Gærde 1 og gærde 2

20121113-072428.jpg

I denne uge er der en serie artikler i Information af Emil Rottbøll om undervisningens kvalitet på de danske universiteter og de studerendes aktivitetsniveau. Der lyder kritik af undervisningens omfang (der er for lidt af den) fra studerendes side, mens der fra nogle underviseres side lyder kritik af studerendes manglende aktivitet og engagement. En del undervisere oplever mange studerende, der er inaktive og måske foretager sig alt muligt andet end af følge med til forelæsninger. Figuren ovenfor er baseret på en undersøgelse, Politiken lavede blandt universitetsundervisere sidste år.

Samtidig kan vi læse om hvordan stadigt flere studerende henvender sig til landets studenterrådgivninger fordi de oplever symptomer på stress. I dag er der så en leder af Rottbøll om dette tilsyneladende paradokd. Han skriver:

Dernæst begyndte så næste kapitel i debatten, da en række undervisere påpegede, at antallet af timer intet betyder for kvaliteten i sig selv. Når de studerende alligevel ikke forbereder sig og er på Facebook i timerne, kommer kvaliteten aldrig op, før de studerende får fingeren ud, lød et af de mest polemiske indlæg. En studenterformand har noget forkølet svaret igen, at man skam godt kan skrive med medstuderende om faglige spørgsmål på Facebook. Utvivlsomt, men man må altså ikke sende sedler rundt i klassen, hverken før eller nu. Det forstyrrer undervisningen.

Den digitale tidsalders øgede muligheder for overspringshandlinger gælder jo ikke kun studerende. Og myten om den dovne generation må siges at blive endeligt dementeret, hvis man ser på nogle af de øvrige historier, der har været fremme i samme periode: historier om overambitiøse studerende, der isolerer sig, om overarbejdende studerende, der bruger for lang tid på deres studiejob, og om et stigende antal studerende, der går til lægen med stress. Ikke just et entydigt billede. Fælles for alle grupper er, at de ikke får den optimale viden ud af at gå på universitetet, men problemet må findes uden for dem.

Heri har Emil Rotbøll ret – billedet er ikke entydigt.

En af fejlene er at tro, at de studerende udgør en homogen gruppering. Kun få har lyst til at tale om samfundsklasser i dag, men det betyder bestemt ikke at klasserne ikke findes. En del studerende kommer stadig fra en baggrund, hvor det er normen at få en videregående uddannelse. Mange andre kommer i dag fra hjem, hvor der ikke er nogen særlig tradition for at studere.

En anden dimension har man allerede hørt mig nævne en del gange: nogle studerende er dedikerede studerende, mens andre er minimalister, der i deres ønske om at bestå forsøger at lave så lidt som muligt. Og endelig er der forskelle mellem hvilke slags studerende, der tiltrækkes af bestemte uddannelsesinstitutioner og bestemte fag. Også institutionernes kultur ender med at forme de studerendes adfærd og selvopfattelse, Der er stadig stor forskel mellem at være studerende på et universitet hvor projektarbejde i grupper er centralt og at være studerende på et universitet, hvor det ikke er tilfældet.

Derfor vil jeg være meget varsom med at tale om “de studerende” en bloc. Der er dog en interessant observation: hvordan de stadigt mere eksplicitte mål om og forventninger til ansættelighed efter endt uddannelse påvirker studerendes adfærd ligesom de påvirker underviserne.

Det entydige fokus på at få de studerende i job begyndte allerede under den tidligere regering, og efter politisk krav er studieordninger, karakterskala og økonomiske incitamenter blevet tilpasset efter det. Hele systemet er i dag indrettet på at få de studerende hurtigst muligt igennem med præcis de færdigheder, man regner med, de skal bruge på arbejdsmarkedet.

Det er da samme forventninger og mål for alle, men forskellige grupper af studerende finder forskellige strategier for at indfri dem. De dedikerede studerende bliver ekstra ambitiøse og får stress, og de minimalistiske studerende prøver at finde nye genveje. Alle har forventninger til kvaliteten af den leverede undervisning, men de er forskellige. De dedikerede studerende vil have en undervisning, der bedre kan indfri deres ambitioner, mens de minimalistiske studerende vil have en undervisning, der gør det nemmere for dem at bestå med en lille indsats. Alle vil over på den anden side af gærdet, men de opfatter gærdet forskelligt.