Så kan de lære det

Den bevidst sårende kommunikation kender alle til, både i privat og i offentlig sammenhæng. Nogle gange oplever vi en Anden, der bevidst tirrer os eller fornærmer os. Nogle gange er vores egen lunte kort, når Den Anden gør dette.

Et eksempel på en sådan kommunikation var Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed. Der var tale om en bevidst udfordring, og det var særdeles tydeligt at nogle af de tænkte modtagere var utilfredse og sårede. Nogle steder i Mellemøsten blev utilfredsheden brugt som påskud til voldelige protester mod Danmark og “den vestlige verden”. Diplomatiske repræsentationer blev angrebet og nogle af tegnerne blev truet på livet. Andre steder, i den “vestlige verden”, blev de oprindelige karikaturtegninger brugt på hadefuld vis af højrenationalistiske grupperinger som påskud for deres dagsorden. Tonen i debatten var ofte særdeles hård. Det hele var trist og uværdigt at opleve for alle os andre, der så på.

Der er en etik for kommunikationer, og den er symmetrisk: Hvordan bør senderen tale, og hvordan bør modtageren svare. Denne etik skal også kunne håndtere situationer, hvor kommunikationen af en eller begge parter bliver opfattet som et angreb: Hvordan bør afsenderen tale? Hvordan bør modtageren tage udfordringen op?

Lad mig her hæfte mig ved kommunikationens etik, som den ser ud for modtageren. Hvordan bør modtageren reagere? Dette fritager selvfølgelig ikke afsender for også at have et ansvar. De to parter påvirker da også hinanden.

Jeg er i disse dage ved at læse den amerikanske filosof William B. Irvines bog Stoicism – A Guide To The Good Life (jeg har tidligere skrevet om denne bog her på bloggen). En central komponent af den stoiske filosofi er at den enkelte skal handle, således at han/hun bevarer sin ro. En fornærmelse er en direkte udfordring af denne ro. Noget af det, det stoiske filosoffer beskæftigede sig med, var derfor hvordan man bør håndtere fornærmelser. Denne tilgang tror jeg, at vi kan lære noget af inden for konflikthåndtering.

Idealet at man kan svare med humor, og det må gerne være en form for humor, der sætter én selv lavere. Det vil forvirre afsenderen – fornærmelsen virkede jo tilsyneladende ikke.

Her er et eksempel fra en artikel i Wall Street Journal, der handler om situationer, hvor mennesker eksploderer i vrede. Det eksempel, som artiklen slutter med, er en klar kandidat til at være lærebogseksempel på en stoisk tilgang til håndtering af fornærmelser. Det er samtidig et meget amerikansk eksempel – komplet med et indkøbscenter, en parkeringsplads, en pickup truck og en hærdebred mand, der siger “a–hole”.

Jonathan Yarmis was pulling into a shopping mall one afternoon, and he cut off a guy driving a dual-cab pickup truck. Mr. Yarmis pulled into his parking spot, and the truck came to a stop right behind his car. “Never a good sign,” says Mr. Yarmis, 57, a technology-industry analyst in Stamford, Conn.
The irate driver, a large man, yelled, “What do you think you are, a race car driver?” Mr. Yarmis, who has driven in several amateur auto races, replied: “Yes, as a matter of fact, I am.” The man seemed taken aback but replied, “Well, you’re still an a—,” to which Mr. Yarmis replied: “You’re right about that, too.”
“He laughed, I laughed—and we actually had lunch together,” says. Mr. Yarmis. “My treat.”

Men det er ikke altid nemt at svare med humor, for det kræver at man er i stand til at være humoristisk her og nu. I sådanne situationer vil stoicismen i mange situationer råde modtageren til at fortsætte, som om intet var hændt og på denne måde bevare roen. Også her vil afsenderen blive forvirret over at fornærmelsen ikke virkede efter hensigten.

Der er selvfølgelig situationer, hvor man er nødt til at besvare fornærmelsen, og her vil stoicismen råde til at svaret er kort og faktuelt. Igen er målet at bevare roen,

Jeg vil ikke påstå, at stocismen som beskrevet af William B. Irvine giver en universel strategi. Der findes situationer, hvor den negative kommunikation er del af en systematisk chikane. Det samme gælder formodentlig også, hvor der er tale om egentlig vold.

Ikke desto mindre synes jeg, at der er noget at tænke over her. I menneskerettighedsarbejde har vi ofte talt om at arbejde for dem, der bliver udsat for krænkelser af menneskerettighederne, her blandt andet ofre for hadefulde udfald. De krænkede bliver krænket, aktivisterne er aktive. I Amnesty International har vi bakket om bøsser/lesbiske/transkønnede og romaer. Disse grupper er udsat for diskrimination og had i forskellige lande i Østeuropa og bliver ofte nedsættende omtalt af politikere og medier. Men i sidste ende skal vi kunne arbejde sammen med dem, hvis rettigheder bliver krænket. Det handler nemlig om det, man kalder empowerment – den krænkede og aktivisten er sammen om at være aktive, og i idealsituationen kan den krænkede opnå at forsvare sine menneskerettigheder uden at der er behov for indgriben fra aktivisten.

Den stoiske tilgang giver et yderligere bud på en strategi, der kan være del af empowerment. Det er en strategi, hvor mottoet er “Jeg lader mig ikke såre.” Eller “Kald mig ikke offer”, som Dina Yafasovas bog om den indiske torturoverlever og menneskerettighedsaktivist Archana Guha hedder. (Denne bog har jeg forresten også skrevet om her engang.) Ved ikke at lade sig fornærme bliver fornærmelsen virkningsløs. Men det er også en krævende strategi; det ved jeg godt.

(Visited 50 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar