Alle er eksperter (bare spørg os)

20121016-232740.jpg
Jeg har læst et indlæg i Politiken af Marcus Henglein, der er studerende. Det er en lang kritik, undskyld en lang kronik, med en masse eksempler på hvad han har været utilfreds med i sin skoletid: alle de kreative fag som han synes er spild af tid, gruppearbejde, passive klassekammerater, dårlige vikarer osv. osv. Jeg kender ikke Marcus – men jeg kender hans far, der er professor, og jeg har al mulig grund til at tro at Marcus er godt begavet og er vokset op i et hjem, hvor man ikke så ned på boglige sysler. Det er klart for mig, at han har kedet sig meget af tiden og at der var fag, han ikke brød sig om.

Jeg kedede mig også en del i folkeskolen, og der var bestemt fag, jeg ikke holdt af. Men hvor mange gode reformforslag kan vi egentlig uddrage af Marcus Hengleins kronik om folkeskolen på Sjælland for nogle få år siden eller af mine erfaringer fra for mange år siden? Min påstand er, at der ikke er nogen.

For et stykke tid siden sad jeg til et forældremøde på min datters skole, og her faldt talen på matematikundervisningen. Nogle forældre syntes, at deres børn fik alt for meget hjemmearbejde og at opgaverne var for svære. Der kom en del forslag fra forældrene til hvad man kunne gøre. Jeg endte også med at sige noget. Bagefter græmmede jeg mig. Det var tydeligt, at lærerne gjorde alt hvad de kunne for at lytte og være tålmodige over for alle de dårligt gennembagte ideer. Bare jeg dog havde ladet være med at sige noget. Jeg er underviser, og det jeg underviser i, er også af matematisk tilsnit – men jeg er ikke folkeskolelærer. Det glemte jeg i kampens hede, og bagefter prøvede jeg at råde bod på det. Lærerne ser vores børn hver dag, de er uddannet til at arbejde med at undervise denne aldersgruppe og de har som deres arbejde at planlægge undervisningen ud fra overvejelser om læring. Selvfølgelig er der dårlige lærere rundt omkring og selvfølgelig kan lærere tage fejl i deres dispositioner. Men jeg stoler fuldt og helt på at de lærere, som min datter har, ved hvad de gør. Jeg håber, det lykkedes mig at gøre det klart til sidst.

Der er ikke mange uden medicinsk baggrund, der skriver kronikker om hvordan læger burde udføre hjerteoperationer. Der er ikke mange uden erfaring med udvikling af software, der skriver kronikker om hvordan softwareudviklere burde programmere. Med folkeskolen er det straks helt anderledes. Det vrimler med læserbreve og politiske initiativer fra politikere — og næsten altid uden nogen pædagogisk/didaktisk baggrund. De fleste mennesker herhjemme har gået i folkeskolen, og derfor har alle en holdning til den – og typisk også en masse råd til hvordan det hele kunne gøres anderledes.

Jeg husker et interessant læserbrev fra for år tilbage, hvor skribenten talte imod at lærerne skulle have forberedelsestid – lærere er nemlig nødt til at være dygtigere end dem de underviser, og så behøver de da ikke at forberede sig! Om skribenten var en erfaren underviser ved jeg ikke, men jeg tillader mig at tvivle.

Det, vi har det med at glemme, og som også Marcus Henglein glemmer (og jeg var ved at glemme), er dels at vores erfaringer er anekdotiske, dels at de er indhentet fra den anden side af katederet. Anekdotisk viden er viden om specielle tilfælde, og det er viden der ikke er systematisk indhentet. På denne måde er anekdotisk viden i modsætning til generel viden og til videnskabelige teorier. Problemet er, at mange af os, hvis vi ikke passer på, kan ende med at tro at anekdotisk viden vi har indhentet faktisk er generel viden og kan bruges til at drage generelle konklusioner om lærere.

Hvad jeg har oplevet i min skoletid, må nødvendigvis være begrænset til at være mine erfaringer og være erfaringer, jeg gjorde som elev. De andre i min klasse oplevede deres skoletid anderledes – for de havde andre interesser, andre forældre osv. Og jeg gik ikke i skole med det formål systematisk at analysere undervisningen for derigennem at kunne foreslå begrundede forbedringer. Derfor skal jeg være ekstremt forsigtig med at bruge mine personlige oplevelser som elev til at drage generelle konklusioner om hvordan undervisningen i den danske folkeskole er eller bør være. De eneste, der har nogen reel mulighed for at uddrage en generel viden eller etablere en generel undervisningsmetode, er dem, der systematisk indsamler viden (de kan bruge kvalitative eller kvantitative metoder) eller systematisk anvender deres viden i et stort antal tilfælde. Det er i dette tilfælde uddannelsesforskere og praktikere, der systematisk reflekterer over deres praksis.

Den svære, men nødvendige balancegang er at kunne være kritisk over for fagfolk (for fagfolk kan bestemt lave fejl eller gøre noget, der i øvrigt er kritisabelt), sådan som det bør være tilfældet i et samfund hvor der skal være demokratisk kontrol med de offentlige tjenester, men samtidig at have den nødvendige tillid til dem og tro på at fagfolk som regel ved, hvad de foretager sig.

Der er en populistisk betinget tendens til at hævde at “alle er eksperter”, og det er her ofte underforstået, at de “egentlige eksperter” faktisk ikke er noget særligt. Jeg har tidligere skrevet om dette i en noget anden sammenhæng, nemlig i et indlæg om den intellektuelles rolle. Sandheden er snarere, at vi alle er lægfolk på de fleste områder, hvor der er generelle teorier og metoder involveret, og den erkendelse bør være både vores og fagfolkenes udgangspunkt i enhver sammenhæng.