Den nordjyske lillebror

Weekendavisen har denne gang en artikel af Mads Staghøj om Aalborg og i særdeleshed om min arbejdsplads, Aalborg Universitet – tak til Palle Nowack for at gøre mig opmærksom på den. Artiklen begynder således:

Når østtyskerne engang bliver grebet af nostalgi, bliver Aalborg et stort turistmål,« sagde Carsten Jensen om byen, da han overbragte Jacob Ejersbo De gyldne laurbær for romanen Nordkraft tilbage i 2003. Måske har han ret, hvad angår byens facader, men der er ikke megen tung industri over de entrepriser, der overtager og renoverer de forladte fabriksområder: videns- og kulturhuse og moderne virksomheder frekventeret af kreative og teknologikyndige kandidater spyttet ud fra universitetet med Danmarks korteste studietid.

I gamle dage kendte alle nogen, der arbejdede på »Eternitten«, cementfabrikken Aalborg Portland – eller skibsværftet, naturligvis, men den rolle tilhører i dag Aalborg Universitet (AAU).

Der er ingen tvivl om at Aalborg satser på at markere sig. Aalborg Universitet har nu afdelinger i Esbjerg og i København, og der er planer om at udvide udbuddet af studieretninger i København med uddannelser, der allerede findes på universiteter derovre.

Lad os tage mit eget fagområde som muligt eksempel. En uddannelse i et fag som datalogi eller et dermed beslægtet område ville skulle konkurrere med Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet, Roskilde Universitet og Handelshøjskolen (CBS). Seks statsinstitutioner vil da være i konkurrence med hinanden. For andre fags vedkommende vil i mange tilfælde mere end ét af hovedstadsområdets universiteter være konkurrenter til AAU.

At alt dette ikke bare er blevet muligt, men også er blevet en klar strategi, skyldes i ikke ringe omfang de seneste 10 års politik på universitetsområdet.

Først og fremmest er der tale om en anden form for autonomi. Den enkelte forskers forskningsfrihed er ikke længere garanteret; i stedet er der kommet en anden form for “frihed” i konkurrencens tegn. På det enkelte universitet kan en forskergruppes blive til en “stat i staten” på sit institut ved brug af eksterne bevillinger, der gør det muligt at udbyde egne PhD-stipendier og postdoc-stillinger. På nationalt plan er de statslige universiteter er blevet selvejende institutioner inden for staten og er derfor tilskyndet til og nødt til at konkurrere mod hinanden om studerende og forskningsmidler.

Men autonomien er kun tilsyneladende, for bag det hele lurer stordriften og den eksterne styring. Alle universiteter er nervøse for at blive tvunget ind i en fusion, for de seneste års idé om få, men store universiteter har skabt et ønske hos alle om at ekspandere for at kunne blive så store, at man kan blive ved med at være sig selv.

Det fører til nogle underlige situationer. Ét er konkurrencen på fagene, et andet konkurrencen på den pædagogiske model. I Mads Staghøjs artikel i Weekendavisen tales der meget om “Aalborg-modellen”. Men RUC har jo faktisk en pædagogisk model med problemorienteret projektarbejde, der i det store og hele er den samme som den, vi bruger på Aalborg Universitet. Kan og bør vi konkurrere mod hinanden på dette område?

Der bliver efterhånden bundet ganske mange resurser i selve konkurrencen – i reklamekampagner for uddannelserne, i udformning af konkurrerrende ansøgninger om de samme eksterne midler, i målet om at klare sig bedst muligt i evalueringer. Konkurrencen ender let med at blive et mål i sig selv, og jeg aner, at det er ved at ske.

Er det virkelig dette, vi har brug for for at vise omverdenen, hvad vi kan i Nordjylland? Jeg er skeptisk.