Alle er mere lige end andre (???)

Information har en interessant artikel om Sverige, hvor nogle nu taler om at en anti-feminisme er på fremmarch. Malin Schmidt skriver:

»Man skilter ikke med feminismen, som man har gjort tidligere,« siger danske Drude Dahlerup, der er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, hvor hun forsker i køn og politik. Ligestillingen gennemsyrer stadig mediebilledet og det politiske liv, men på en anden måde end tidligere.

»Der er en træthed, man ikke har set før, samtidig med at antifeministerne virkelig er kommet på banen. Jeg er holdt op med at læse kommentarerne, når jeg har skrevet noget i aviserne. Debatklimaet er blevet så hadsk. Der er virkelig sket et skift de seneste par år.«

Herhjemme kan man også se debattører, der er erklærede anti-feminister. Nogle af dem er mænd som f.eks. personerne bag det såkaldte Manfo, mens andre er kvinder som Katrine Winkel Holm og Marie Krarup, der tilhører Dansk Folkeparti (og er døtre af Søren Krarup).

Det er trist, at det nu er blevet sådan. Min egen fornemmelse er lidt knudret. Der er nemlig også nogle feministiske initiativer, der ender med at virke latterlige og kontraproduktive. Malin Schmidt citerer sin svenske onkel i artiklen:

»Nu skal alle kommuner have en genuspædagog, der går rundt og overvåger daginstitutioner og fjerner dukker og biler fra legetøjet, fordi drenge ikke skal lege med biler, og piger ikke skal lege med dukker. Det mest vanvittige, jeg har hørt, var, da der for nogle år siden blev bevilliget en halv million kroner til et forskningsprojekt om trompeten som genussymbol,« siger han og læser op fra projektbeskrivelsen, der skal »problematisere begreberne mandligt og kvindeligt og nærmere undersøge de forestillinger, som er virksomme og skaber trompeten som markør for mandlighed.«

»Hvad er det for en slags postmoderne videnskab? Det irriterer mig virkelig. Jeg tror, problemet er, at debatten er gået fra at være en feministisk debat til at handle om genus. Den klassiske feministiske debat er forstummet, debatten om ligeløn og kvoter er væk, Feministisk Initiativ (feministpartiet, red.) er ude af billedet og erstattet med forestillingen om at man kan konstruere sit eget køn.«

Og det er vel også her, at problemet er – for for nogle personer, der kalder sig feminister, kommer det til at handle om kønnet alene, uafhængigt af samfundsforholdene i øvrigt og af andre roller, mennesker bliver påtvunget. Der er uligheder i samfundet, og der er en del tilfælde hvor der er klare skævheder mellem kønnene. Men der er også andre uligheder, der spiller ind.

Det er jo heller ikke uproblematisk f.eks. at være mand. Der er langt flere kriminelle mænd end kvinder og langt flere hjemløse mænd end kvinder, og også mænd bliver placeret i en kønsrolle, der begrænser deres muligheder. Det er bare ikke det, anti-feministerne fokuserer på, og reelt er anti-feministerne ligeglade med at forbedre forholdene for f.eks. de kriminelle mænd og de hjemløse mænd. Jeg kan også have mine tvivl om hvor positivt stemt anti-feministerne, der hævder at kæmpe for mænds rettigheder, ville være over for et rent mande-foretagende, nemlig et bøssepar, der vil adoptere et barn.

Min fornemmelse er, at det i overvejende grad snarere kræfter på højrefløjen, der igen prøver at kapre en diskussion, end så meget andet. Tidligere har bl.a Dansk Folkeparti forsøgt at kapre ligestillingen i udtalelser om indvandrerkvinder. Nu er anti-feministerne i stort omfang de samme personer, der bakker op om højrenationalistiske synspunkter. I Danmark er netop Katrine Winkel Holm og Marie Krarup eksponenter for denne kobling. I Sverige ser man noget lignende.

Omvendt har vi så problemet med de tiltag, der mere skader end gavner. Det, der ser ud til at blive glemt i nogle tilfælde, er solidaritet. Nogle feminister glemmer, at også andre bliver diskrimineret og at andre bliver om end ikke diskrimineret, så dog begrænset af de roller, samfundet tildeler dem. Hvis vi husker, at det handler om ligestilling for alle, er sagen en anden og bredere – og meget bedre. Verdenserklæringen om menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og rettigheder, og dét bør vi have som udgangspunkt.

Jeg kommer til at tænke på den amerikanske forfatter Susan Faludi, der helt tilbage i 1991 skrev Backlash, der handler om den reaktion, der fandt sted fra den amerikanske højrefløj efter 1970’ernes kamp for kvindernes ligestilling. Fem år senere udkom hendes bog Stiffed, der som budskab havde at også de amerikanske mænd er hæmmet af deres kønsroller og at selv om det er tilfældet, at mange af dem, der sidder i magtpositioner, er mænd, så har de fleste mænd faktisk ikke nogen magt. Derfor er det forkert at give det ene køn skylden for det andet køns problemer – det er samfundsstrukturerne, der er problemet.