Nu med lykkepose

Da jeg var dreng, havde den lokale kiosk “lykkeposer” – det var uigennemsigtige poser med fem forskellige tegneserieblade. Hvis man var uheldig, fik man en gammel kærligheds-tegneserie i sort-hvid, men hvis man var heldig, fik man Splint & Co. eller Fantomet.

Der er efterhånden flere hundrede indlæg på min blog, og de ligger stadig i databasen. Nogle gange genopdager jeg noget, jeg havde skrevet engang – jeg får en idé og vil sikre mig, at jeg ikke bare genopfinder et gammelt indlæg. Så det sker, jeg roder i arkivet. Men hvorfor ikke bruge dette som en slags “lykkepose”? Den slags findes der WordPress-plugins til.

Fra nu af kan man ude i sidebaren (der trods navnet ikke har spiritusbevilling) se fem tilfældige indlæg. Nogle af dem er sikkert gamle kærligheds-indlæg i sort-hvid, men måske er der også Splint & Co. og Fantomet.

Lyden af døende stjerner

Et album, der har betydet meget for mange mennesker, og også for mig, er Joy Divisions debut Unknown Pleasures fra 1979. Musikken er på én gang enkel og fyldt af nyt, man kan opdage. Det samme gælder faktisk det sort/hvide cover. Her fortæller Peter Saville om motivet og hvordan det blev til. Gemt i fortællingen er historien om opdagelsen af den første pulsar for 45 år siden, en opdagelse der skyldes de britiske astronomer Jocelyn Bell Burnell og Antony Hewish.