Hvad er der i et navn?

I disse dage følger jeg med i en tragisk sag om en lille pige på 5 år fra Wales, der er forsvundet. Vi kender hendes navn. Hun hedder April Jones. Den formodede bortfører er nu pågrebet, men pigen er ikke fundet, og alle frygter det værste. I de britiske medier er der billeder af April Jones og nu også af den formodede bortfører, hvis navn også er blevet oplyst. Han hedder Mark Bridger.

Det overvældende flertal af os, der læser om denne tragiske sag, har aldrig mødt April Jones eller Mark Bridger – men vi er forenet i vores sorg og vrede. Vi stopper op og tænker, når vi har læst.

Andetsteds i de britiske medier, længere væk fra forsiderne, kan man læse om hvad der sker i Syrien og ved den tyrkiske grænse. Fem mennesker er blevet dræbt ved et syrisk mortérangreb på en tyrkisk landsby, og i Aleppo er i alt 41 mennesker blevet ofre for tre bombeangreb. Måske er nogle af dem børn på fem år. Jeg ved det ikke. Der er ingen oplysninger om ofrenes identitet, alder eller lignende. Artiklen bliver læst, og jeg går videre til noget andet.

Anders Haahr Rasmussen fra dagbladet Information har et vigtigt blogindlæg om netop dette – hvornår sørger vi, og hvornår er vi ligeglade? Han nævner, at det USA har der i politiet nogle steder og igennem mange år været en ubehagelig, uofficiel praksis med at klassificere mord og voldshandlinger som NHI (No Humans Involved), hvis offeret var fra et etnisk mindretal, var prostitueret eller sad i fængsel. På denne måde blev offeret bogstaveligt talt dehumaniseret og forbrydelsen bagatelliseret.

Anders Haahr Rasmussen nævner også et essay af den amerikanske filosof Judith Butler, hvori hun nævner en kristen arabisk gruppe i USA, der i 2002 bad avisen San Francisco Chronicle om at optage mindeord for seks navngivne palæstinensere, der var blevet dræbt af israelsk militær. Oplysningerne stammede fra en israelsk avis. Fire af de døde var børn. Avisen nægtede med den begrundelse, at det ville kunne forarge nogle læsere!  Den oprindelige e-mail til San Francisco Chronicle kan læses her.

Det er i høj grad navnene, der gør både os og Den Anden til et menneske. I sin tid tvang de amerikanske slaveejere de afrikanere, der var blevet bortført som slaver, til at tage nye, engelske navne, og herigennem blev afrikanerne dehumaniseret. De af os, der så den amerikanske tv-serie Rødder i 1980 husker, hvordan Kunta Kinte nægtede at lyde navnet Toby.

Omvendt gør vi i Amnesty International det, at vi giver ofrene for menneskerettighedsovergreb et navn og et ansigt, når vi kan. Det er sværere at ignorere beretningen og nemmere for os at handle, når vi ved, hvem der er blevet fængslet, tortureret eller udsat for andre grove overgreb. Vi opdager, at det er mennesker som os.

Herhjemme findes der både lovgivning om navneforbud og sædvanlig kotyme mht. hvornår navnene på de, der er indblandet i ulykker eller forbrydelser må nævnes. Det er særdeles forståeligt, og det vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. Men i nogle sammenhænge kunne jeg ønske mig om ikke et navnepåbud, men så dog en anden praksis fra mediernes side. Der er mere i et navn, end vi tror, og måske ville det få os til at handle anderledes, hvis vi kendte navnene på De Andre.

(Visited 81 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar