Verdens ensomste mand?

20121006-204200.jpg

William Sidis blev født i 1898. Han var søn af Boris Sidis, der stammede fra Ukraine og var professor i psykologi. William var et usædvanligt fremmeligt barn. Da han var seks år, lærte han sig russisk, fransk, tysk og hebraisk, og kort efter kom turen til tyrkisk og armensk. Det var også på dette tidspunkt, han begyndte i første klasse, men han rykkede efter tre dage op i tredje klasse. Derefter gik det hurtigt, og i løbet af syv måneder havde William gennemført de første otte klasser i den amerikanske folkeskole. Som 11-årig blev han optaget på Harvard. Han klarede sig fremragende, og han blev færdig med sine matematikstudier i en alder af 16. Som 18-årig begyndte han at studere jura. Intelligenstests viste at William Sidis havde en IK på et godt stykke over 200.

Men skæbnen var hård ved William Sidis. Han var erklæret pacifist og socialist, hvilket ikke var velset i USA dengang og især ikke i tiden omkring 1. verdenskrig, og han blev arresteret under en socialistisk demonstration. Hans forældre fik ham anbragt på en psykiatrisk afdeling, da de gerne ville undgå, at han fik en fængselsdom. William flygtede og tog fra da af kun rutinepræget, ikke-akademisk arbejde (han var blevet led og ked af den akademiske verden) men endte altid med at sige op, når arbejdsgiverne fandt ud af hvem han var og hvor godt begavet han var. Han blev ved med at skrive og nåede at forfatte en del bøger om forskellige videnskabelige og filosofiske emner.

I en alder af 46 år døde William af en hjerneblødning. Han blev aldrig gift og fik så vidt vides heller ingen børn.

William Sidis’ skæbne er trist – jeg er næppe den eneste, der ærgrer mig over at et menneske med et så enormt potentiale ikke kunne udnytte det bedre. Hans liv er det stof, bøger er gjort af. Amy Wallace har skrevet en biografi, The Prodigy; den har jeg endnu til gode at læse. Der er efter sigende også en omtale af Sidis i Robert M. Pirsigs bog Lila – An Inquiry Into Morals, men den bog må jeg med skam meddele, at jeg droppede ud af efter få kapitler. (Den mindede mig for meget om de hippiefilosofiske, tilstræbt dybsindige redegørelser, jeg af og til hørte fra en daværende amerikansk kollega.)

Men også den danske forfatter Morten Brask har skrevet en bog om William Sidis, og den er i romanform og udkom sidste år. I et interview med Politiken siger Morten Brask bl.a.

»Nu møder man jo sjældent meget intelligente mennesker, men de må virkelig føle sig ensomme, for hvem skal de tale med? Det må være, som når man bliver presset ned i en slags slowmotion, fordi folk t-a-l-e-r m-e-g-e-t langsomt, og man sidder utålmodig og siger – kom nu, kom nu. Det må have været en lidelse for Sidis«, siger Morten Brask.

Jeg fik aldrig lært armensk, men på én måde kan jeg måske alligevel finde en bedre analogi end den med at tale langsomt. Jeg lærte nemlig mig selv at læse, inden jeg begyndte i skolen. Hvordan jeg gjorde, ved jeg ikke rigtig – jeg lærte det vel bare. Dengang begyndte man i 1. klasse, og jeg var seks et halvt år, dvs. nogle måneder yngre end mine kammerater — og på dét tidspunkt af livet skal der ikke så meget til for at fremstå som anderledes. Det var underligt at kunne læse avisen, mens de andre i klassen sloges med at stave sig igennem korte sætninger af enstavelsesord. Det gik simpelthen for langsomt for min smag. Jeg endte med at være temmelig utålmodig og var vel i virkeligheden en temmelig doven og besværlig outsider af en elev i mange år. Det blev først sjovt at gå i skole i gymnasiet og for alvor sjovt, da jeg kom på universitetet. Her følte jeg mig hjemme. Jeg tror, at en del andre mennesker har haft lignende oplevelser. Det, William Sidis oplevede, var den ekstreme udgave af det.

Uanset hvem man er, er det en af de mest ubehagelige sociale oplevelser, man kan få, og én af dem, der kan blive kronisk, nemlig ikke at blive forstået. Klubber som Mensa er i virkeligheden et tilflugtssted for de sprogligt/logisk godt begavede mennesker, der ikke har akademisk baggrund, men gerne vil kunne forstås af ligesindede. På denne måde har de bestemt deres berettigelse. Jeg er derfor ikke forarget over at Mensa findes; den egentlige elite sidder helt andre steder i samfundet end til Mensas klubaftener.

Jeg ved ikke om William Sidis var verdens klogeste mand, sådan som han nogle gange bliver udråbt til at være, men han må have været meget ensom i lange perioder af sit liv og have haft det dårligt med de forventninger, mange havde til ham en overgang, Det er også interessant at sammenligne med Albert Einstein, der blev født 19 år før William Sidis — som barn gav han ikke indtryk af at være exceptionelt begavet. Hans forældre var faktisk bekymrede for ham en overgang. Albert Einstein var dygtig i skolen, men blev aldrig offentligt udråbt til geni som barn eller ung — han fik lov at udvikle sig og finde sin egen faglige og menneskelige identitet (og politiske identitet — også Einstein var socialist). Tænk, hvis nutidens forskerspirer også kunne få fred til det.

(Visited 142 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Verdens ensomste mand?”

Skriv et svar