Uafhængige negative kanoniske Turing-pile af ligninger og problemer i anvendte formelle partielle differentialligninger

I dag fik jeg en e-mail fra en kendt og særdeles anerkendt forsker inden for mit fagområde. Hun bad mig bedømme en artikel til en kommende konference. Det sagde jeg ja til; det var nemlig en potentielt spændende artikel. Om den så rent faktisk er god, ved jeg endnu ikke.

Jeg får også af og til henvendelser fra mindre anerkendte tidsskrifter, der beder mig om at producere. Nogle af dem beder mig pænt om at skrive om min seneste forskning, andre vil gerne have mig som med redaktør og atter andre vil bare have gerne mig til at bidrage på begge måder. Og det hele er meget, meget tvivlsomt. Her siger jeg altid nej (eller rettere: jeg gider ikke engang svare). Der er nemlig ikke et eneste kendt ansigt blandt redaktørerne eller forfatterne til de artikler, der allerede er blevet optaget.

Det er nu lykkedes at få en autogenereret (og helt igennem meningsløs) artikel optaget i et sådant tidsskrift. Tidsskriftet har den tilforladelige titel Advances in Pure Mathematics og udgives af et forlag med den lige så tilforladelige title Scientific Research Publishing.

Nate Eldredge skriver på sin blog That’s Mathematics om artiklen, der skyldes en Marcie Rathke fra det lige så uvirkelige University of Southern North Dakota og bærer titlen Independent, Negative, Canonically Turing Arrows of Equations and Problems in Applied Formal PDE. Det tog kun 10 dage fra artiklen blev indsendt til den blev accepteret — og der var kun enkelte, mindre problemer med den: Abstract er uden forbindelse til selve artiklen, begreberne bliver ikke forklaret, de væsentlige sætninger bliver ikke bevist og artiklen er ikke skrevet i Microsoft Word, sådan som artikler jo skal være (Marcie Rathke havde brugt LaTeX). Men som sagt – skidt med det, artiklen kunne sagtens antages efter passende ændringer.

Nate Eldredge lavede artiklen med et stykke software, han kalder Mathgen. En tilsvarende skæbne er tidligere overgået autogenererede artikler til en tvivlsom konference i datalogi – her er de lavet med et tilsvarende stykke software ved navn SciGen, en interessant anvendelse af kontekstfrie grammatikker.

Alle de forlag og foretagender, der kontakter mig (og mange andre), hævder at de benytter sig af fagfællebedømmelse, på nudansk peer review. Det underlige er at disse spamferences og spam journals faktisk går ud over forfatterens troværdighed. I nogle af de henvendelser jeg får, gør forlagene opmærksom på at de går efter med tiden at blive indekseret af f.eks. Web of Science. Nogle af konferencerne nævner IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers), som nyder stor troværdighed hos mine kolleger i bestemte ingeniørfag. Det vil dog ikke betyde, at de pågældende forlag får øget troværdighed, men simpelthen at Web of Science, IEEE m.fl. får lavere troværdighed.

Det er nemlig ikke kun de underlige spam-forlag, der kan slippe tvivlsomme artikler igennem. I år dukkede der f.eks. en pinlig artikel op i Elsevier-tidsskriftet Computers & Mathematics With Applications. Ja, faktisk har der været hele 6 medicinske “tidsskrifter” publiceret af Elsevier, der i virkeligheden var sponsoreret af medicinalfirmaer Ligheden mellem spam-forlag og etablerede forlag er nemlig at pengene ender hos forlæggerne. David Colquhoun, der er professor i farmakologi ved University College London, havde sidste år en interessant artikel i The Guardian om dette triste fænomen. Der er opstået en uhellig alliance mellem kravene om at publicere og forlagenes ønsker om at tjene penge.

I vore dage, hvor alt kan publiceres med minuts varsel, er der da også flere og flere, der går helt uden om forlagssystemet. Næste skridt må være at ændre peer review-systemet og skabe en ny form for kvalitetskontrol, der benytter de erfaringer, vi har fra brugen af nettet. Så kan også de pinlige artikler ganske vist også blive publiceret – men ingen vil tjene på dem, og meget få vil synes om dem.