Mindretal og andre mindretal

20121130-050822.jpg
Verdens efter sigende dyreste juletræ blev i 2010 stillet op i Abu Dhabi.

Demokrati er ikke flertallets ret til at knægte mindretallet. Demokrati handler heller ikke om at undgå pressen eller undlade at udtale sig. Demokrati handler derimod om at tilgodese og respektere mindretallet.

Det er et citat, jeg kun kan erklære mig enig i. Hvem har mon sagt det og i hvilken sammenhæng?

Udtalelsen stammer fra et debatindlæg af Pia Kjærsgaard om den underlige juletræsfejde i en boligforening på Sjælland, hvor et flertal af bestyrelsen ikke vil give tilskud til en juletræsfest, men tidligere har brugt et markant større beløb på en eid-fest.

Hvad synes jeg så om denne sag? Jeg er helt enkelt træt af juletræsfejden. Alle parter i den pågældende boligforening har så vidt jeg kan koncentreret sig om at score flest selvmål i denne sag, der forlængst er blevet blæst ud af proportioner af medierne, godt fulgt op af især Dansk Folkeparti, der er interesseret i at bruge den dumme fejde i deres fortælling om “det truede danske folk”. Det er tvivlsomt, om der havde været samme interesse, hvis der havde været tale om en boligforening, hvor et lille flertal af småbørnsforældre havde givet penge til en fastelavnsfest med en dyr hoppeborg på bekostning af et foredrag for pensionister.

Det er interessant at se, at Dansk Folkeparti nu udtaler at de anerkender eksistensen af mindretal og interesserer sig for mindretals rettigheder. Der er trods alt etniske, religiøse og seksuelle mindretal som har oplevet diskrimination af forskellig art, men jeg kan ikke mindes at have hørt Pia Kjærsgaard tale for f.eks. flygtninges eller LGBT’ers vilkår. Desværre har vi her efter alt at dømme at gøre med et tilfælde, hvor et højrenationalistisk parti kaprer begreber af strategiske årsager og vender dem på hovedet. For hvis en boligforening bør tage hensyn til et mindretal, der fejrer en anden højtid end flertallet ud fra et generelt princip om mindretalsbeskyttelse (og det synes jeg, de bør), må andre i andre sammenhænge, hvor et andet mindretal har et tilsvarende ønske, handle ud fra samme generelle princip (og det synes jeg også, de bør). Det interessante er her imidlertid, at Dansk Folkeparti siger det stik modsatte; partiet skriver i en pressemeddelelse fra august i år:

Ministeren afkræves svar på sin holdning til, at skoler landet over er begyndt at give elever fri på grund af en religiøs højtid, der ikke er en del af den danske kalender og hvordan ministeren vil sikre, at eleverne ikke får fri eksempelvis ved ramadanens afslutning.
Desuden skal ministeren forklare, hvordan fravær for elever, der ikke møder op i skolen på grund af en religiøs højtid, skal registreres samt om skolerne skal tillade fridage for andre trossamfunds religiøse højtider som fx buddhisternes, katolikkernes, ortodokses og jødernes?

Det interessante er at mindretalsbeskyttelse er et menneskeretsligt princip som udmønter sig i konventioner om en lang række veldefinerede mindretal – børn, flygtninge, oprindelige folk osv. Menneskerettighederne er samtidig universelle: de gælder altid og for alle mennesker, dvs. også for dem, man ikke bryder sig om og i situationer, man ikke har strategisk fordel af. Som Pia Kjærsgaard siger om menneskerettighederne i et ugebrev fra 2008 op til 40-året for vedtagelsen af Verdenserklæringen om menneskerettigheder:

De er formuleret af mennesker – derfor er det alene op til mennesker sørge for at bringe hykleriet til ende. Skal menneskerettighederne kun gælde i vores egen verden, eller har vi modet til at kræve dem overholdt over alt?

Heri kan jeg også kun være enig.

Flattr this!

Andre akademiske traditioner

I disse uger er jeg (som jeg tidligere har røbet her) blandt dem, der holder oplæg på institutter under det teknisk-naturvidenskabelige fakultet om den nye projekteksamensform, vi nu indfører på Aalborg Universitet – den gruppebaserede projekteksamensform, der er en videreførelse af den eksamensform, vi havde fra AAUs grundlæggelse i 1974 indtil det forbud, der trådte i kraft i 2007.

I går holdt jeg endnu et af disse seminarer. Det er interessant at opleve tilhørernes reaktioner, og det var også tilfældet her. Omkring halvdelen havde aldrig oplevet en gruppebaseret projekteksamen. De, der havde, gav til gengæld i stort omfang udtryk for at de var glade for at den gruppebaserede projekteksamen nu er tilbage.

Det var dog også i går, jeg havde en højst usædvanlig oplevelse. En af de ansatte viste sig at være meget stor modstander af den nye projekteksamensform; det er der nogle, der er. Men hans bevæggrunde var noget anderledes. Det var umuligt at stille alle studerende præcis de samme spørgsmål (et argument, man af og til hører), men hvad var det dog for noget med at rapporten lagde et niveau for hvad man kunne forvente? Betød det så at meget dårlige studerende i en gruppe skulle have en god karakter, hvis bare rapporten var god? Værst af alt var dog efter hans mening at der var tale om mundtlig eksamen. På det universitet i udlandet, hvor han havde sin akademiske baggrund, var det den eneste eksamensform, man anvendte, skriftlig eksamen uden nogen tilladte hjælpemidler. Hvorfor kunne man så ikke holde projekteksamen på den måde i stedet (dvs. formodentlig også uden adgang til den rapport, man selv havde været med til at skrive) ?

Hvis projektvejledning af en gruppe bestod af tidsbegrænset skriftlig kommunikation med én student ad gangen og projektrapporten skulle være en gengivelse af paratviden, ville denne eksamensform sikkert være god. Men sådan er projektvejledning af et problemorienteret gruppeprojekt på Aalborg Universitet ikke.

Jeg bryder mig ikke om at mit afsluttende bidrag til en diskussion er udtalelsen “Sådan gør vi bare ikke her hos os”. Men dér endte det i går. Gudskelov kunne jeg bagefter konstatere, at der slet ikke findes en massiv modbevægelse på det pågældende institut, der vil indføre skriftlig projekteksamen uden hjælpemidler. Det var bare et mærkeligt særstandpunkt. Og jeg kunne til min store overraskelse konstatere, at den meget utilfredse herre ikke netop var ankommet hertil fra udlandet, men faktisk havde været ansat på Aalborg Universitet i nogle år!

Seminaret i går viste mig for alvor hvor meget de usagte traditioner betyder også i den akademiske verden. Der er ganske mange traditioner, som aldrig bliver systematisk overleveret  – det er vi rent ud sagt dårlige til i den akademiske verden. Den gruppebaserede projekteksamen blev til gennem mange års erfaring og eksperimenter og skabte erfaringer om hvordan man bedømmer et projekt og den enkelte studerendes eksamenspræstation. Men fordi alle disse erfaringer kun sjældent bliver nedfældet eller eksplicit overdraget, er det nemt for dem at gå tabt.

Når vi ikke laver en eksplicit overlevering, går alle de gode erfaringer meget nemt tabt. I tilfældet gruppebaseret projekteksamen har det været en væsentlig opgave at få erfaringerne med gode projekteksaminer ned på skrift. Selv noget så enkelt og indlysende (for mig, men ikke for dem, der er kommet til siden 2007) som hvordan bordopstillingen bør være til en gruppebaseret projekteksamen og at kun den studerende, der fremlægger, skal befinde sig ved tavlen/lærredet, skal nu nedfældes på skrift og overleveres. Det eneste gode ved forbuddet mod gruppeeksamen er, at vi som følge af det blev nødt til at reflektere over hvad vi havde gjort og begrunde og beskrive eksamensformen.

Flattr this!

Forhadt

20121128-195807.jpg

Jeg har ikke set Adoptionens pris endnu; sådan går det af til – jeg må følge med i den debat, der følger efter et opsigtsvækkende program på tv. Men programmet er tilgængeligt (mod betaling) fra TV2s websted, så det skal jeg så afgjort have set snart. Al omtale, jeg har set, tyder på at en sørgelig blanding af adoptivforældres tilsyneladende inkompetence og dybt kritisabel adfærd fra et adoptionsagenturs side, herunder regulære brud på FNs konvention om barnets rettigheder og den såkaldte Haager-konvention, har ført til at to mindre børn har fået meget alvorlige sår på sjælen.

Hvis jeg får skrevet det følgende uheldigt, vil nogen nu tro at jeg vil forsvare adoptivforældrene, men det vil jeg bestemt ikke. Det, der bekymrer mig er noget andet, nemlig mediernes dækning. Allerede nu er adoptivforældrene med store bogstaver udråbt til at være “Danmarks mest forhadte”. Hvis der er noget subtilt her, er det at Ekstra Bladet foretager denne tvivlsomme udnævnelse på læsernes (og de potentielle læseres) vegne. Er det pågældende ægtepar f.eks. mere forhadte end den pædofile mand, der har voldtaget to småpiger inden for de seneste få uger og nu er genstand for en storstilet eftersøgning? Betegnelsen giver ingen mening. Ekstra Bladets forside er med til at skabe den følelse, overskriften selv hævder at konstatere.

Prøv at sammenligne med en person som Anders Behring Breivik – ingen skriver “den forhadte norske terrorist”. Mit gæt er at der helt af sig selv opstod en konsensus om at Breivik er forhadt. Derimod er det her medierne, der udnævner nogle personer til at være forhadte, og det bekymrer mig faktisk. Der er allerede nu tale om at de pågældende adoptivforældre er gået i skjul, og uanset hvad man måtte synes om dem, er det endnu en trist udvikling – at nogle nu bestemmer sig til at chikanere det pågældende par. Dét får de to adoptivbørn det ikke bedre af, og det flytter fokus fra det væsentlige.

Socialministeren har taget affære i denne sag, og det er godt og vigtigt – og hvad man bør forlange af en minister. Hvis det mest fremtrædende resultat af hele denne triste sag bliver at nogle formodentlig inkompetente adoptivforældre bliver lagt for had, er det i sig selv trist. Dette er nemlig en sag om meget, meget mere end dét, nemlig om hvordan børns og biologiske forældres rettigheder ikke må overtrædes.

Flattr this!

Bryn Jones

Der var engang, hvor jeg opdagede musik ved at høre det i radioen eller læse om det i nyhedsgrupper på Usenet. Da jeg begyndte at interesse mig for elektronisk musik og den mere percussion-baserede af slagsen, stødte jeg netop i Usenet-nyhdsgrupper på navnet Muslimgauze og beskrivelser af den arabisk inspirerede musik. Det var mange år før MySpace, YouTube mm. og der var ikke anden udvej end at købe en cd.

Muslimgauze var ikke et band, men den britiske musiker Bryn Jones, der boede i Manchester (navnet antyder, at han vel havde walisisk baggrund). Det album, jeg købte, var det, der hedder Zul’m – og det var et godt sted at starte. Her spiller han sammen med to musikere fra Mellemøsten, og musikken er som altid percussion-orienteret og rent instrumental. På en del andre albums er tonen rå og ofte forvrænget, men på Zul’m læner Bryn Jones sig tilbage og skaber et nærmest ambient-klingende univers, der er meget stemningsfyldt og værd at dykke ind i.

Hele Bryn Jones’ musikalske virke var centreret om Mellemøsten i bred forstand; selv om hans musik var rent instrumental, var det tydeligt fra titlerne på numre og albums, at han var politisk engageret i situationen i denne del af verden, og især i palæstinensernes forhold. Om han rent faktisk også var muslim, ved jeg ikke. Selv fik Bryn Jones underligt nok aldrig selv besøgt Mellemøsten. I 1999 døde han af en sjælden infektion i lungerne, kun 37 år gammel.

Bryn Jones var ekstremt produktiv i sit korte liv. Diskografien på det officielle websted om Muslimgauze er en liste på hele 222 udgivelser, hvoraf et stort antal er albums. Der er faktisk så meget materiale, at der selv nu udkommer nyt. Jeg kan af samme grund ikke påstå at jeg har hørt andet end en lille flig af hvad Muslimgauze/Bryn Jones havde at byde på. Det var nok heller ikke det hele, der var lige så vellykket som Zul’m.

Men mange andre har med tiden fået ørerne op for Muslimgauze’s værk. Krist Novoselic, der var bassist i Nirvana, skrev i 2010 dette:

I have to cock my ear, but it becomes somewhat clear, in my mind at least, what he’s up to. Sometimes this straining can wear a listener down, therefore I find Muslimgauze releases can be hit or miss. However, Speaker of Turkish is an excellent, and quite satisfyingly clear blend of Middle Eastern sounds and rhythms with Jones’ daring style of mixing.

Another aspect of Muslimgauze is how political the titles and art work can be. Notice that I didn’t say music, because it’s instrumental, except for murmurs and mysterious voices that often emerge from the many layers of sounds and rhythms. Jones, who was a Brit, took a pro-Arab position in the conflicts in the Middle East. But there are no long liner notes about politics, it’s the song titles and artwork that convey the message / image.

Flattr this!

Ikke realistisk

20121126-094732.jpg

For få dage siden kunne man læse at Straffelovsrådet i en betænkning vil fjerne aldersgrænsen for køb af trykt porno, En artikel af Politiken citerer Straffelovsrådet:

»Det kan diskuteres, hvilken betydning det har, at børn i 12-14-års alderen ser pornografiske billeder, bl.a. på internettet, men det er efter Straffelovrådets opfattelse under alle omstændigheder ikke realistisk at forestille sig, at man via straffeloven skulle kunne begrænse børns adgang til pornografiske gratissider på internettet«, skriver Straffelovsrådet og konkluderer:

»Straffelovrådet finder på denne baggrund, at straffelovens § 234 kan ophæves som betydningsløs i praksis«.

Jeg ser et åbenlyst problem i denne argumentation, nemlig argumentet om at det reelt er umuligt at begrænse adgangen, og at man derfor ikke bør opretholde en regulering i form af en aldersgrænse. Dette kunne man nemlig også sige om alkohol og om tobak (eller om andre stoffer, der er helt ulovlige).

Det er også underligt, at vi har et medieråd der grundigt bedømmer en anden kategori af varer, nemlig biograffilm og dvd-udgivelser, og fastsætter aldersgrænser for deres tilgængelighed. Jeg hører ikke nogen tale for en afskaffelse af medierådet; jeg gør heller ikke.

Om den trykte pornografi har nogen fremtid, tvivler jeg på. Pornografi i fysisk form er formodentlig lige så truet som andre fysiske medier – det være sig cd’er, dvd’er, trykte aviser eller bøger. Tværtimod er internetpornoen velegnet for alle de mange, der ikke bryder sig om at gå hen i en butik og købe et pornoblad.

Det er derimod langt fra oplagt, at det er uproblematisk at lade børn se porno – lige som det bestemt heller ikke er uproblematisk at lade dem se film mv. med andre voldsomme hændelser. Det er ikke seksualiteten som sådan, der er et problem – det specielle ved pornoen er at den er fiktion men at de voldsomme hændelser i den ikke bare ser virkelige ud; de finder faktisk sted. Morderen i en film slår ikke nogen ihjel, og på et tidspunkt opdager børn altid at det “bare er film”. De personer, der har samleje, har derimod rent faktisk samleje. At det så er ret ualmindeligt, at mennesker pludselig bliver brunstige, smider tøjet midt i deres øvrige gøremål og kaster sig over hinanden, er en anden sag.

På den anden side er det vigtigt at bemærke, at både Red Barnet og Børnerådet går ind for at ophæve paragraffen i straffeloven.

Derfor er det først og fremmest et spørgsmål om etik,vi har med at gøre: hvad er godt for børn og hvad er ikke? Ligesom vi har en holdning om at børn ikke bør drikke alkohol, kan vi også have en holdning om at børn ikke bør se porno. Det vigtige ved en aldersgrænse af alkohol, porno mv. er at den siger, at en del af ansvaret også ligger hos producenter og distributører og at også de skal indse, at der er tale om et spørgsmål om etik.

Men fordi den trykte porno formodentlig er på vej ud, er det også klart, at en aldersgrænse ikke er nok og straffeloven nok ikke er det rigtige sted at læse problemet. Hvad der skal til, ved jeg ikke. Formodentlig skal man lære at “læse” pornoens koder ligesom man skal lære at “læse” så mange andre koder. Det ville sikkert også hjælpe, hvis den porno, der er almindeligt tilgængelig, ikke fremstod så endimensional og ubegavet; jeg ved at der er undtagelser derude – men de er undtagelser.

Flattr this!

Utøj?

20121125-104108.jpg

20121125-104051.jpg

Af og til bliver det meget tydeligt, hvordan den vestlige verden står på skuldrene af en masse ukendte mennesker. Jeg har skrevet om tekstilindustrien før; den er for mig et tydeligt billede på hvor megen lidelse jagten på billige forbrugsvarer kan skabe.

I dag kan vi læse, hvordan 100 mennesker er brændt inde på en tekstilfabrik i Bangladesh. Kunne nogen forestille sig et tilsvarende antal omkomne ved en brand på en stor dansk virksomhed?

Men der behøver ikke at indtræffe en katastrofe for at man kan se, hvor galt det er fat. Det er også forfærdende forhold, man kan læse om i The Observer i en artikel om en høring foretaget i den sydindiske by Bengaluru blandt indiske tekstilarbejdere.

Sakamma, a 42-year-old mother-of-two working for Gap supplier Texport in Bengaluru, told the tribunal she earned just 22p an hour and that when she finished at the factory she had to work as a domestic help to top up her wages.

Like many of the women giving evidence, she said workers faced abuse if they failed to meet quotas. “The targets are too high. They want 150 pieces an hour. When we can’t meet the targets, the abuse starts. There is too much pressure; it is like torture. We can’t take breaks or drink water or go to the toilet. The supervisors are on our backs all the time,” she said. “They call us donkey, owl [a creature associated with evil], dog and insult us … make us stand in front of everyone, tell us to go and die.”

Et af problemerne er at de store europæiske og amerikanske firmaer betjener sig af underleverandører, som man ikke kontrollerer.

Den nederlandske fotograf Pieter van de Boogert har dokumenteret tøjets rejse fra tekstilfabrikkerne i Indien til butikkerne i Europa. Det er voldsomme billeder — ikke mindst på grund af kontrasterne. To af billederne kan ses ovenfor.

Flattr this!

Et offentligt privatliv

20121124-172825.jpg

I går tog jeg en bus, og på sædet bag mig sad en ung kvinde. Hun havde en længere samtale med en ven om hvordan hun havde været uenig med en fælles bekendt (lød det til) under en bytur; hun syntes at han havde opført sig umodent. Jeg ved ikke hvad den unge kvinde hed, og måske får jeg det aldrig at vide, men jeg (og alle andre) fik i det offentlige rum indblik i hendes privatliv.

Jeg kender ikke Immanuel Kants værker nær så godt som jeg burde. Men i dagens udgave af Center for Vild Analyse i Information skriver CVA:

Immanuel Kant skelnede i sit lille skrift om oplysningfra 1784 mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Ved den private forstod han, umiddelbart lidt paradoksalt, den brug af fornuften, der udspiller sig i det, vi ellers er vant til at kalde det ’offentlige rum’: Det, man gør, når man tager vare på sine interesser, udfører en eller anden funktion eller bidrager til den almindelige sammenhængskraft i et samfund, som vi kalder det i dag.

Den offentlige brug af fornuften er derimod den, man gør, når man henvender sig som hvem som helst til den lærde offentlighed, dvs. alene i kraft af de tanker og ideer, man gør sig – om f.eks. politik, kunst, videnskab, osv. Den private brug af fornuften kan man således gøre sig som tv-vært eller politibetjent, eller når man varetager en bestemt gruppes interesser. Den offentlige brug kan man derimod gøre hjemme ved sit skrivebord eller i en samtale med nogen uden anden anledning end at diskutere og udforske ét eller andet spørgsmål, alene for at forstå det bedre.

Pointen er at der netop ikke er tale om “offentlig fornuft” i medierne i dag, men om en “privat fornuft”. Medierne i dag er i høj grad interesserede i det “private”, nemlig hvordan mennesker føler – i debatfora på internet er der stort set altid tale om private betragtninger, der ofte tager form af rendyrkedr følelsesudbrud.

Vi ser en masse i det offentlige rum, som man aldrig ville have set før. Reality-tv fremviser intriger og skænderier og seksuelt samkvem. Også pornoen reklamerer med mennesker, der har sex eller er nøgne på et offentligt sted. Portrætudsendelser og biografier fokuserer på kendte menneskers privatliv – og hele ugebladsgenren er stort set bygget op om dette fokus.

Det er ikke offentligheden, der har vundet – det er det private. Det private befinder sig ude i det offentlige, men i offentlige sammenhænge er det den private fornuft, der vinder. I det offentlige rum taler vi om os selv og på vegne af os selv. Tænk bare på hvor ofte en politiker bliver spurgt hvad han/hun føler om en bestemt sag – eller hvor ofte en politiker kun tager udgangspunkt i sig selv. Til gengæld er det sjældent, at politikere sætter sig i modpartens sted eller forsøger at forstå rationalet bag deres handlemåde. Og portrætudsendelserne og biografierne fokuserer i høj grad på privatlivet hos den, der bliver portrætteret. De sociale medier tillader os at fortælle andre om vores privatliv i stor detalje.

Det lyder måske som om jeg er modstander af følelsernes rolle, når vi taler sammen, eller at jeg synes at det er forkert at tale om sit privatliv. Ingen af delene er tilfældet. Men er det ikke på tide at vi bliver bedre til at tale som en “hvem som helst” (i stedet for primært at tale om os selv) og til at bruge den offentlige fornuft i offentlige sammenhænge? Måske vil det i virkeligheden kunne føre os tættere på hinanden – og på en anden måde end det, vi opnår ved at lytte til hinandens telefonsamtaler.

Flattr this!

Jeg er levende

20121123-161933.jpg

En af de visualiseringer, som stoicismen gør brug af, er den negative visualisering – at forestille sig, at man ikke havde det man faktisk har. Derigennem kan man bedre påskønne det.

Dette kom jeg til at tænke på, da jeg læste et lille essay i New York Times af den irske forfatter Bill Hayes, der er bosat i USA. Han fortæller om hvordan han spiser et måltid sammen med vennen Oliver, og denne udbryder spontant: Jeg er glad for at jeg ikke er død. Naboerne, der hører denne bemærkning, giver spontant udtryk for det samme. Det er en smuk dag.

We ate at a picnic table. I’d forgotten wineglasses, so we traded swigs out of the bottle. It was summer. The sun was setting on the Hudson. Neighbors were enjoying themselves at nearby tables. The breeze was nice. The surrounding cityscape looked like a stage set for a musical.

Bill Hayes skriver:

I suppose it’s a cliché to say you’re glad to be alive, that life is short, but to say you’re glad to be not dead requires a specific intimacy with loss that comes only with age or deep experience. One has to know not simply what dying is like, but to know death itself, in all its absoluteness.

Der er mange måder at leve på, men der er kun én måde at være død på. Der er mennesker der har et forfærdeligt liv, og deres skæbne skal ikke bagatelliseres. Der er mennesker, der lige nu venter på at dø. Men det er et privilegium at opleve det modsatte af den “perfekte storm”, nemlig den perfekte glæde – at livet er godt og at vi er live. Glæden, man føler i dé øjeblikke, er i sin egentlige form ikke en selvglæde, men derimod en anerkendelse af det privilegium, det også kan være at være i live. Og dermed kan vi også bedre forstå hvad det vil sige at dø.

Flattr this!

En sang fra i år

Uden nogen yderligere anledning her en sang fra I Predict A Graceful Expulsion med canadiske Cold Specks – det mest overbevisende debutalbum fra i år og hun/de leverede i tilgift en rigtig god koncert på Roskilde-festivalen.

Flattr this!

Til at regne med

20121122-204643.jpg

Jeanette Wing er blevet udnævnt til vicepræsident Microsoft Research, kan jeg se. Jeg har kun mødt hende én gang, til en konference i USA for længe siden, men (som man ville sige nordenfjords), så er hun ikke dum. Indtil for nylig var hun professor ved Carnegie-Mellon University, der har et af de bedste datalogiske institutter i USA. Og udnævnelsen af hende er også interessant af en anden grund: at være både kvinde og tilhøre et etnisk mindretal (Wing har kinesisk baggrund) er desværre endnu usædvanligt i datalogi.

Microsoft Research har nogle af bedste hoveder inden for datalogi og matematik ansat i en slags privat datalogisk institut, der også udfører regulær grundforskning. Tænk bare på Georges Gonthier, som jeg har skrevet om tidligere. Det var forresten Microsoft der genforenede Georges Gonthier og hans tidligere PhD-studerende fra École Polytechnique, Cédric Fournet. Mange andre store it-firmaer er enten forholdsvis ligeglade med at bedrive datalogisk forskning (det gælder bl.a. Apple) eller har omstruktureret og skåret ned (det gælder bl.a. HP og Compaq, hvis forskningsaktiviteter blev fælles, da HP overtog Compaq). Ikke engang så fremtrædende IBM er hvad det var engang. Det ser endnu anderledes ud for Microsoft, og uanset hvad er det væsentligt.

Som mange andre fremtrædende forskere er Jeanette Wing begyndt at tænke nærmere over sit fags filosofiske grundlag. Hun slår til lyd for at man lærer også andre end dataloger at kunne “tænke som en datalog”. Computational thinking er en idé, der er både fascinerende og begrænsende.

Jeg har ikke lyst til at anvende computational thinking inden for f.eks. psykiatri eller flygtningepolitik. Men det samme kunne jeg sige om matematik eller fysik. Hvis man ikke passer på, er computational thinking i virkeligheden en moderne udgave af dét, der engang hed fysikalisme – den filosofiske retning, der baserede sig på fysikkens forståelse af verden. Jeg håber og tror at Jeanette Wing er opmærksom på ikke at forfalde til en sådan reduktionisme.

Og det tror jeg faktisk, bl.a. fordi hun skriver at

One can major in English or mathematics and go on to a multitude of different careers. Ditto computer science. One can major in computer science and go on to a career in medicine, law, business, politics, any type of science or engineering, and even the arts.

Dét er en væsentlig erkendelse. Matematikere er allerede havnet i mange andre karrierer end fagmatematikerens eller matematiklærerens, netop fordi matematik faktisk gennem sin analytiske tilgang giver adgang til nogle metakognitive kvaliteter. Den samme mangfoldighed af karrierer kan blive tilfældet for dataloger, og det bør være helt igennem legitimt og godt.

Flattr this!