedpartition var stået af. Alt hvad jeg havde skrevet i weekenden under min rejse (beregnet på en deadline den 1. november) er gået tabt. Seneste backup er fra i torsdags, lige inden rejsen. Efter talrige forsøg gav jeg op og fik den trofaste tekniker til at ringe til værkstedet. Min computer tilbragte tre lange uger på værksted i september og begyndelsen af oktober, og nu er den der så igen.

Men samtidig er dagens hændelse en øvelse i praktisk stoicisme. Jeg vil bevare roen. Det er trods alt ikke et alvorligt problem, det der skete. Jeg lever og er ikke syg. Min familie er der stadig. Jeg har mit arbejde. Jeg har lige genset min bror i udlandet. Det er holdt op med at regne. Og jeg har meget af det, jeg har skrevet, i så frisk erindring, at det sikkert kan genskabes fra den backup, jeg har i hovedet. Og i arkivskuffen på mit kontor havde jeg min gamle maskine fra 2004, der er blevet omhyggeligt repareret og genforenet med mig under en rejse til Canada tilbage i 2009. Nu er den for en stund kommet til ære og værdighed igen. Jeg vil være glad for det jeg har.

Der er også et andet spørgsmål med forbindelse til antikkens filosofi, der melder sig. For min computer fik skiftet det trådløse netkort og bundkortet, og nu skal også harddisken skiftes. Det var en overgang endda også på tale at skifte skærmen. Hvor meget af min computer kan skiftes således at der stadig er tale om den computer, universitetet gav mig i 2010? Det er en slags virkelighedens udgave af det, der i antik filosofi kaldes for sorites-paradokset. Hvis jeg har en bunke sten og fjerner én sten, er der stadig tale om en bunke sten. Således bliver jeg ved med at fjerne sten, og til sidst er der kun to sten tilbage. To sten udgør ikke en bunke. Hvornår forsvandt bunken? Og hvornår holder computeren op med at være den computer, universitetet gav mig i 2010?

På vej hjem igen

I skrivende stund er jeg havnet i Københavns lufthavn i en slags allemandsland (eller ingenmandsland) mellem indenrigsterminalen og udenrigsterminalen. Om alt går vel, kan jeg snart komme om bord på flyet til Aalborg.

Det var en udbytterig og egentlig også intens tur. Samtaler sent om aftenen kan få de mest uventede ting frem. Jeg fandt først i går midnat over et glas altbier ud af at min bror Alexander for 13 år siden overlevede et fald fra tredje sals højde, da hans daværende lejlighed brændte. Han er den første person jeg kender, der på denne måde har set døden i øjnene. Dét giver mig et helt nyt syn på ham. Og jeg spekulerer på hvad jeg mon lavede den oktobernat hjemme i Nørresundby den nat i 1999, en del år før jeg vidste at jeg havde en bror i Tyskland.

Næste weekend er jeg på farten igen – først som medlem af Amnesty International på en lille tur til Odense, og siden igen som forsker på en tur til Enschede i Nederlandene. Om forskerturen bliver lige så god i den omgang, ved jeg ikke. Jeg har lov til at både tvivle og håbe.

Düsseldorf – en tysk visit

20121027-203730.jpg

Jeg havnede efter en rolig togtur via Köln i Düsseldorf, hvor min halvbror Alexander bor. Som han selv bemærker, er vi meget forskellige. Det er helt anderledes at være tysker på Hartz-IV end at være dansk universitetslærer. Alexander kender en masse kunstnere og en masse knejper, og jeg (der aldrig har røget) er allerede blevet introduceret til lidt for mange lidt for røgfyldte lokaler.

Men brødre, det er vi. Alexander synes at jeg ligner vores far af udseende (som ingen af os bryder os om), men jeg ved selvfølgelig at det er ham, der ligner ham af udseende… Sandheden er et helt andet sted. Og indeni er vi brødre heldigvis helt anderledes skruet sammen – dét er vi helt enige om.

Stof til eftertanke?

20121025-143021.jpg

Jeg bryder mig ikke om narkotika. Påvirkede mennesker fremstår dumme og i nogle tilfælde truende eller paranoide (det gælder især for et stof som kokain). Jeg har aldrig taget stoffer (bortset fra alkohol) og vil fraråde alle at begynde på det, skadeligt som det er. Men trods mange års “krig mod stoffer” er narkoproblemerne ikke forsvundet; de bliver snarere usynliggjort fordi misbruget hører sammen med ulovligheder. De eneste vindere er den organiserede kriminalitet, væbnede grupper og de bankr, der hvidvasker narkomilliarderne.

For nogle måneder siden skrev jeg om en appel fra en række fremtrædende personer, herunder FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan, om at overveje en anden narkopolitik end den, der bliver ført i dag.

I Information er der i dag en interessant artikel om hvordan narkopolitikken i en del lande i Syd- og Mellemamerika er ved at gå i retning af en form for kontrolleret legalisering og en anderledes kontrol med hvidvaskning.

I Uruguay foreslår regeringen en afkriminalisering af marihuana. Og i Guatemala vil regeringen indføre en “afgift” til modtagerlandet på 50% af markedsværdien for stoffer, der bliver pågrebet i tolden. Således skal USA betale 50 procent af markedsværdien for et kilo kokain, der bliver pågrebet på vej til USA.

Guatemalas præsident Otto Molina Pérez udtalte tidligere i år at

»Vi kan ikke udrydde det globale marked for narkotika, men vi har alle muligheder for at regulere det, som vi har gjort med tobak og alkohol. Narkotikamisbrug, alkoholisme og tobak skal behandles som sundhedsproblemer, ikke som kriminelle handlinger. Vores børn og børnebørn bør kunne kræve en mere effektfuld og mindre ideologisk tilgang til problemet fra USA,« sagde Guatemalas præsident, Otto Molina Pérez, da de mellemamerikanske lande mødtes i juni.

Problemet er den store gråsorte økonomi bag narkohandelen. Valentin Katsonov fokuserer i en analyse på den uhellige alliance mellem banker og narkohandlere:

Early in 2012, former UN Under-Secretary-General and Executive Director of the UN Office on Drugs and Crime Antonio Maria Costa outlined in an interview the key phases of the formation of the alliance between banks and the drug mafia in the post-war era. At the first phase, according to Costa, “the relationship between the banking system and the mafia started in the 1960s and ’70s. In the ’60s and ’70s, the mafia basically handled cash in large amounts, although not as large as today because international crime was much smaller. It was mostly Italian, North American, and with some other affiliations, but it was limited in size”.

Også velansete amerikanske banker som JPMorgan og Bank America er i år kommet under mistanke for at deltage i hvidvaskningen. Men viser de sig at være skyldige, vil det næppe sætte en stopper for den gråsorte narkoøkonomi. Hvor stor den er, kan man kun gisne om.

Jeg kan læse om hvordan en fattig amerikaner kommer 10 år i fængsel for besiddelse af fem et halvt gram kokain, mens der tilsyneladende ikke sker bankerne noget særligt.

Jeg er efterhånden overbevist om det må være den slags indsigt, der nu gøres i Latinamerika, der skal til for at løse verdens narkoproblemer. Tiden må vise om det virker. Det kan dårligt blive værre endn nu, for den nuværende indsats virker ikke.

At gå i stilhed

Depeche Mode sang det for det 30 år siden. Nogle gange er det den eneste mulighed. Også en akademiker kan blive træt af universitetet.

I’ve told myself so many times before
But this time I think I mean it for sure
We have reached a full stop
Nothing’s gonna save us from the big drop

Reached our natural conclusion
Outlived the illusion
I hate being in these situations
That call for diplomatic relations

If I only knew the answer
Or I thought we had a chance
Or I could stop this
I would stop this thing from spreading like a cancer

What can I say? I don’t want to play anymore
What can I say? I’m heading for the door
I can’t stand this emotional violence
Leave in silence

We’ve been running around in circles all year
Doing this and that and getting nowhere
This’ll be the last time
I think I said that last time

If I only had a potion,
Some magical lotion
That could stop this, I would stop this
I would set the wheels in motion

What can I say? I don’t want to play anymore
What can I say? I’m heading for the door
I can’t stand this emotional violence
Leave in silence

Jeg har lovet mig selv, at jeg går på arbejde igen i morgen.

Velkommen til virkeligheden

Min gamle gymnasiekammerat Annemette Grundtvig skriver i Politiken om den moderne danske hverdag, hvor børn i gennemsnit bruger syv timer foran en skærm. Forældrene er ved at fortvivle. Vi vil gerne være sammen med vores børn. Spil et brætspil, siger vi til dem. Læs en bog eller en avis, siger vi til dem. Men Internettet er et brætspil og Internettet er en bog og Internettet en avis. Og Internettet er meget mere end det.

Selv er jeg jo ikke anderledes. Se mig bare sidde i en bus eller et tog. Dér sidder jeg med hovedet bøjet – ned mod min lille telefon, der lader mig gå på opdagelse på WWW, sende beskeder, videochatte, tage billeder og film, lytte til musik og foredrag (og ringe til andre). Jeg er på kunstmuseum og tager et billede af noget interessant kunst; det deler jeg straks på Facebook. Jeg læser en spændende artikel og skriver om den her.

Når vi tænker på “den rigtige virkelighed” og “virkeligheden på nettet” som to adskilte størrelser, glemmer vi det: Internettet er virkeligheden. Som man har kunnet læse her, har jeg haft et ideal om kun at have Facebook-venner, som jeg havde mødt “i virkeligheden”. Det er lige så stille ved at forsvinde, det ideal. For Facebook er virkeligheden, ligesom træet uden for mit vindue. Facebook er lige så virkelig som det, der står i den bog, der ligger på mit natbord og venter på mig.

Og nu hvor jeg har set internettet og alt hvad det tilbyder, vil jeg aldrig kunne glemme det. Min “offline”-tilværelse hænger sammen med min “online”-tilværelse.

Nathan Jurgenson har en interessant artikel om dette. Han skriver:

The notion of the offline as real and authentic is a recent invention, corresponding with the rise of the online. If we can fix this false separation and view the digital and physical as enmeshed, we will understand that what we do while connected is inseparable from what we do when disconnected. That is, disconnection from the smartphone and social media isn’t really disconnection at all: The logic of social media follows us long after we log out. There was and is no offline; it is a lusted-after fetish object that some claim special ability to attain, and it has always been a phantom.

Selvfølgelig er der noget, jeg ikke kan på internettet. Jeg kan ikke mærke blæsten i ansigtet eller den fornemmelse, jeg har i maven efter et godt måltid mad, når jeg er på nettet. Men mens jeg skriver dette, lytter jeg til Mahlers 3. symfoni med Claudio Abbado og Wienerfilharmonikerne. Der er ikke plads til dem her, hvor jeg sidder, og Claudio Abbado dirigerer ikke mere. Og jeg ville i det hele taget ikke kunne dele mine tanker, som jeg gør det netop nu, uden internettet. Så derfor handler det ikke om at blive asket eller om at sætte bestemte tidsbegrænsninger på. Når internettet er en del af virkeligheden, skal vi lære at færdes i denne del af virkeligheden, ligesom vi skal lære at færdes i andre dele af virkeligheden – morgentrafikken, møder, frokostpause, indkøb, seksualliv osv. osv. Ligesom en tidsbegrænsning i sig selv ikke lærer os at blive bedre til at holde møder eller foretage indløb, sådan kan simple begrænsninger af tiden foran en skærm ikke lære os at blive bedre til at færdes i internettets del af virkeligheden. Det er denne etik, vi stadig kæmper med at udvikle, mens vi halter bagefter teknologien.

Men det er ikke internettets skyld. Situationen er helt analog til den ændrede virkelighed, som nye transportmidler har ført med sig. Vores viden om hvordan man skal opføre sig i biltrafikken er opstået efterhånden som bilerne er blevet mere og mere udbredt. Jeg ved endnu ikke, hvordan vi skal lære vores børn at færdes i den udvidede virkelighed, men jeg er nødt til at finde ud af det.

Måske bliver vi nødt til at sende vores børn en mail?

Uafhængige negative kanoniske Turing-pile af ligninger og problemer i anvendte formelle partielle differentialligninger

I dag fik jeg en e-mail fra en kendt og særdeles anerkendt forsker inden for mit fagområde. Hun bad mig bedømme en artikel til en kommende konference. Det sagde jeg ja til; det var nemlig en potentielt spændende artikel. Om den så rent faktisk er god, ved jeg endnu ikke.

Jeg får også af og til henvendelser fra mindre anerkendte tidsskrifter, der beder mig om at producere. Nogle af dem beder mig pænt om at skrive om min seneste forskning, andre vil gerne have mig som med redaktør og atter andre vil bare have gerne mig til at bidrage på begge måder. Og det hele er meget, meget tvivlsomt. Her siger jeg altid nej (eller rettere: jeg gider ikke engang svare). Der er nemlig ikke et eneste kendt ansigt blandt redaktørerne eller forfatterne til de artikler, der allerede er blevet optaget.

Det er nu lykkedes at få en autogenereret (og helt igennem meningsløs) artikel optaget i et sådant tidsskrift. Tidsskriftet har den tilforladelige titel Advances in Pure Mathematics og udgives af et forlag med den lige så tilforladelige title Scientific Research Publishing.

Nate Eldredge skriver på sin blog That’s Mathematics om artiklen, der skyldes en Marcie Rathke fra det lige så uvirkelige University of Southern North Dakota og bærer titlen Independent, Negative, Canonically Turing Arrows of Equations and Problems in Applied Formal PDE. Det tog kun 10 dage fra artiklen blev indsendt til den blev accepteret — og der var kun enkelte, mindre problemer med den: Abstract er uden forbindelse til selve artiklen, begreberne bliver ikke forklaret, de væsentlige sætninger bliver ikke bevist og artiklen er ikke skrevet i Microsoft Word, sådan som artikler jo skal være (Marcie Rathke havde brugt LaTeX). Men som sagt – skidt med det, artiklen kunne sagtens antages efter passende ændringer.

Nate Eldredge lavede artiklen med et stykke software, han kalder Mathgen. En tilsvarende skæbne er tidligere overgået autogenererede artikler til en tvivlsom konference i datalogi – her er de lavet med et tilsvarende stykke software ved navn SciGen, en interessant anvendelse af kontekstfrie grammatikker.

Alle de forlag og foretagender, der kontakter mig (og mange andre), hævder at de benytter sig af fagfællebedømmelse, på nudansk peer review. Det underlige er at disse spamferences og spam journals faktisk går ud over forfatterens troværdighed. I nogle af de henvendelser jeg får, gør forlagene opmærksom på at de går efter med tiden at blive indekseret af f.eks. Web of Science. Nogle af konferencerne nævner IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers), som nyder stor troværdighed hos mine kolleger i bestemte ingeniørfag. Det vil dog ikke betyde, at de pågældende forlag får øget troværdighed, men simpelthen at Web of Science, IEEE m.fl. får lavere troværdighed.

Det er nemlig ikke kun de underlige spam-forlag, der kan slippe tvivlsomme artikler igennem. I år dukkede der f.eks. en pinlig artikel op i Elsevier-tidsskriftet Computers & Mathematics With Applications. Ja, faktisk har der været hele 6 medicinske “tidsskrifter” publiceret af Elsevier, der i virkeligheden var sponsoreret af medicinalfirmaer Ligheden mellem spam-forlag og etablerede forlag er nemlig at pengene ender hos forlæggerne. David Colquhoun, der er professor i farmakologi ved University College London, havde sidste år en interessant artikel i The Guardian om dette triste fænomen. Der er opstået en uhellig alliance mellem kravene om at publicere og forlagenes ønsker om at tjene penge.

I vore dage, hvor alt kan publiceres med minuts varsel, er der da også flere og flere, der går helt uden om forlagssystemet. Næste skridt må være at ændre peer review-systemet og skabe en ny form for kvalitetskontrol, der benytter de erfaringer, vi har fra brugen af nettet. Så kan også de pinlige artikler ganske vist også blive publiceret – men ingen vil tjene på dem, og meget få vil synes om dem.

Nu med lykkepose

Da jeg var dreng, havde den lokale kiosk “lykkeposer” – det var uigennemsigtige poser med fem forskellige tegneserieblade. Hvis man var uheldig, fik man en gammel kærligheds-tegneserie i sort-hvid, men hvis man var heldig, fik man Splint & Co. eller Fantomet.

Der er efterhånden flere hundrede indlæg på min blog, og de ligger stadig i databasen. Nogle gange genopdager jeg noget, jeg havde skrevet engang – jeg får en idé og vil sikre mig, at jeg ikke bare genopfinder et gammelt indlæg. Så det sker, jeg roder i arkivet. Men hvorfor ikke bruge dette som en slags “lykkepose”? Den slags findes der WordPress-plugins til.

Fra nu af kan man ude i sidebaren (der trods navnet ikke har spiritusbevilling) se fem tilfældige indlæg. Nogle af dem er sikkert gamle kærligheds-indlæg i sort-hvid, men måske er der også Splint & Co. og Fantomet.