Hvad man kan lære af døde breve

Man hører af og til den påstand, at offentlige institutioner er ineffektive. Den slags bliver jeg ærgerlig over at høre; jeg er statsansat og udfylder en jobfunktion, som er helt legitim. Mange af dem, jeg har været med til at uddanne (vel endda et klart flertal) er havnet i den private sektor, så på denne måde yder også jeg et bidrag til at opkvalificere den private sektor.

Der er en meget interessant artikel på Slate.com om en ny måde på at måle hvor godt et samfund fungerer – og det faktisk ved at måle performance for noget, der i mange lande stadig er en offentlig institution, nemlig postvæsenet. Det amerikanske National Bureau of Economic Research har undersøgt, hvor gode postvæsner rundt om i verden er til at håndtere døde breve, og beskrevet resultaterne i en artikel.

Døde breve er de breve, som ikke kan leveres til modtageren — typisk fordi den angivne adresse er forkert eller mangelfuld. Det samvittighedsfulde postvæsen bør så returnere forsendelsen til afsenderen. Men gør det så faktisk det?

De fire forskere bag artiklen sendte 10 breve til 159 lande; det var breve med tydelig, men bevidst ukorrekt modtageradresse og tydelig og korrekt afsenderadresse, dvs. “dødfødte” breve, som man vidste ikke ville kunne leveres og burde returneres til afsenderen. 21 af deltagernelandene returnerede alle breve inden for et år, og fire af dem endda inden for 90 dage. Det var USA, Luxembourg, Tjekkiet og El Salvador. Værst så det ud for 16 andre lande, der ikke returnerede ét eneste inden for et år. Det var mest afrikanske lande, men også Cambodia. Tadjikistan og Rusland var med.

Og så var der hele dataanalysen – hvad er retur-villighed mon korreleret med? Det viser sig (måske ikke overraskende), at jo mere et land investerer af infrastruktur (herunder posthuse og postarbejdere) i sit postvæsen, jo større er sandsynligheden for at et brev bliver returneret. Det viser sig også, at sandsynligheden for at få et brev tilbage er størst for lande, der selv bruger det latinske alfabet. (Alle adresser i eksperimentet var skrevet med det latinske alfabet, og ifølge den internationale postkonvention skal alle landes postvæsner kunne håndtere forsendelser, der bruger det latinske alfabet.) Dette siger formodentlig noget om uddannelsesniveauet for postvæsenet i de deltagende lande.

Men mest interessant er det vel (siger artiklen fra Slate.com – og synes også jeg) at der er en korrelation med virksomhedskulturen i de pågældende lande. Jo bedre virksomhedskultur i form af god ledelse, god produktivitet og god uddannelse, man ser, jo bedre postvæsen. Som Slate.com konkluderer:

Researchers often puzzle over the fact that on the quality of government services almost invariably increases with per capita income. This, the authors point, is “surprising if one focuses on the uniqueness of government, but makes perfect sense once it is recognized that government is subject to the same dynamics as the private sector.” In other words, government agencies are people and tend to share the characteristics of the overall society in which they’re embedded.

De offentlige arbejdspladsers effektivitetesniveau og virksomhedskultur afspejler derfor i ikke ringe grad normerne i samfundet som helhed og herunder virksomhedskulturen i det pågældende samfund. Egentlig er det vel ikke så overraskende – i lande med en stor offentlig sektor er der typisk en del trafik frem og tilbage mellem offentlig og privat ansættelse, og det er også i stort omfang de samme uddannelser, der uddanner til offentlige som til private jobs. Set på denne måde skal man derfor passe på med at konkludere at offentlige arbejdspladser er markant mere ineffektive end private.

Det er i øvrigt rigtig interessant, at postvæsenet i El Salvador klarer sig så godt i undersøgelsen – og bedre end de nordiske lande! Måske er der et særligt potentiale i dette lille land, der for få årtier siden har været så hærget af borgerkrig.

(Visited 67 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar