Hvad var det nu du hed?

En dag for snart længe siden, da jeg var på vej hen over Gammeltorv, så jeg en studerende, jeg engang havde undervist. Jeg hilste kort på ham; han drejede hovedet, så på mig og sagde: Ja, du har undervist mig engang. Hvad var det nu du hed? spurgte han.

En anden gang for endnu længere siden, mens jeg var PhD-studerende i Edinburgh, løb jeg ind i en pige, jeg havde mødt til en fest. Hun inviterede mig på en kop te, og vi endte med at sidde og snakke i flere timer. Jeg tror gerne, hun ville have set mig igen. Men det blev aldrig til noget. For hvad var det nu hun hed? Til sidst turde jeg ikke spørge.

Engang prøvede jeg at lave et overslag over hvor mange studerende, jeg har undervist i årenes løb. Jeg blev universitetslærer i 1991 og hvis jeg har haft hold med i gennemsnit 50 studerende pr. år, har jeg set over 1000 studerende i årenes løb. Formodentlig er det rigtige tal tættere på 1500. Hele billedet bliver forplumret af alle de øvrige mennesker, jeg har mødt i årenes løb eller måske bare har set på billedet. Engang til en koncert i København så jeg f.eks. en ung kvinde, som jeg var sikker på at jeg kendte. Var det en, jeg havde undervist engang? Eller var hun en, jeg kendte via min kone? Til sidst gik det op for mig: Hun var studievært på et program på DR2.

Det er svært at lære navnene på dem, man underviser. Med projektgrupper går det nemt, og dem, jeg har vejledt i deres specialeforløb, glemmer jeg ikke. Men hvad med de store hold? Især amerikanske websider for undervisere er fulde af tips for hvordan man lærer studerendes navne at kende. F.eks. har Natalie Houston en liste med gode råd på The Chronicle of Higher Education. Interessant nok er listen helt forskellig fra den liste, psykologen Susan Krauss Whitbourne kommer med på Psychology Today.

Men det er vigtigt at lære Den Anden at kende ved navn. Jeg tror, at de fleste studerende kender mit navn fra undervisningens websider. Engang var der dog én, der troede, at jeg hed Ole.

Vi tager hinanden alvorligt på en helt anden måde, når der er navne og ansigter på. Når jeg holdt mundtlig eksamen, opdagede jeg om ikke andet navnet til sidst, men nu hvor jeg primært holder skriftlig eksamen, er heller ikke det muligt. Der er ét godt råd, Natalie Houston har, og det vil jeg følge: Man er nødt til at sige til de studerende, at man vil lære deres navne at kende. Det har jeg aldrig fået sagt; jeg har bare håbet på at det ville lykkes af sig selv. Men hvis underviseren siger det, fortæller han/hun også, at det er vigtigt. Det ligner måske en minimal ingrediens i undervisningen, men det tror jeg ikke at det er. Ellers må I kalde mig Ole.