Kampen for uvidenhed

20121104-103848.jpg

Mange af os har læst om hvordan den pakistanske skolepige Malala Yousufzai blev skudt af Taleban, fordi hun talte for at piger skulle have en uddannelse. Det er en skæbne, der har berørt mange af os, urimelig og ufattelig som den er.

I dag kan jeg læse en anden trist og skræmmende artikel med samme vinkel. Taleban i Pakistan tager ansvaret for at unge kvinder, der forsøger at tage en universitetsuddannelse, får kastet syre i ansigtet.

En lokal Talebanleder tager nu ansvaret for overfaldet, som har til formål at mærke de unge kvinder for livet og afskrække andre fra at tage en uddannelse. Det skriver CNN.

»Vi vil aldrig tillade, at pigerne i vores område tager en vestlig uddannelse«, siger Qari Muhavia til den amerikanske tv-station.

»Hvis eller når vi finder en ung kvinde fra Parachinar, som går på universitetet for at tage en uddannelse, vil vi ramme hende på samme måde, så hun får svært ved at vise sit ansigt for andre«, tilføjer Taleban-lederen.

(her citeret fra Politiken)

Jeg får lyst til at spørge en person som Qari Muhavia om hvorfor det er forkert at tage en universitetsuddannelse. Men jeg vil aldrig kunne få noget sammenhængende eller rationelt svar. Taleban-grupper i Swat-dalen brænder skoler af, skyder skolebørn og kaster nu også syre på universitetsstuderende kvinder. Det er en organiseret kamp for uvidenhed. Hvorfor er det dog sådan?

Den dovne forklaring er at disse grufulde tilstande skyldes Pakistan som sådan eller forholdene i muslimske lande som sådan. Men den pakistanske middelklasse er særdeles interesseret i at deres børn – drenge og piger – får en god universitetsuddannelse. Og i fredags talte jeg med to universitetslærere fra et privat universitet i det overvejende muslimske Tunesien, hvor man nu vil indføre problemorienteret undervisning efter at mange års diktatur nu er slut. Nogle af de første universiteter i verden lå faktisk i samme del af verden, nemlig i Marokko og Egypten, Kontrasten til det, Taleban foretager sig i Swat-dalen, er enorm.

Når jeg læser om de forfærdelige forhold, der hersker i Swat-dalen, kommer jeg til at tænke på de dysfunktionelle, “normløse” familiemønstre, vi kender fra rundt om i verden, og også i Danmark. Der er tale om familier, hvor den eneste regel i familien er at far bestemmer (og typisk anvender vold eller seksuelle overgreb). Hvad der sker med børnene er ligemeget, så længe de ikke sætter sig op mod faderfiguren eller forsøger at blive mere end ham ved f.eks. at tage en uddannelse. Ude i samfundet har faderfiguren ofte ingen status – måske har han et dårligt betalt arbejde, måske slet intet, måske bliver han selv diskrimineret. Tænk blot på sager herhjemme fra Tønder, Brønderslev, Rebild osv. osv. Listen er alt for lang. På tilsvarende vis er Taleban blevet en lokal, frygtet faderfigur uden nogen status uden for den fattige Swat-dal. Ligesom fædrene i dysfunktionelle familier repræsenterer de en slags “afmagtens magt”.

Kampen mod denne dysfunktionelle bevægelse for uvidenhed må derfor i sidste ende være den samme som forebyggelsen af dysfunktionelle familier, nemlig en kamp for bedre sociale forhold i Pakistan.

(Visited 62 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar