Spontan hyldest

Et hipt ungt band med en langhåret sanger.

Nogle gange dukker der pludselig og uden anledning en sang op i hovedet. Her til morgen var det “It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)”, og da gik det op for mig, hvor længe siden det egentlig var, at jeg havde lyttet til et album med R.E.M. Det måtte der gøres noget ved, og jo, jeg havde faktisk hele 5 af deres albums på min telefon.

Jeg hørte og læste første gang om R.E.M. midt i 1980’erne, hvor Lars Villemoes i Information skrev begejstret om de nye rocknavne fra USA, og specielt fra Georgia, hvor der dengang var en livlig musikscene med inspiration fra både den stadigt levende new wave og tresser-navne som især The Byrds. Der var Guadalcanal Diary, Let’s Active, The B52s og selvfølgelig R.E.M. Længere oppe ad østkysten, i New Jersey, sad bl.a The Feelies, som jeg nu altid har syntes var lidt kedelige. Jeg stod på med Document, der udkom i 1987 (og hvor “It’s The End…” er fra) og oplevede første gang en koncert med R.E.M. i Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, samme år som Green udkom. Der var “kun” omkring 3000 tilskuere og Michael Stipe havde hår på hovedet. R.E.M. var allerede dengang solidt sammenspillede efter at have spillet de mindre amerikanske scener tynde i knap et årti, men der var ikke det store showmanship over dem. Michael Stipe virkede decideret genert, kan jeg huske.

Jeg begyndte at grave i bagkataloget og opdagede især forgængeren til DocumentLife’s Rich Pageant, som er en måske lidt overset klassiker. Det er så også det første album med en ordentlig lyd, synes jeg. På de to første albums er standarden for sangene allerede høj, men guitarerne lyder lidt for æggedeleragtige, og trommelyden minder om vådt pap. På Fables Of The Reconstruction er produktionen mudret og flad, og helhedsindtrykket er træt; producer Joe Boyd (der ellers godt kunne producere Nick Drake) må have sat alle skydepotentiometrene på neutral og forladt studiet.

Dengang var der stadig en vis “undergrundsstemning” over R.E.M. De var rent faktisk hip. Hvis nogen af alle navnene fra den nye amerikanske rockscene havde fortjent at blive helt store og spadsere ind i mainstreamen, var det dem. For var der noget, R.E.M. kunne, så var det at skrive iørefaldende sange og fremføre dem på en så overbevisende facon, at man fik lyst til at høre dem igen og igen. Der er ikke mange bands siden The Beatles der har rummet så mange dygtige sangskrivere på én og samme tid: Berry, Buck, Mills og Stipe.

I 1991 kom det helt store gennembrud med Out Of Time, og i 1992 kom mit yndlingsalbum med R.E.M., Automatic For The People. Jeg skulle med som oplægsholder m.v. på hytteturen for naturvidenskab, men nåede at gå ned til Pladepusheren (det var dengang) for at være den første til at købe albummet (det var dengang) på cd (det var dengang). Det var en rigtig efterårsplade, kunne jeg høre – og jeg tog den med på hytteturen, hvor jeg nåede at spille den for de studerende vel en 10-12 gange dén dag, nogle gange på det medbragte anlæg, andre gange på min discman (det var dengang). Ingen brokkede sig – R.E.M. var stadig hip. Automatic For The People er fyldt med nogle af gruppens bedste sange. Mange er i det melankolske hjørne, og det bliver gjort smukt og enkelt. Men der var som på mange andre af R.E.M.’s albums to lune sange, “The Sidewinder Sleeps Tonight” og ikke mindst “Man On The Moon”.

Til sidst kendte alle R.E.M., og de blev et overbevisende live-navn. Men efterhånden går det ned ad bakke. Bill Berry får en alvorlig hjerneblødning bag sit trommesæt i Lausanne i 1995, og to år senere trækker han sig helt tilbage som musiker. Bagefter er det som om det aldrig rigtig bliver det samme igen. Der kommer nogle habile albums, men der er lidt for mange kedelige ting på. Især Around The Sun er langt hen ad vejen en gaber. Da både en bekendt, der ellers bedst kan lide Cliff Richard, og en 15-årig dreng, som er bekendt af familien, siger, at de gerne ville have været til koncert med R.E.M., går det op for mig. Det band, jeg kan lide, er godt i gang med at blive elsket ihjel og er samtidig begyndt at kede sig – præcis som det skete for Bruce Springsteen, der både udsendte et par intetsigende albums og blev omfavnet (men nok ikke bogstaveligt, selv om hun måske drømte om det) af en velklædt samfundsstøtte som Ritt Bjerregaard. R.E.M. er ikke længere hip, men har fået et trist image som driftssikker parcelhusmusik.

Det slutter værdigt i 2011 med Collapse Into Now, der først bagefter viste sig at være gruppens afskedsalbum. Ikke desto mindre kan nogle mediepersoner ikke lade være med at godte sig (nu var det nemlig dem, der var hip – eller syntes at de var det) over at de tre mænd i halvtredserne nu stoppede samarbejdet. Adam Duvå Hall skriver ligefrem at

R.E.M. er gået i opløsning! Flag på busserne nu! Champagne til alle. Yiieehaaaahh

Godt at hans onkel, Henrik Hall, trods alt ikke skulle opleve sådan en pinlig bemærkning!

R.E.M. blev optaget i The Rock’n’Roll Hall Of Fame i 2007. Nu mangler vi blot at de kan få det image, de fortjener. Og nej, de behøver ikke at blive hip. Og ja, populærmusikken udvikler sig, og den traditionelle, melodiske rock, som R.E.M. repræsenterer, har sikkert haft sin bedste tid. Men ligesom Bruce Springsteen er blevet rehabiliteret og nu bliver anerkendt, hyldet og elsket som den store sangskriver og det store live-navn, han er, må der komme en dag, hvor denne ære også vil tilfalde Berry, Buck, Mills og Stipe.