Ada Lovelace-dag

20121016-164639.jpg

Augusta Ada King, bedre kendt som Ada Lovelace, var en vigtig pionérskikkelse inden for 1800-tallets matematik og på en måde vel også inden for 1800-tallets datalogi (hvis dette begreb ellers gav mening). Hun var den eneste lovformelige efterkommer af Lord Byron, men derudover udmærker hun sig ved at være en af de få kvindelige matematikere fra den tid. Den anden kendte kvindelige matematiker fra 1800-tallet er Sofia Kovalevskaja, der blev født i 1850, to år før Ada Lovelace døde. Den akademiske verden var som det meste andet dengang pr. definition en ren mandeklub, og her primært for mænd fra velstående familier.

I dag er det heldigvis anderledes, men kvinder er desværre stadig underrepræsenteret. Netop i dag er det Ada Lovelace Day (hvorfor valget faldt på en dag i oktober, ved jeg ikke — det er hverken hendes fødselsdag eller dagen hvor hun døde), hvor der er ekstra fokus på kvinder inden for naturvidenskab og ingeniørvidenskab.

Men der var faktisk andre kvinder inden for naturvidenskab også i 1800-tallet. Rebekka Higgitt har en interessant artikel om dette og om Ada Lovelace Day i The Guardian i dag.

De fleste, der har set et billede af Ada Lovelace, har enten set et billede af hende hvor hendes hår ligner en kage, eller et billede hvor hun bærer en enkel hvid kjole. Så her er et billede af hende som Lego-figur.

For 50 år siden

20121016-103835.jpg

Måske ville denne tekst aldrig være blevet skrevet. Der ville måske hverken have været nogen til at skrive den eller nogen til at læse den. Tanken er svimlende.

To år før jeg blev født, i oktober 1962, dvs. helt præcis for 50 år siden, oplevede verden Cuba-krisen. Russiske atommissiler var på vej til at blive opstillet på Cuba, og USA truede med at starte en atomkrig som svar. I 13 dage var mange mennesker på den nordlige halvkugle alvorligt bange for at der faktisk ville udbryde en 3. verdenskrig og at alt liv på Jorden ville gå til grunde. Faren var reel; det er blevet hævdet (hvordan man kan sætte tal på det, ved jeg ikke — der kan næppe være tale om et estimat baseret på relativ hyppighed!) at risikoen var mindst 50%.

Til sidst vendte de russiske skibe, der var på vej til Cuba med missilerne, om. USA trak sin trussel tilbage. Mange åndede lettede op, Den kolde krig fortsatte med at være kold.

Georg Metz vier sin klumme i Information til at fortælle om hvordan han selv oplevede de to ubehagelige uger dengang. Jeg er ikke altid så glad for Georg Metz’s klummer, men denne her er værd at læse. Det er tydeligt, at han her trækker på hovedstolen, nemlig sine egne erindringer.

Noam Chomsky, af nogle kendt for sit arbejde med sprogteori, af andre for sine kritiske analyser af USAs udenrigspolitik, har et langt og interessant essay i The Guardian om Cuba-krisen; som altid er han kritisk over for den grundopfattelse, der så tydeligt gennemsyrer amerikansk udenrigspolitik, nemlig at dette er et land, der “har ret til verden” (en del andre stormagter har haft samme opfattelse, blot har de været uenige om hvilket land det var, der “havde ret til verden”).

Chomsky er meget mere analytisk end Metz; i modsætning til Metz tager han udgangspunkt i The Cuban Missile Crisis in American Memory, der er en ny bog af den amerikanske historiker Sheldon Stern. Sterns bog lader til at være et godt bud på den definitive fremstilling af Cuba-krisen set fra amerikansk hold, og den er baseret på de vigtige kilder, der nu er tilgængelige, nemlig båndoptagelserne fra møderne i ExComm (eksekutivkomiteen i National Security Council).

Ud over den grundige gennemgang af hvor tæt verden rent faktisk var på en atomkrig, er det stærke ved Chomskys essay at han peger på at atomkrigstruslen også siden har været reel. Ikke kun i 1980’erne, hvor mange fra min generation (mig selv inklusive) var bekymrede, men også siden. Indien/Pakistan ogIsrael/Iran er skræmmende eksempler.

Chomsky slutter med disse ord:

In 1962, war was avoided by Khrushchev’s willingness to accept Kennedy’s hegemonic demands. But we can hardly count on such sanity forever. It’s a near miracle that nuclear war has so far been avoided. There is more reason than ever to attend to the warning of Bertrand Russell and Albert Einstein, almost 60 years ago, that we must face a choice that is “stark and dreadful and inescapable”:

Shall we put an end to the human race; or shall mankind renounce war?